Annonce
Navne

Rosa fra Vejle fik et eventyrligt liv

Rosa Stegeager døde 27. januar. Hun blev 96 år. Privatfoto
Rosa Stegeager var fra en tid, hvor man måtte kæmpe for at få en uddannelse. Hun blev lærer og fik en strålende karriere som fraskilt alenemor til to.

Mindeord: Ægteparret Peter og Anette Stegeager Friese, Risskov, har skrevet mindeord om Anettes mor, overlærerinde Rosa Stegeager, der var født og opvokset i Vejle. Rosa Stegeager døde 27. januar som 96-årig:

Et langt liv sluttede, da tidligere overlærer Rosa Stegeager sov ind efter lang tids sygdom.

Rosa var efterkrigs-barn, født i 1924 i en familie i Vejle, som var medlemmer af baptistmenigheden. Opvæksten var præget af stor arbejdsomhed, begge forældre var meget flittige i familiens vognmandsfirma, og med fem børn var der mange munde at mætte.

Som voksen endte Rosa med at tage en lærereksamen, men det lå bestemt ikke i kortene.

Måske blev hun lærer, fordi hun oplevede, hvor stor betydning, en enkelt skolelærer kan få i et barns liv. Hendes klasselærer bankede nemlig på hos forældrene og forklarede dem, at Rosa var velbegavet og burde have lov til at tage en realeksamen.

Rosas mor og far strittede imod, men klasselæreren må have været meget vedholdende, for samtalen endte i et kompromis: Lille Rosa får lov til at gå i realskolen, mod at hun selv tjener penge til sit tøj ved at gå med aviser og hjælpe til derhjemme. Og sådan blev det!

Annonce

Rosa fik sin Harry

Rosa blev gift med Harry Stegeager, som var næsten 20 år ældre end hende. Han var rig, var grosserer i vin, og han forelskede sig i Rosa, der arbejdede som telefonistinde. Undervejs frem mod brylluppet klarede han også at charmere de noget modvillige forældre, med gaver og blomster og med sin store lyst til solsiden af livet.

Rosa fik sin Harry, og parret flyttede ind i et rigmandshus i Havnegade i Aarhus. Rosa behøvede ikke længere at arbejde, men skulle i stedet holde hus og styre tjenestefolk i dagligdagen og være værtinde ved repræsentative middage.

Verden åbnede sig for Rosa, for nu kom en tid med udlandsrejser, danserestauranter og meget mere, som en ung pige fra nøjsomme kår kun kunne drømme om.

To børn fik parret også, første Annette, og 3 år efter lillebror Jan.

Men ægteskabet holdt ikke. Harry fik problemer i vinfirmaet og skiftede job til et depot for Tuborg, og han blev efterfølgende også meget syg, blandt andet med sukkersyge. Han fik et ben amputeret – en virkelig social deroute for ham.

Annonce

Rosa fik et rigt liv

Undervejs blev parret skilt, og nu begyndte for Rosa et langt liv, hvor hun satte en ære i at klare sig selv.

Rosa Stegeager støvede sin gamle eksamen af og læste til lærer. Hun blev først ansat på Læssøsgade Skole, og arbejdede senere i mange år på Tranbjerg Skole, inden hun endte sit lærer-liv på Annagade Skole, hvorfra hun gik på pension, da hun fyldte 67 år.

Som pensionist opholdt hun sig halvdelen af året i sit elskede lille sommerhus i Truust, med lange dage i solsengen, og mange gode romaner. Hun var en rigtig læsehest.  Sommerhuset blev også et yndet sted for hendes syv børnebørn. Og eftersom Rosa nåede en høj alder, fik hun også mange oldebørn.

At opnå en høj alder har mange glæder, men også omkostninger. Rosa levede længe nok til at opleve, at alle hendes kolleger og venner faldt bort.

Hun mistede synet, hørte ikke særligt godt, og efter et fald og brud på lårbensknoglen for nogle år siden blev hendes liv meget besværligt. Og en begyndende Alzheimer satte sine spor.

Annonce

Rosa lever videre i dem, der kendte hende

Rosa Stegeager vil blive husket af mange, fra skoleeleverne og kollegerne til sin familie - eksempelvis for utallige feberredninger, når hendes børn havde brug for hjælp ved barns sygdom, hvor hun straks tog afsted, kom ind af døren med nybagte boller og humør, overtog ledelsen af huset, mens de voksne tog på arbejde.


Og heldigvis brugte hun mange år som pensionist til at gøre de ting, hun virkelig elskede: Rejse, læse og være sammen med børnene. Hun lever nu videre i alle sine efterladte.

Fra mindeordene


Og heldigvis  brugte hun mange år som pensionist til at gøre de ting, hun virkelig elskede: Rejse, læse og være sammen med børnene. Hun lever nu videre i alle sine efterladte.

Begravelsen foregår efter forskrifterne for coronapandemien, desværre kun for inviterede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Mandagens coronatal: Snart har hver 10. fået første vaccine - bare ikke i Horsens Kommune

Erhverv For abonnenter

Horsens-virksomhed med eksplosiv vækst: Udvider med nyt højlager for tredje gang på to år

Annonce