Annonce
Udland

Rivaler beskylder Rusland for at hjælpe Bernie Sanders

Jonathan Ernst/Reuters
Favoritten Bernie Sanders blev angrebet fra flere sider ved tv-debat mellem demokratiske præsidentkandidater.

Den venstreorienterede senator Bernie Sanders kom under beskydning fra sine rivaler, da de demokratiske præsidentkandidater natten til onsdag mødtes til den sidste tv-debat inden de kommende ugers mange primærvalg.

Annonce

Bernie Sanders er den øjeblikkelige favorit til at blive nomineret som Det Demokratiske Partis udfordrer til Donald Trump ved præsidentvalget i USA i november.

I tv-debatten forsøgte flere af de andre kandidater at tegne et billede af Sanders som chanceløs i en direkte duel mod Trump.

Pete Buttigieg, feltets yngste mand med en baggrund som borgmester i South Bend i Indiana, henviste til en nylig rapport om, at Rusland i det skjulte angiveligt forsøger at hjælpe Sanders med at blive nomineret.

- Jeg vil fortælle dig, hvad russerne er ude på. De har ikke et politisk parti. De ønsker kaos, og kaos er på vej til at ramme os. Hvis du synes, at de seneste fire år har været kaotiske, splittende, giftige og udmattende, så forestil jer at bruge størstedelen af 2020 på Bernie Sanders mod Donald Trump, sagde Buttigieg.

- Det ender med fire år mere med Donald Trump, tilføjede han.

Milliardæren Mike Bloomberg, der har brugt hundredvis af millioner af dollar på at fremme sit kandidatur, fik også flettet Rusland ind i en direkte henvendelse til Sanders.

- Vladimir Putin synes, at Donald Trump skal være præsident i USA, og det er derfor, at Rusland hjælper dig med at blive nomineret, så du taber til ham, sagde Bloomberg.

Han fulgte op ved at advare Det Demokratiske Parti om konsekvenserne, hvis Sanders bliver nomineret.

- Vi vælger Bernie, og Bernie taber til Trump, sagde Bloomberg og fremhævede i stedet sig selv, som "den eneste" kandidat, der vil være i stand til at slå Trump.

Sanders fik smilet frem hos tilskuerne til tv-debatten i Charleston i South Carolina med bemærkningen "jeg hører mit navn blive nævnt en smule i aften. Hvorfor mon?".

Derefter tilbageviste han påstanden om, at han skulle være chanceløs i en valgkamp mod Trump.

- Hvis du ønsker at slå Trump, så har du brug for en ikke-tidligere set græsrodsbevægelse med sorte og hvide og latinoer, oprindelige amerikanere og asiater, som står sammen og kæmper for retfærdighed. Det er det, vores bevægelse drejer sig om, sagde Sanders.

Den 78-årige Bloomberg kom også under beskydning. Senator Elizabeth Warren betegnede den tidligere borgmester i New York City som den "mest risikable" af debattens syv deltagere.

- Jeg er ligeglad med, hvor mange penge borgmester Bloomberg har. Kernen i Det Demokratiske Parti vil aldrig acceptere ham. Han har ikke gjort sig fortjent til deres tillid. Det vil jeg gøre, sagde Warren.

Det næste primærvalg finder sted lørdag i South Carolina, men den helt store og måske afgørende dag er tirsdag i næste uge, hvor en lang række delstater afholder primærvalg.

Forhenværende vicepræsident Joe Biden og Bernie Sanders står stærkest i meningsmålingerne i South Carolina.

Mike Bloomberg træder først ind i nomineringsræset på den såkaldte supertirsdag.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Liveblog: Politiet opfordrer til at sprede påskehandlen ud over flere dage

Annonce