Annonce
Danmark

Respekten for færdselsreglerne er i frit fald: Flere og flere kører over for rødt

Tendensen er klar: Flere og flere smutter over for rødt lys. Arkivfoto: Jens Thaysen
Flere og flere kører over for rødt lys. Undersøgelser, ulykkestal og bødestatistikker taler et trist sprog.

Trafikadfærd: De dage er forbi, da det røde trafiklys var samfundets største autoritet og øverste myndighed. Vi venter ikke længere på, at farven skifter til først gult og så grønt. I stigende grad ignorerer vi det røde lys, hvis det er muligt.

Det fremgår på flere fronter: Bøder, som færdselspolitiet udskriver, ulykkestal fra Vejdirektoratet og undersøgelser, som Rådet for Sikker Trafik har lavet.

Det blev også illustreret, da Avisen Danmark i mandags ved 16-tiden stillede sig op ved et af landets tusinder af lyskryds, i dette tilfælde i Aarhus. På blot 30 minutter kørte mindst 21 biler over for rødt lys.

Annonce

Det var dér, hvor Edwin Rahrsvej munder ud i Åby Ringvej. Her er to rødlysulykker inden for to år endt med to dødsfald.

Dette lyskryds er et af to, hvor der på forsøgsbasis skal opsættes rødkørselskameraer, som afslører dem, der smutter over for rødt.

Selv om det andet kamera også bliver sat op i Aarhus, skal man ikke lægge noget i dét. Problemet med, at mange bilister jokker speederen i bund og smutter over, selv om det er blevet rødt, er nemlig landsdækkende, og det er voksende.

Det fortæller Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Tendensen er desværre ret klar. Der er kommet en noget egoistisk holdning til, hvordan man kan tillade sig at opføre sig i trafikken. Det ser vi i mange tilfælde, ikke mindst kan vi konstatere en faldende respekt for det røde lys, siger han.

Menneskeliv på spil

Udviklingen kan aflæses i bødestatistikken. På fire år er antallet af sigtelser, der er rejst for at køre over for rødt lys, vel at mærke rent rødt, ikke gult, vokset med 33 procent - fra 3.931 sigtelser i 2017 til 5228 sigtelser i 2020. Tallene for dette års første otte måneder peger i retning af et niveau på linje med sidste års.

Flere og flere bliver sig selv nærmest og gradbøjer færdselsreglerne, hvis det er til egen fordel

Christian Berthelsen, Rigspolitiet

- Der kan være tale om, at der på nogle tidspunkter har været særligt politimæssigt fokus på denne færdselsforseelse, og så vil det naturligvis give flere sigtelser og bøder. Men det ændrer ikke på, at vi generelt konstaterer, at flere og flere bliver sig selv nærmest og gradbøjer færdselsreglerne, hvis det er til egen fordel.

- Nogle tænker ikke over de mulige konsekvenserne, men der kan også være nogle, som foretager en risikoberegning, altså en bevidst og gennemtænkt handling, hvilket er ganske slemt, siger Christian Berthelsen.

Disse konsekvenser omfatter tabte menneskeliv og personskade. Vejdirektoratets ulykkesstatik viser, at ulykker, i forbindelse med at der køres over for rødt lys, i gennemsnit koster fem menneskeliv om året. Gennemsnitligt kommer 95 mennesker om året alvorligt til skade som følge af den type ulykker.

Andre ulykkestyper koster endnu flere dødsfald. I 2020 mistede 163 mennesker livet i trafikken.

- Det er ikke den mest omfangsrige årsag til dødsulykker, vi taler om her, det er nogen lunde med niveau med dødsfald i forbindelse med højresvingsulykker. Men trafikale dødsfald er forfærdelige uanset antal, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.

I denne sammenhæng er der et helt andet perspektiv, som er ganske alvorligt: at respekten for færdselslovene er aftagende, mener hun:

- Vi oplever en generel tendens til, at den enkelte ser sine egne færdigheder som vigtigere end færdselsloven

Annonce

Trafikkens fællesskab

I januar i år gennemførte Rådet for Sikker Trafik en undersøgelse, der omfattede over 2.500 bilister. Tre ud af fire oplyste, at de en eller flere gange inden for det seneste år havde oplevet, at andre er kørt over for rødt lys.

Over for rødt

76 procent på landsplan har en eller flere gange ind for et år oplevet, at andre kørende trafikanter smutter over for rødt lys. Fordelt på regioner ser tallene således ud.

Region Hovedstaden: 82 procent

Region Midtjylland: 75 procent

Region Syddanmark: 75 procent

Region Sjælland: 74 procent

Region Nordjylland: 64 procent

I Sikker Trafik peger seniorprojektleder Liv Kofoed-Jensen også på en stigende egoisme i trafikken som en del af forklaringen.

- Man tænker meget på sig selv, ikke på det fællesskab, man nu engang er en del af, når man er ude i trafikken, siger hun.

Efter hendes mening er der brug for en større bevidsthed om, at man er sammen med andre, når man bevæger sig ud i trafikken.

- Når folk sidder hjemme i sofaen, synes de fleste, at det er forkert at køre over for rødt. Vi hører tit travlhed som undskyldningen for alligevel at gøre det. Der sker noget med éns tanker, når man er sent på den; så kommer andre værdier ind og overskygger regler og alle gode intentioner.

- Det ville virkelig gøre en forskel, hvis bare man satte et par minutter mere af til sin transport. Uden travlhed bliver man mere rummelig over for andres fejl, og man får overskud til at sige, at det ikke er vigtigt at køre over for rødt for at nå frem, siger Liv Kofoed-Jensen.

Annonce

Effekten vurderes

Forsøget med kameraer i de to lyskryds i Aarhus går i gang efter nytår. De, der kører over for rødt, bliver blitzet og får tilsendt en bøde, som man kender med fartsyndere på steder med kameraer installeret i de såkaldte stærekasser.

Forsøget følges af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Vejdirektoratet, Rigspolitiet, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune.

Et af arbejdsgruppens medlemmer er projektleder og trafikingeniør i Aarhus Kommune Anders Kruse Christiansen.

Han håber, at selve opsættelsen af kameraerne kan dæmpe lysten til at køre over for rødt. I øvrigt er han ikke overrasket over, at Avisen Danmark på en halv time registrerede 21 trafikanter køre over for rødt lys i et af de to forsøgskryds.

- Det passer desværre med de erfaringer, vi selv har gjort gennem nogle grovtællinger, siger han.

Dødsfald, personskader, bøder

I perioden 2016-2020 døde fem mennesker som følge af rødkørselsulykker, og 474 mennesker kom alvorligt til skade.

Fra 2017  til 2020 voksede antallet af sigtelser og dermed bøder for at køre over for rødt lys med 33 procent:

2017: 3.931 sigtelser.

2018: 4.385 sigtelser.

2019: 4.698 sigtelser.

2020: 5.285 sigtelser.

Første otte måneder af 2021: 3.228 sigtelser.

På et tidspunkt skal arbejdsgruppen bag forsøget vurdere, om kameraerne har nogen effekt, det vil sige, om bilisterne de to steder i mindre grad vil køre frem for rødt.

- Nogle er ligeglade med andres ve og vel, og vil ikke ændre adfærd. Men den daglige pendler, der trykker på speederen i stedet for på bremsen for lige at vinde lidt tid, når grønt bliver til rødt, kommer måske på andre tanker, når et kamera registrerer den ulovlige adfærd. Det kan man i hvert fald håbe, siger Anders Kruse Christiansen.

Der er ikke sat nogen slutdato på forsøget. Det er derfor uvist, om kameraer skal pilles ned igen, eller om de giver så gode erfaringer, at de ender med at blive en del af inventaret i andre af landets lyskryds.

Annonce
Annonce
Horsens

Problemer med aflevering af freetrailerne på Smedetorv fortsætter: Nu tager Ikea konsekvensen

Horsens For abonnenter

Mand fik hugget lillefingeren af: 27-årig skal fem år i fængsel for øksevold

Sport

Vanvittig buzzer beater sikrede Horsens IC-sejr i allersidste sekund: Derfor er der pres på, hvis holdet skal nå at spille sig tilbage i medaljestriden

Hedensted For abonnenter

77-årige 'Polle' er landets ældste seriehåndboldspiller og spiller hver kamp: - Selv modstandernes fans jubler, når jeg scorer

Tyske oversvømmelser chokerede verden: Det kan også ske i Danmark, for vi bygger for tæt på vandet

Horsens For abonnenter

Cykelholdet Sund Vilje blev skelsættende for Flemmings liv: Nu cykler han til Paris med sit eget lille hold

Navne For abonnenter

Andre cutter sig, jeg brugte tatoveringerne: I dag er Sabrina mor, dagplejer og lykkelig, og hun har ikke længere brug for smerten fra nålen

Danmark

Søndagens coronatal: Endnu en dag med over 25.000 nye smittede

Seneste plus

Horsens

Graven skal ændres fra ærgerlig til attraktiv: Nu er første skridt på vejen vedtaget - og det kommer fra en uventet kant

Løvkvist om formandsdebat i DF: Messerschmidt skal tirres, indtil han forløber sig

Horsens

Priserne stiger fortsat - men i langsommere tempo: Man kan stadig tjene pænt på at sælge huset i 2022

Erhverv For abonnenter

Henrik taber 100 kroner for hver gris, han sender ud af stalden

Horsens

Jeg er blevet gravid, mens jeg er i et barselsvikariat - kan min chef fyre mig, når jeg fortæller det?

Annonce