Annonce
Hedensted

Rotteplaget værtshus åbner igen

Efter seks ugers intensiv rottejagt er Kasper Hertz Ølholm nu klar til at slå dørene til Åstuen op igen. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Efter seks ugers rottejagt, slår Åstuen i Tørring dørene op igen på fredag.

Tørring: Kampen har været lang og hård, men efter seks ugers intensiv jagt er værtshuset Åstuen i Tørring nu officielt erklæret rottefrit.

Det fortæller en glad og ikke mindst lettet forpagter.

- Det føles så godt og befriende, at vi endelig har fanget bæstet. Nu er vi i fuld sving med oprydning, rengøring og klargøring, så vi kan åbne dørene igen. Vi har allerede brændt to støvsugere af, lyder det fra værtshusforpagter Kasper Hertz Ølholm.

Han overtog værtshuset i begyndelsen af september måned, men nåede kun at have åbent i få uger, inden han først måtte holde en uges lukket i uge 38 som følge af kloakproblemer og efterfølgende fra uge 41 og frem til nu (uge 46) har måtte holde lukket på grund af spor efter rotter.

Den sidste rotte blev fanget fredag eftermiddag, 8. november, men fordi det var op til en weekend, kunne myndighederne først onsdag morgen efter 48 timer uden spor efter rotter erklære stedet rottefrit.

- Den gik selv i en fælde, men når der er 60-70 fælder at vælge imellem skulle det jo også lykkes til sidst, lyder det med et smil fra Kasper Hertz Ølholm.

Han forventer at åbne for ølhanerne igen fredag eftermiddag (15. november), og det med en brag af en fest.

- Nu gik vi jo glip af J-dag, men jeg har fået et par nissepiger til at komme på fredag som et plaster på såret, lyder det fra Kasper Hertz Ølholm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce