Annonce
Indland

Rockmusikkens stilige James Bond

Jose Manuel Ribeiro/Ritzau Scanpix
Bryan Ferry er kaldt et flamboyant stilikon på linje med David Bowie. En dragende stemme løftede arbejderdrengen væk fra et liv i kulminen. Nu fylder han 75 år.
Annonce

Charme, selvtillid og lækkert hår.

Iført smoking eller coole Dolce & Gabbana-habitter har den engelske sanger og sangskriver Bryan Ferry med fløjlsblød røst nu gennem fem årtier croonet sig gennem klassikere som "Avalon" og "Slave to Love".

Den 26. september fylder Ferry 75. Men han er fortsat aktiv og en hyppig gæst også her i landet. Han skulle havde optrådt i Danmark i sommer. Hvis det ikke lige var for den der virus.

Det lå ellers ikke i kortene, at en arbejderklassedreng skulle ende som rejsende musikcharmør. Men den talentfulde Ferry kom på kunstskole i stedet for i minen som sin far nær Newcastle. Musikken trak dog mere, og Bryan Ferry har forfulgt sin drøm med enorm succes.

Det helt store gennembrud for rockens gentleman, som Ferry er blevet kaldt, kom, da han i 1970 dannede glam rockbandet Roxy Music med blandt andre producer-legenden Brian Eno. Sammen skrev de et særligt og kulørt kapitel i den engelske rockhistorie på et tidspunkt, hvor rockuniformen ellers mest var jeans og T-shirts.

Deres rytmiske og melodistærke popmusik gav dem store evergreens som "Avalon" og "More than This".

Den som ung gudesmukke Ferry udsendte dog allerede efter få år ved siden af sit første soloalbum "These Foolish Things" med covernumre af blandt andet Bob Dylan og Rolling Stones.

Så da Roxy Music i 1976 brød op på grund af uoverensstemmelser mellem Ferry og Eno, var Ferrys solokarriere for længst sat på skinner. Han indspillede en stribe succesrige albums med tyktflydende vellyd, før Roxy Music senere for en tid fandt sammen igen - dog uden Eno.

Samlet set har den altid stilige Bryan Ferry solgt over 30 millioner albums.

Hans image som musikalsk playboy har sikret et pænt galleri af modelkærester. Såsom den amerikanske fotomodel Jerry Hall - inden hun stak af med Mick Jagger.

Bryan Ferry har været gift to gange. Det første 21 år lange ægteskab sikrede ham fire sønner.

Det seneste fra 2012 med den 37 år yngre Amanda Sheppard varede kun 19 måneder. Den aldrende crooner delte ikke kærestens ønske om at få børn.

/ritzau/




Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Sundhedspersonalet skal fokusere på borgerne: Horsens Kommune fylder testbilen med kontorfolk

Annonce