Annonce
Danmark

Respekt til Føtex for den eneste rigtige reaktion

Vågn op, 62-årige Føtex-kunde. Du lever i et nutidigt, multietnisk, multikulturelt, internationalt verdenssamfund, hvor det ikke er Føtex-kunder, der bestemmer, hvilken hovedbeklædning ekspedienter må bære.

Det er meget muligt, at en 62-årig kunde i Føtex på Mariagervej i Randers kan have et anstrengt syn på alle muslimer efter engang at have overlevet et attentat, der sandsynligvis var arrangeret og gennemført af indonesiske islamister. Det er meget muligt, at en kunde i Føtex kan have flere i sin bekendtskabskreds, hvis møde med ekstreme islamister er endt fatalt. Det er meget muligt, at en kunde kan føle væmmelse ved at blive ekspederet af en Føtex-medarbejder, der bærer et hovedtørklæde, der vækker grimme minder om grufulde hændelser i kundens fortid.

Men det berettiger på ingen måde den adfærd, som en 62-årig mand fra Fredericia praktiserede, da han i forbindelse med genoptræning efter hofteoperation forleden besøgte Randers og i den forbindelse besøgte Føtex på Mariagervej for at erstatte sine gamle og hullede cowboybukser med et par nye.

Nej, sagde manden blot og afstumpet, da han selv havde bedt om hjælp i varehusets herretøjsafdeling, og en 16-årig kvindelig ekspedient med hovedtørklæde hurtigt dukkede op og ville hjælpe ham. Den 62-årige ville - med egne ord - ikke have hjælp af en medarbejder, der med sin påklædning fremmer nogen form for religion.

"Jeg vil bare gerne ekspederes neutralt, og jeg ønsker ikke at blive påduttet nogen religion, når jeg kommer som kunde i Føtex," siger den 62-årige kunde i denne avis i dag og fortsætter: "Det kan jeg ikke være den eneste, der mener".

Nej, det er han sikkert ikke den eneste, der mener, desværre. Desværre er der sandsynligvis andre, der mener som ham, og med dem er der kun ét at gøre - nemlig det, som varehuschefen i Føtex gjorde, da han viste sin kunde døren og forsvarede sin medarbejder og dennes helt selvfølgelige rettigheder i det demokratiske danske samfund.

"Han må finde et andet sted at handle. Jeg er mere ked af, at hun blev ked af det. Der skal ikke komme nogen og overfuse mine medarbejdere," siger varehuschefen i dag. Og hatten af for ham. Vi kan alle være politisk korrekte, når vi kloger os i bekvem afstand af virkelighedens verden - på lederplads i denne avis eksempelvis - men at være politisk korrekt lige midt i brændpunktet kræver i langt højere grad mandsmod og hjerte; nosser.

Vågn op, 62-årige Føtex-kunde. Du lever i et nutidigt, multietnisk, multikulturelt, internationalt verdenssamfund, hvor det ikke er Føtex-kunder, der bestemmer, hvilken hovedbeklædning ekspedienter må bære. Hvis vi blander os og vil bestemme den slags, så får vi aldrig den integration, som vi ønsker os - og i øvrigt er dybt afhængige af. Vi får i stedet et samfund, hvor vi graver grøfterne endnu dybere og endnu farligere, end de er allerede.

Med varehuschefen som forbillede - hverdagshelt - bør vi alle imødegå menneskesyn som det, den 62-årige Føtex-kunde repræsenterer. Det skal naturligvis være muligt at være datter af somaliske forældre, at være født og opvokset i Danmark, at være 16 år, at være en værdsat medarbejder i Føtex på Mariagervej i Randers, at bære hovedtørklæde, også i arbejdstiden.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce