Annonce
Danmark

Reporter på afveje: Af hjernen tak

Et alvorligt ophold på operationsbordet og i hospitalssengen har givet Flemming Mønster en indsigt i, at hvad aktuberedskabet angår, er det svært at være utilfreds med sygehusvæsenet. Foto: Thomas Nielsen-Grøn
I et langt journalistliv har avisen Danmarks reporter Flemming Mønster set sig selv som vagthunden, der knurrer, når samfundet svigter, blandt andet i sygehusvæsenet. For et par uger siden landede han som livstruet patient på et operationsbord. Det gav ham et billede, der også findes - et billede af et akutberedskab, der fungerer eminent, fremgår det af denne klumme fra hans sygeleje.

Tilværelsen har budt på lidt af hvert:

Jeg har svømmet om kap med delfiner i en cubansk bugt, butterfly.

Jeg fået serveret stegt hund i Asien, glimrende spise. Jeg har også prøvet kohjerne i Spanien, men synes ikke, det gjorde mig meget klogere.

I Belfast har jeg trådt en kinddans med døden, da en bombesprængning forvandlede en butik, jeg tre kvarter forinden gik rundt i, til en dynge murbrokker.

Jeg har prøvet at brække en storetå i en vandpolokamp, da jeg ville sparke en modstander i klunkerne, men ramte hans knæskal.

På en svensk hotelgang, det var i 1992, er jeg blevet råbt an af Pele, der ville have en forklaring på, hvorfor helvede Michael Laudrup ikke var med til EM dengang. Hvorfor greb regeringen ikke ind, ville han vide.

Jeg har ladet mig forføre af vildtfremmede d … altså før jeg mødte min kone … damer med fine frisurer, korte nederdele og charmerende udstråling.

Jeg har mødt og talt med Tori Spelling i et køkken på et beskyttet værksted i Otterup.

Og jeg har mødt Johnny Madsen i ædru tilstand. Johnny var vist også ædru.

Jeg har kort sagt ikke noget at klage over, jeg har oplevet, hvad man kan tilkomme af mærkværdigheder.

Men jeg har li’godt aldrig oplevet noget så mærkværdigt som det, der skete fredag 2. august: Jeg fik en tête-à-tête med sygehusvæsenet. Dér hvor tingene ikke bare fungerede efter hensigten, men decideret forbilledlig flot. Hvilket var en god næsestyver oven på næsten fire årtiers journalistisk virke, hvor en ikke ringe del af historierne har taget afsæt i patienters rædselsberetninger fra det danske sundhedsvæsen.

Baggrunden var en noget distraherende hændelse: Indlæggelse og operation for blodprop i hjernestammen. Med afsløring af tre andre blodpropper i ugerne forinden, blandt andet mens jeg har suset rundt og dækket Tour de France i bjergbakkede sydlandske terræner.

Hverken Gud eller Fanden ville vide af mig, så jeg overlevede, og jeg undgik tilsyneladende også de følgeskader, der ofte er konsekvensen af sådan en omgang. Eller hvad?

Jeg har aftalt med lægerne, at selv om jeg er sygemeldt lige nu, er der visse ting, jeg godt må teste løbende, om jeg magter på samme niveau: læsning af bøger og aviser, hjemlige sysler såsom madlavning og lettere havearbejde. Og artikelskrivning! Kommer der stadig forståelige ord ud gennem fingrene, ned i tastaturet og ud i spalterne? Døm selv.

Hvad der imidlertid ikke behøver fældes dom over, er sygehuspersonalets indsats. Som journalist har jeg tidligere dækket store internationale sportsbegivenheder og har i den forbindelse været stærkt imponeret over atleters og træneres ekstreme talent inden for bestemte felter og over deres uovertrufne forberedelses- og planlægningsevner, deres særlige evner til at præstere noget helt derude på det overdrev, det ikke er os alle beskåret at komme ud på.

Men aldrig har jeg mødt noget så skelsættende imponerende som det neurologiske mandskab på sygehuset og det operationshold, der stod klart, da jeg den fredag aften blev kørt i stilling til skæbnestunden, der bød på flere muligheder, fordi der altid er en risiko ved en operation: Jeg kunne dø eller jeg kunne overleve, og jeg kunne overleve i min velkendte skikkelse, eller jeg kunne overleve med stærkt nedsatte funktionsevner, fysiske såvel som mentale.

Derfor var valget om overhovedet at tage operationen også mit, og mit alene. Proppen sad fast, og skulle den trækkes ud, skulle det være nu, hvilket ville sig lige nu, ellers ville det for evigt være umuligt. Alternativet kunne såmænd også være overlevelse, men med risiko for et sølle liv med evig svimmelhed, kvalme og hovedpine. Den deraf følgende risiko for et liv uden mulighed for et journalistisk virke og uden et dueligt familieliv gjorde valget let.

Jeg glemmer det aldrig. Aldrig nogen sinde - det billede, der tårnede sig op for mig ude over sengegærdets horisont, da portøren svingede mig og min hospitalsseng ind på operationsgangen, og holdet af læger og sygeplejersker stod på ret line foran mig. I min lettere chokerede tilstand vurderede jeg dem til at befinde sig i en afstand af 25-30 meter foran mig, og som jeg nærmede mig dem, stod billedet af dem klarere og klarere. De var vel en halv snes stykker.

Som saltstøtter stod de dér og ventede min ankomst, stoisk rolige, parate og knivskarpe, afventende som riddere på tærsklen til et afgørende slag. Våbenføre mænd og kvinder, bevæbnet som de var med de redskaber og den dedikation, der hører sig en hjernestammeoperation til.

Kort forinden havde et par ophold i en CT Scanner og en MR Scanner afgjort alvorsgraden i blodproptilstanden. Og en, tror jeg i hvert fald, møghamrende dygtig læge, havde lavet en ultralydsscanning af hoved, hals, nakke og kranium og afdækket den bedste operationsadgang for de fine instrumenter, der blev ført ind gennem lysken og derfra fandt vej til hjernen og den prop, der havde taget ophold dér.

For nu at flugte sandheden hundrede procent: Den ultralydsscanning gjorde pisseondt. Men det var der en forklaring på - det skulle gå stærkt. Som lægen udtrykte det så poetisk:

- Der er simpelt hen ikke tid til at være blid.

Inde på operationsstuen gik det som ... ja, måske ikke som en leg, for så morsomt var det jo heller ikke ... men så som i et storkøkken, eller som når en scene skal pakkes ned og køres videre til næste by, efter at Rolling Stones har givet koncert: Alle vidste præcist, hvad de skulle hvornår.

Operationschefen indskærpede igen operationens risici, og at valget var mit.

- Jeg er helt med på det alt sammen. Kør løs sagde jeg.

Operationschefen nikkede og lod ane, at han syntes, mit valg var klogt. Og så forklarede han mig, at han skulle ind og rode inde i min hjerne, og at jeg derfor ikke skulle ligge der og sprælle, men være absolut rolig. Fæle instrumenter, der med en kropsbevægelse puffes i forkert retning inde i en hjerne, kan forårsage en del ulykker, lod han forstå. Så jeg skulle i fuld narkose.

- Gad vide, hvor hurtig sådan en narkose virker, nåede jeg lige at tænke, inden den dybeste tomhed greb mig og førte mig ind i det sorte hul, hvor intet registreres, intet mærkes, intet huskes.

Sådan cirka fem kvarter efter blev jeg kaldt retur til virkeligheden, og operationschefen stak mig på næven og bød mig velkommen tilbage til livet. Sådan helt bogstaveligt. Alt var gået godt. Livet var i behold, det samme var førligheden og intellektet, hvis omfang jeg dog fortsat lader være op til åben diskussion for dem, der gider det.

Det følgende halvandet døgn på hospitalet i Skejby var, trods den alvorlige baggrund, en opløftende oplevelse. Et årvågent, venligt og, så vidt jeg kan vurdere, topkvalificeret personale, gjorde opholdet og den efterfølgende hjemsendelse til en definition på tryghed.

Få dage efter hjemsendelsen blev jeg ringet op af en sygeplejerske, der lige ville høre til mit velbefindende, og som hasteindlagde mig igen, da jeg jamrede over hovedpine og ringe nattesøvn. Som hurtigt forsvandt med en justeret medicinering. Bemærk lige: det var dem, der ringede, ikke mig, der gjorde anskrig. Verdensklasse.

Dertil kommer ... hov, det ringer på døren, lige et øjeblik ...

... Næh, men dog. Det var en fysioterapeut fra kommunens neurocenter. Hospitalet har givet hende besked om, hvad der er tilstødt mig, og at jeg måske kan have gavn af noget af det, hun kan, hvad angår genoptræning af fysiske færdigheder.

Så vidt jeg kunne forstå på hende, er jeg heldigvis en ringe kunde i butikken, for jeg har, vurderet på den øjeblikkelige tilstand, ikke rigtig taget skade på bevægeapparatet.

- Du er sluppet nådigt, fastslog hun med en stemmeføring, der lod ane, at jeg har grund til taknemmelighed.

Hun fik mig dog booket ind på et lidt grundigere fysisk check i hospitalsomgivelser og fik indprentet mig, at den træthed, grænsende til søvndrukkenhed, der ligger i efterbrænderen fra sådan en operation, kræver længere sygemelding, end jeg lige havde tænkt mig.

Betyder det altsammen så, at beretningerne om et til tider utilstrækkeligt sundhedsvæsen er ukorrekte? Nej, desværre ikke. Men det betyder, at akutberedskabet fungerer aldeles fremragende, i hvert fald i mit tilfælde og i alle de andre tilfælde i min familie- og bekendtskabskreds, jeg har kendskab til.

Der er desværre områder, hvor ressourcerne ikke rækker, og som nedprioriteres, og der er hele sygdomsområder, som slet, slet ikke har den samme bevågenhed, samme prestige og samme opprioriterede niveau som akut livstruende lidelser. Det gælder ikke mindst psykisk sygdom, som rammer afsindigt mange mennesker, også børn og unge.

Her er der stadig noget at tage fat på, her er der stadig plads til kraftige forbedringer.

Forresten skal hjerneingeniørerne i Skejby ikke blive alt for kålhøgne - de må med deres indgreb i min hjerne trods alt tage et meget konkret ansvar for, at de nu har virkeliggjort mine nærmeste omgivelsers gennem mange år fremsatte påstand om, at jeg har hul i hovedet.

Men alligevel, hvis det kan blive i denne snævre kreds: Af hjertet tak. Eller af hjernen.

De stod parate og knivskarpe, mens de afventede min ankomst. Som saltstøtter stod de dér, stoisk rolige, afventende som riddere på tærsklen til et afgørende slag. Våbenføre mænd og kvinder, bevæbnet som de var med de redskaber og den dedikation, der hører sig en hjernestammeoperation til
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce