Annonce
Danmark

Rigsret dag 6: Støjbergs juridiske forsvar er et politisk paradoks

En simpel tegnet detalje på en paptallerken på en pind og alle kan se, hvem der er tale om. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Inden Inger Støjberg blev et popkulturelt fænomen, der kan bruge selv en rigsretssag til at styrke sit brand, blev hun af Dansk Folkeparti opfattet som en politiker-bureaukrat, der havde det hele i munden. Parodoksalt er Støjbergs primære forsvar, at Dansk Folkeparti havde ret i deres opfattelse af hende.

Der er to anklagere i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen. Det er 65-årige Anne Birgitte Gammeljord, der afhører Inger Støjberg.

Gammeljord har som Støjberg knold i nakken, men lettere bundet, så det lysende, grå hår draperer sig ned over de mørke brillestænger og toppen af ørerne. Knolden, brillerne, det mørke sæt med jakke og nederdel, den hvide skjorte og fornuftige flade sko giver et stringent tenderende til strengt udtryk, der kan lede tankerne hen på en kostskoleforstander fra en svunden tid.

Stemmen og tonefaldet fortæller noget andet. Den er varm og uldet - cashmere. Dialektløs. Mens Gammeljords medanklager Jon Lauritzen har en knastør revisorfremtoning og en indadvendt, monoton oplæsningsstemme, der henvender sig til tilsyneladende ingen overhovedet, kan man i Gammeljords finde musik og fine nuancer, som sidder man og lytter til en af Brian Enos ambientplader designet til at gøre et rum rart at være i.

Annonce

Man må ikke lave lydoptagelser i en retssag. Hvis man måtte, kunne man optage Gammeljords talestrøm, lægge den på YouTube og mærke den "ASMR", som er den forkortelse, man søger på, hvis man vil finde lydoptagelser, der giver varme i kroppen og gør det lettere at falde i søvn.

Dette er en rigsretssag. Ikke en transmissionsegnet straffesag, hvor anklageren virkelig ANKLAGER og viser flamboyant sejrsvilje. Ingen har grund til at forventet noget niveau af underholdning - slet ikke et højt.

Inger Støjberg forsøger at højne underholdningsniveauet en smule ved at være sig selv. Den vi kender. Hun taler jysk. Hun taler som politikeren Inger Støjberg, ikke som en anklaget under daglange afhøringer i en historisk rigsretsretssag.

Når man ser Støjberg i skranken, ser man hende fra ryggen kronet med dén orange knold i nakken, der er blevet ikonet for "Inger Støjberg". Et ikon som hendes støtter bærer i tegnet udgave på T-shirts, bannere, flag og paptallerkener på pinde. Inger Støjberg som vi kender hende - som vi er kommet til at kende hende:

Et popkulturelt, folkeligt fænomen der kan reduceres til en simpel, tegnet detalje og stadig være umiddelbart genkendelig. Inger.dk. Selv når hun også er en eksminister på anklagebænken i en historisk rigsretssag.

En gang i mellem falder Inger Støjberg ud af rollen som det folkelige fænomen, mens hun sidder på anklagebænken og bliver afhørt.

En gang i mellem bliver hun en del af systemet - det hun med Trump-terminologi kalder sumpen, der bør drænes.

Som når hun kalder de flygtningepar, som rigsretssagen egentlig handler om, for "asylanter". Her bliver hun ministeren, der smelter sammen med embedsværket og styrelsen.

Og lige her ligger et paradoks i Inger Støjbergs forsvar. Ikke et juridisk, men et politisk paradoks.

Det kan være svært at huske, når man ser, hvordan Dansk Folkeparti benytter enhver lejlighed til at bejle bedende og ublu til den nu partiløse Inger Støjberg, men da hun var udlændingeminister var melodien helt anderledes.

Dengang var Inger Støjberg ikke endnu dette popkulturelle, folkelige fænomen, som man som udlændingekritisk parti kun kan omfavne, hvis man ikke vil støde kernevælgere fra sig. Da var hun ministeren, der stod i vejen for Dansk Folkeparti. I DF talte man om hende som en minister, der snakkede og snakkede, men ikke turde handle, når det virkelig gjaldt.

Og nu er Inger Støjbergs forsvar i en rigsretssag, der potentielt kan bringe hendes politiske karriere til en brat slutning (næppe den popkulturelle karriere), at Dansk Folkeparti havde ret:

Hun talte om at adskille flygtningepar uden undtagelse. Uden hensyntagen til konventioner. Men bag linjerne, når hun var sammen med embedsmænd og bureaukrater, var tonen og melodien helt anderledes. At selvfølgelig skulle der tages hensyn til konventioner. Hun accepterede faktisk undtagelser.

Det er Inger Støjbergs forsvar, som skal overbevise dommerne om, at det ikke er hendes ansvar, at embedsværket agerede på hendes udadvendte, politiske kommunikation i stedet for på hendes indadvendte, bureaukratiske kommunikation.

Så mens Inger Støjberg helgenkåres og tilbedes af Dansk Folkeparti og tildeles rollen som martyr, bekræftes samtidig det billede Dansk Folkeparti havde af hende som konventionselskende Lars Løkke Rasmussens forlængede arm, der forhindrede DF i at få gennemført dets stramme udlændingepolitik i fuldt mål.

Men siden er Inger Støjberg blevet et popkulturelt, folkeligt fænomen. Og den politiker-bureaukrat, DF i sin tid kæmpede mod, er blevet en historisk fortælling, der kun findes i en rigsretssags tilbageskuende skær.

Når man ser Støjberg i skranken, ser man hende fra ryggen kronet med dén orange knold i nakken, der er blevet ikonet for "Inger Støjberg". Et ikon som hendes støtter bærer i tegnet udgave på T-shirts, bannere, flag og paptallerkener på pinde.

Annonce
Annonce
Horsens

Lokal DF-profil har bestemt sig, men hun havde helst set en helt fjerde kandidat til formandsposten

Horsens For abonnenter

Jorden har ligget klar i to år, men boligprojekt i centrum lader vente på sig  - én udfordring forsinker byggetilladelse

Ikast-Brande

Fodboldklub er plaget af "corona-hærværk", roderi og flaskeknusning

Erhverv

Hoteldirektør: Vi er ramt af den perfekte storm, men holder skruen i vandet alligevel

Henrik har lavet en elpris-udsigt: - Den er lige så sikker som vejrudsigten, og fredag ser dyr ud

Navne For abonnenter

Farverig horsensianer er død som 84-årig: I Tromborgs vide verden ragede keramikken op

Horsens

Ingen forbrydelse bag fund af død kvinde i lejlighed

Danmark

Onsdagens smittetal sætter ny rekord - nærmer sig 39.000 tilfælde

Seneste plus

Erhverv

Han har tjent sin første løn i ni år: At have et job betyder mere end penge

For abonnenter

Klokken 11.50 i går døde Knud-Erik Dam - han besluttede det selv og så frem til det

Hedensted For abonnenter

73-årige Oda bor alene, men skifter de grønne skraldeposer dagligt: De lugter og går i stykker, hvis de bliver fyldt

Horsens For abonnenter

Gittes varmeregning er steget med over 150 procent: Vores økonomi er en lille smule stram lige nu...

Odder

Overså bremsende bil: To personer kørt på skadestuen efter uheld

Annonce