Annonce
112

Retten drukner i henvendelser og ubehandlede sager: Mange ansatte udviser snart tegn på stress

Retten i Horsens er stort set lukket ned for retssager, og det betyder, at bunker af sager hober sig op. Ikke mindst, fordi også anklagemyndigheden er sendt hjem og derfor har masser af tid til at færdiggøre de sager, de har haft liggende. De ryger så videre til retten, fortæller retspræsident Trine Poulsen. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Coronakrisen har sendt personalet i Retten i Horsens på overarbejde. Antallet af straffesager fylder mere og mere på hylderne, og tvister mellem skilsmisseforældre er steget markant.

Horsens: Udadtil kører Retten i Horsens på lavt blus, og langt de fleste straffesager er udskudt.

Men bag den lukkede hoveddør i retsbygningen på Godsbanegade og hos det hjemsendte personale bliver der knoklet på livet løs. Alligevel vokser bunkerne af ventende sager, og uvisheden om, hvornår tingene igen bliver normale, giver ondt i maven, fortæller Trine Poulsen, retspræsident ved Retten i Horsens.

- Politiets anklagere sidder derhjemme og færdiggør de sager, de har haft liggende. Derefter bliver de sendt til retten, og det betyder, at vi får sager som aldrig før. I forvejen var vi lagt ned ved domstolene, også i min ret, og bunkerne er i hvert fald ikke blevet mindre, siger retspræsidenten og tilføjer:

- Jeg har måttet inddrage ekstra rum, fordi vi ikke har plads på reolerne til alle de sager, der kommer fra anklagemyndigheden. De ligger på mine hylder, og mine ansatte får det dårligt af at se på dem. De ved godt, hvilken arbejdsbyrde der venter dem, når vi kommer ud på den anden side af den her krise.

Annonce

Jeg har måttet inddrage ekstra rum, fordi vi ikke har plads på reolerne til alle de sager, der kommer fra anklagemyndigheden. De ligger på mine hylder, og mine ansatte får det dårligt af at se på dem. De ved godt, hvilken arbejdsbyrde der venter dem, når vi kommer ud på den anden side af den her krise.

Trine Poulsen, retspræsident, Retten i Horsens

Uafsluttede sager rammer hårdt

Den hastigt voksende bunke af uafsluttede sager rammer alle parter, der er involveret. Det gælder både gerningsmænd, ofre og vidner i de straffesager, der ligger og samler støv.

- Borgerne må se frem til en meget lang sagsbehandlingstid, og det er hårdt og utilfredsstillende. Det kan have store konsekvenser for folk, der sidder og venter, når sagerne ikke bliver afsluttet hverken i hovedet eller på papiret. Det er sørgeligt for samfundet, siger Trine Poulsen.

Og, tilføjer hun:

- Nogle gange må vi give en forkortet straf, fordi sagsbehandlingen har været for lang. Vores håndværk bliver lidt ødelagt.

Mange tvister i skilsmissefamilier

En anden direkte konsekvens af corona-krisen er, at antallet af tvister mellem forældre i samværssager er steget markant.

- Vi ser en del flere sager end normalt, hvor forældre er utrygge ved at aflevere deres børn pga. af risiko for smitte. Det er svært, fordi vi ikke kan invitere dem til at komme og mødes hos os. Vi forsøger at finde ud af, hvad retsgrundlaget er, og hvor barnet skulle være. Vi snakker med parterne i telefonmøder, men vi vil ikke afgøre store tvister i telefonmøder. Det er ikke den rigtige måde at gøre det på, fortsætter Trine Poulsen.

Hun oplever også en byge af alle mulige andre henvendelser.

- Folk har tid til at sidde derhjemme og ringe ind til os vedrørende sager, de har hos os. Vi får generelt flere henvendelser end normalt samtidig med, at vi er blevet pålagt, at vores ansatte skal holde ferie. Vi gør det bedste, vi kan, men jeg har mange ansatte, der snart udviser tegn på stress, siger retspræsidenten.

Retspræsident Trine Poulsen fra Retten i Horsens forudser, at ophobningen af sager som følge af coronakrisen vil gå ud over de parter, der er involveret i straffesager. Det gælder både gerningsmænd, vidner og ofre, der kan se frem til, at der går længere tid, før sagerne bliver afsluttet ved domsstolen. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Uvisheden presser

Det er ikke mindst uvisheden om fremtiden, der presser de ansatte.

- Vi støder på en mur. Vi kan ikke få afsluttet sagerne, og vi kan ikke fortælle folk, hvornår deres sag bliver afsluttet. Den frustration, vi møder hos folk, får vi også selv. Vi vil rigtig gerne kunne sige et tidspunkt, men det kan vi ikke, siger Trine Poulsen, der ser ind i en større arbejdsmæssig kabale i de næste måneder.

- Der venter mig et stort prioriteringsarbejde. Hvad skal jeg aflyse for at få noget andet hastende på. Skal vi tage en voldsmand eller en familieretslig sag med uenighed om, hvor barnet skal bo? Det bliver en stor øvelse, siger Trine Poulsen.

Rift om forsvarerne

Domstolsstyrelsen er i gang med at udarbejde retningslinjer for, hvordan retterne kommer bedst i gang, når der bliver åbnet op for samfundet.

Især hvad angår store sager, der venter på at komme for, kan det blive et puslespil, fordi der bliver rift om de kendte forsvarsadvokater. Det betyder, at tiltalte risikerer ikke at kunne få den forsvarer, de ønsker.

Reglerne giver nemlig retterne mulighed for at afsætte en forsvarer, hvis denne ikke kan møde inden for en rimelig tid, men det er ikke optimalt, mener retspræsidenten.

- Jeg ønsker, at alle får det, de gerne vil have. Men vi har også en kalender, der skal spille, og nogle sager er vigtigere end andre, siger Trine Poulsen.

Mange sager behandles fortsat

Det er ikke alle straffesager, der er skudt til hjørne.

Retten behandler stadig kritiske sager som grundlovsforhør og fristforlængelser og enkelte straffesager.

Skifteretten kører mere eller mindre på normalt blus, og alle dødsboer behandles på skrift.

Også konkurssager og hastende fogedsager bliver behandlet, oplyser retspræsidenten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce