Annonce
Danmark

Retsmediciner om Tim-drab: Han kan have stukket sig selv - men jeg tror ikke på det

Et vidne fortalte i retten, at den afdøde dagen inden havde banket på hendes rude og spurgt, om han måtte bo hos hende. Arkivfoto.
Retsmedicineren kunne ikke udelukke, at en 55-årig mand fra Tim selv kunne have påført sig sine dødelige skader. Men hun mente dog, at det var usandsynligt.

Tim/Herning: Den dræbte mand fra Tim fik et knivstik lige ved siden af hjertet, men det var et dybt stik i maven, der endte med at tage livet af ham.

Tirsdag fortsatte retssagen mod den 55-årige kvinde, der i Retten i Herning står tiltalt for at have dræbt sin samlever på Fresiavej i Tim i januar i år. Parret kommer oprindeligt fra Horsens og flyttede til Tim omkring otte måneder før drabet.

I sidste uge ved det første retsmøde i drabssagen forklarede kvinden selv, at hun nægtede sig skyldig og afviste at have stukket manden til døde.

Derfor var en speciallæge fra Retsmedicinsk Institut i Aarhus, der havde været med til at foretage obduktionen på den dræbte, indkaldt som vidne. Hun fortalte, at den afdøde foruden de to stiksår havde flere overfladiske skader på kroppen. Blandt andet på højre kind, en finger på hver hånd, på hovedet og på venstre side af halsen. Retsmedicineren vurderede, at de mindre skader blandt andet var afværgelæsioner.

- Stik i maven er den dødelige læsion. Vi kan se, at det er en skarprettet læsion, og det betyder, det er foretaget med skarpt instrument - som en kniv. Tarmene har fungeret som en prop, så derfor har der ikke været meget blod på badeværelsesgulvet, forklarede retsmedicineren, der kaldte dødsårsagen for forblødning.

Den afdøde havde også et stiksår i brystet, som er den anden vigtige skade på kroppen.

- Stikket stoppede få millimeter fra hjertet, fortalte retsmedicineren, der også forklarede i retten, at stikket i bugen nåede så langt ind, at det gik en halv centimeter ind i en bruskskive i lænden.

Annonce

Nabo vidnede

Forsvarsadvokaten havde også nogle få spørgsmål til retsmedicineren.

- Kan du udelukke, at han kunne have påført sig stikket selv, eller det kunne være sket ved et fald?, spurgte han.

- Altså det sidder et sted, hvor man kan nå, så jeg kan ikke udelukke det. Men jeg tror ikke på det, svarede hun.

- Hvad med det store stiksår, ville forsvareren vide.

- Altså det sidder også et sted, man kan nå, så jeg kan ikke udelukke, at det kunne være sket ved et fald eller ved et uheld. Hvis han altså falder oven på kniven, svarede retsmedicineren.

Tirsdag i retten blev også en nabo til den 55-årige kvinde og den afdøde mand afhørt, inden det var tid til procedurer. Naboen fortalte, at manden, dagen inden han døde, havde banket på hendes rude og bedt om hjælp, hvilket var helt usædvanligt. Hun var dog ikke tryg ved situationen og afviste ham.

Der forventes at falde dom i sagen fredag 11. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce