Annonce
Horsens

Ros til Regionshospitalet Horsens: Når ens fordomme bliver gjort til skamme

"Jeg ved ikke, om det kan kaldes en solstrålehistorie at få konstateret kræft og blive opereret for det, men jeg har virkelig ikke har noget at klage over - tværtimod", skriver Preben Larsen efter behandlingen på Regionshospitalet Horsens. Arkivfoto

Læserbrev: Når man når min fremskredne alder, bliver man automatisk tilbudt at deltage i et screeningsprogram, som skal afsløre endetarms- og tyktarmskræft i et tidligt stadie.

Jeg sendte en prøve ind og fik efter to dage besked om, at der var konstateret blod i afføringen, så jeg skulle til koloskopi, og der var reserveret tid 11. december.

Samtidig var der en kuvert fra regionen med diverse remedier, som skulle bruges før koloskopien. Jeg kunne desværre ikke den dato, så fik en ny tid, 18. december, og derfra gik det stærkt:

18. december: koloskopi på Regionshospitalet Horsens. Lægen, som foretog koloskopien, havde mistanke om kræft i en polyp og ville rekvirere en test med høj prioritet.

21. december: Resultatet fra testen forelå, og der var konstateret kræft i tyktarmen. Fik besked på, at jeg skulle have taget blodprøve og CT-scanning mellem jul og nytår.

27. december: fik taget blodprøver.

28. december: CT-scanning for at tjekke, om lymfeknuder og organer var angrebet af kræft.

3. januar: til samtale med kirurg, anæstesilæge og sygeplejerske. Her blev operationen forberedt, og der blev bl.a. sat krydser, hvor en stomipose skulle placeres, hvis nu noget gik galt under operationen.

7. januar: blev opereret. Kunne heldigvis gøres med en kikkertoperation. Operationen tog alt i alt omkring fire timer. Det bortopererede stykke blev sendt til kontrol for at tjekke, om kræften havde spredt sig.

9. januar: udskrevet med besked på at møde 29. januar, hvor resultatet for, om kræften havde spredt sig, ville forelægge.

29. januar: erklæret rask, kontrol-scanning bestilt til om et år og koloskopi bestilt til om fire år.

Så kræften blev konstateret 18. december, og forløbet var faktisk færdig - bortset fra det endelige resultat - 9. januar, og deri indgår fridage til jul og nytår.

Det er for mig verdensklasse, og i tilgift har alle de folk, jeg har været i kontakt med, været ekstremt professionelle og kompetente, men også åbne og ærlige i deres kommunikation.

Jeg ved ikke, om det kan kaldes en solstrålehistorie at få konstateret kræft og blive opereret for det, men jeg har virkelig ikke har noget at klage over - tværtimod.

En kæmpe tak til personalet på Regionshospitalet Horsens - det har været en fornøjelse at være i kontakt med jer!

Annonce

Så kræften blev konstateret 18. december, og forløbet var faktisk færdig - bortset fra det endelige resultat - 9. januar, og deri indgår fridage til jul og nytår. Det er for mig verdensklasse, og i tilgift har alle de folk, jeg har været i kontakt med, været ekstremt professionelle og kompetente, men også åbne og ærlige i deres kommunikation.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce