Annonce
112

Restaurant og bil angrebet med 'syrelignende' væske: 39-årig anholdt

Restauranten ligger på Frederiks Allé, men har fået lov at åbne igen. Det tyder ikke på at væsken var farlig. Foto: Google Maps
Ingen kom til skade ved to angreb med en syrelignende væske, som skete søndag aften.

AARHUS: En restaurant på Frederiks Allé blev søndag aften udsat for et angreb med noget, der minder om syre. Det fortæller Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

Klokken 20.55 fik politiet en anmeldelse om, at der var kommet en person ind i restauranten og havde hældt en syrelignende væske ud over gulvet, væggen og kasseapparatet. Da politiet kom frem, var ejeren kørt ud til Rydevænget i Aarhus V, fordi han havde fået at vide, at hans bil var blevet udsat for et lignende angreb.

Derfor blev området omkring bilen spærret af, og Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab gik i gang med at undersøge, hvilken væske der var tale om. Da de havde taget prøver, blev bilen kørt væk fra stedet, hvorefter medarbejderne fra Beredskabsstyrelsen kørte videre til restauranten for at tage prøver af væsken der.

Begge prøver afventer man nu svar på, men den umiddelbare vurdering lyder på, at væsken ikke var farlig, og der kom heller ikke nogen til skade ved angrebet.

På baggrund af afhøringer og vidneforklaringer fandt Østjyllands Politi efter episoden frem til en 39-årig mand, der kender ejeren af restauranten, og som mistænkes for at stå bag de to tilfælde af hærværk.

Han blev klokken 00.43 anholdt på sin adresse i Viby og kørt ind til afhøring. Han er sigtet for hærværk og blev løsladt efter afhøringen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Annonce