Annonce
Horsens

Responce om fartdæmpning: Nu er Bøghsgade reelt ikke længere en ambulancevej

Responce accepterer beslutningen, men havde helst set, at Horsens Kommune ikke etablerede fartdæmpning på ambulancevejen Bøghsgade, siger underdirektør Lars Thykjær Pedersen. Foto: Mette Mørk
Bøghsgade vil i de fleste tilfælde ikke kunne bruges som en ambulancevej, hvis der som planlagt etableres fartdæmpende foranstaltninger. Redderne vil i stedet benytte sig af en lidt længere, men mere farbar vej.
Annonce

Horsens: De planlagte fartdæmpende foranstaltninger på Bøghsgade vil reelt betyde, at vejen mister sin nuværende status som ambulancevej. Redderne vil i stedet benytte en alternativ rute til hospitalet.

Sådan lyder det Lars Thykjær Pedersen, underdirektør i firmaet Responce, der driver ambulancekørslen i Horsens.

Folkebladet skrev i går, at Horsens Kommune lige nu tester fartdæmpende foranstaltninger på Bøghsgade. Det sker for at imødekomme bekymrede beboerne på vejen. De frygter mere trafik, fordi Bøghsgade fremover vil være den eneste åbne sidevej til Langmarksvej.

Responce bruger i dag Bøghsgade som adgangsvej til hospitalet og er via Region Midtjylland blevet adviseret om kommunens planer om fartdæmpning og en fartgrænse på 40 km/t på Bøghsgade. Responce accepterer kommunens planer, men ikke uden kritik.

- Vi foretrækker altid en jævnt glidende vej, og vi havde bestemt helst været fri for de fartdæmpende foranstaltninger på Bøghsgade. Det vil være generende for os, ikke mindst i forhold til patienternes komfort. Meldingen fra redderne på stationen i Horsens er da også, at de fremover typisk vil køre den lille smule længere ad Langmarksvej og derfra til hospitalet via Sundvej. Det forøger transporttiden, men vurderingen er, at det er til at leve med, siger Lars Thykjær Pedersen

Vi foretrækker altid en jævnt glidende vej, og vi havde bestemt helst været fri for de fartdæmpende foranstaltninger på Bøghsgade.

Lars Thykjær Pedersen, underdirektør, Responce

Annonce

Kommer an på situationen

Lars Thykjær Pedersen siger, at Responce har valgt at gå konstruktivt ind i sagen.

- Vi ved også, at der er andre hensyn at tage i den her sag. Redderne synes, at det er træls, men de tager det med oprejst pande. De ville helt sikkert også hejse flaget, hvis de følte, at det her på nogen måde ville være kritisk for patienterne, siger han.

Lars Thykjær Pedersen vurderer, at der vil være situationer, hvor redderne vil vælge at køre ad Bøghsgade, mens det i andre tilfælde vil være uhensigtsmæssigt.

- Det kan være, når vi kører med en patient i stærke smerter. Der kan også være situationer, hvor en patient er dårlig, og hvor det kræver, at redderen står op i bilen. Her vil det ikke være hensigtsmæssigt at køre på en vej med chikaner, siger han.

Annonce

Hensyn til beboerne

Som Folkebladet skrev torsdag har Horsens Kommune netop sat gang i en test af mulige fartdæmpende foranstaltninger. Meldingen fra kommunen er, at der har været en god dialog med Responce, politiet og Sydøstjyllands Brandvæsen, og at man herfra har sagt god for de fartdæmpende foranstaltninger, der bliver testet.

- Testperioden løber til slutningen af september, og når vi er blevet enige om en permanent løsning, vil vi forelægge den for parterne, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i kommunens afdeling for affald og trafik.

Når de øvrige sideveje til Bøghsgade lukker engang i efteråret, vil der naturligt komme mere trafik på Bøghsgade, men der skal tages hensyn til beboerne, understreger afdelingschefen.

- Det har aldrig været tænkt, at Bøghsgade skulle være en del af ringvejsnettet. Den skal afvikle mere trafik, men det skal ske i en lav hastighed. Vi ser sådan set gerne, at folk kører på Bøghsgade med 30 km/t, men fartdæmpningen er tilrettelagt til en fart på 40 km/t. Det gælder selvfølgelig ikke for ambulancer, siger han.

Horsens Kommune tester indtil slutningen af september mulige fartdæmpende foranstaltninger på Bøghsgade. Når test-perioden er slut, vil kommunen beslutte sig for, hvilken løsning der er den bedste. Foto: Horsens Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce