Annonce
Horsens

Rollemodeller for de lokale børn: Unge fra Sundparken knokler for bedre netværk

At pille scener ned og skille dem fra hinanden var blandt opgaverne, da Tan Tran, Martine Winther og resten af One Unit var med til at rydde op efter weekendens Wall of Sound. Foto: Nicolai Skovgård
En gruppe unge fra Sundparken er med i projektet One Unit, hvor de hjælper ved en masse arrangementer - blandt andet Wall of Sound. Det giver dem mulighed for at møde nye mennesker, udvide deres netværk og være rollemodeller for boligområdets børn.

Horsens: To dages med musik, øl og fest er forbi, og dermed venter det trælse arbejde i parken ved Fængslet i Horsens: Oprydningen efter festivalen Wall of Sound.

Her træder en gruppe unge fra Sundparken til. De giver en hånd med, når det kommer til at pille scener ned, slæbe udstyr og udføre andet knokkelarbejde. One Unit hedder de, og Wall of Sound er et af de mange arrangementer, hvor de hjælper med diverse opgaver.

Baggrunden er blandt andet at skabe et godt sammenhold, at få en masse oplevelser og nogle gange at tjene lidt penge til One Unit-projektet, men det er bestemt ikke det væsentlige:

- Det har aldrig været pengene, men det kan motivere nogen til at være med. Det vigtigste er at give dem et større netværk, som kan udvide deres perspektiv, og som vil gavne dem, når de skal videre i livet, siger Ammar Ahmad, der er en af fem tovholdere på projektet.

Annonce
Det er mega fedt at være med i. Man kommer ud og får kontakt til andre, og man hjælper, hvor man kan. Det skaber nogle gode relationer, og vi har et godt sammenhold i gruppen, hvor der både er drenge og piger og yngre og ældre medlemmer.

Anita Buliq, 17-årigt medlem af One Unit

I snak med borgmesteren

En af dem, der er med i parken ved Fænglset for at knokle, er 20-årige Aldin Mulalic. Han fremhæver også netværk og kontakten til nye mennesker som et plus, og det oplevede han, da han senest hjalp til i de gamle fængselsbygninger. Det var under Horsens Middelalderfestival, hvor One Unit hjalp til ved et VIP-arrangement med borgmester Peter Sørensen som vært.

- Vi var med til at stille op til det, og så var vi med til arrangementet, hvor vi var klædt ud og skænkede op til gæsterne. Det var en oplevelse, men også en mulighed for at få snakket med mange mennesker - blandt andet byrådsmedlemmer og borgmesteren, siger Aldin Mulalic.

Her var det en tjeneropgave, der skulle fuldføres, og tidligere i år har det blandt andet været en madlavningstjans i Gourmensch' madvogn på den fynske Heartland Festival. Aldin Mulalic er glad for den erfaring, de mange opgaver giver.

- Det er godt at komme ud at prøve noget forskelligt arbejde af. Er det her noget for mig? Vi er nogle her, der lige er færdige med gymnasiet og ikke ved, hvad næste skridt skal være, men på den her måde kan vi møde folk og prøve noget af, og det kan være med til at afgøre, hvad vi skal senere, siger han.

Rollemodeller for de unge

En ting er, hvad One Unit betyder for dem, der er med. Noget andet er, hvad det betyder for de unge i Sundparken. One Unit består af unge, der selv kommer fra området, og derfor er de perfekte som rollemodeller for stedets børn. Det kan Aldin Mulalic mærke.

- Jeg ved, at folk gerne vil være en del af det her for at få noget ordentligt at give sig til frem for at lave ballade. Det giver også en selv motivation til at gøre endnu mere, når vi kan vise andre, hvad det betyder at hjælpe hinanden, siger han.

Også blandt tovholderne er der lokalt ophav. Lars Mose og Søren Callesen kender meget til Sundparken gennem deres arbejde i det boligsociale kontor Bo Trivsel, og de tre andre - heriblandt Ammar Ahmad - er vokset op i selvsamme bygninger.

- Vi kan holde det virkelighedsnært for de unge og skabe gode relationer til dem, når vi selv kommer fra området. Og så kan vi få dem ud fra det lille netværk, de har - ud til os andre herude i "voksenverdenen", siger Ammar Ahmad.

20-årige Aldin Mulalic til venstre fremhæver, at de mange forskellige arbejdsopgaver kan være med til at hjælpe ham med at beslutte, hvad han skal uddanne sig til. Ammar Ahmad i midten og Tan Tran til højre er blandt tovholderne på projektet, og de er vokset op i Sundparken ligesom de unge, de hjælper i One Unit. Foto: Nicolai Skovgård
Sammenholdet i gruppen er noget, som Anita Buliq - her med ryggen til - fremhæver. Ved nogle af opgaverne tjener One Unit penge til projektet, som de bruger på at styrke sammenholdet ved at tage på tur eller lignende. Foto: Nicolai Skovgård
Tovholder Ammar Ahmad til højre fortæller, at de unge i Sundparken har brug for at udvide det lille netværk, de har internt i området. De skal have fjernet filtret for øjnene og ud i virkeligheden, så de kan få udvidet deres perspektiv, siger han. Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indgreb mod kviklån er helt på sin plads

Kviklån og bettingreklamer ender med jævne mellemrum i både skudlinje og mediemølle i takt med hårrejsende beretninger om især unge, der ender i bundløs spillegæld eller opbygger et rentebjerg af de uoverstigelige. Når jeg har deltaget i diskussioner om det rimelige i de fristende tilbud, har jeg har ofte automatreageret med: "Hold nu op med alle de forbud. Når I er myndige, er I også voksne nok til at tage det ansvar, der følger med." Jeg ser da også par i "Luksusfælden", der er uden for pædagogisk rækkevidde og egentlig bare bekræfter holdningen. Alligevel har jeg flyttet mig lidt, jo mere jeg har læst om det - og tænkt over det. Vi spurgte i søndagsavisen Horsens Folkeblads følgere på Facebook, hvad de synes om netop kviklån. En klar majoritet så gerne et forbud mod ågerrenter - eller i det mindste de reklamer, der nærmest kører i båndsløjfe på reklamefinansierede tv-kanaler. Jeg bed også mærke i forslaget om at indføre privatøkonomi som fast pensum i folkeskolen, fordi unge er for letpåvirkelige og ved for lidt. God idé. Allermest tankevækkende var et indlæg fra en, der netop havde fået en mere nuanceret holdning til sagen og havde rykket sig fra "stop nu med forbud"-standpunktet. Han skrev: "Det er nemt at påstå, at man blot kan lade være, men hvis det er den eneste mulighed, man ser for at betale ens udgifter og få mad på bordet, ser man nok anderledes på det." Vel talt! Man kan sagtens være myndig og ekstremt sårbar på samme tid, og i takt med teknologiske fremskridt er det simpelthen blevet for let at spille sig i livslang gæld eller låne hurtige penge med vanvidsrenter på op til 800 procent om året. Og hvem ved? Måske er man blevet truet til at skaffe kolde kontanter i en rasende fart, fordi man er kommet i lag med tvivlsomme typer. En skræmmende tanke. Når jeg nu har ordet, skal der lyde en tak til dem, der tager sig tid til at bidrage reflekteret til søndagsdebatten i Horsens Folkeblad uge efter uge. Det er værdsat og har i det mindste gjort denne signatur klogere.

Annonce