Læserbrev: Just hjemkommet fra ferie erfarer jeg, at Martin Ravn (V) har skrevet lidt om trafikafviklingen i Horsens.
Jeg er fuldstændig enig med Martin Ravn i hans betragtninger om, at det for ofte og for mange steder i byen går trafikalt galt, og trafikken sander til.
Det er flere år siden, at jeg selv begyndte at tale om, at det især var i spidsbelastningen om morgenen og om eftermiddagen og i særdeleshed om fredagen, at det var rigtigt slemt, men også torsdag eftermiddag.
Allerede for år tilbage var det tidskrævende at komme gennem byen. Det er så bare blevet endnu værre siden.
Der er nogle flaskehalse i byen, der er vanskelige at komme udenom og måske også at gøre noget ved - og så alligevel.
Jan Skat RiishøjAt fjerne den sidste lastbiltrafik fra havnen gennem byen er sådan set ved at være for sent. Det batter simpelthen for lidt.
At fjerne den sidste lastbiltrafik fra havnen gennem byen er sådan set ved at være for sent. Det batter simpelthen for lidt. Alligevel vil det være rart at få løst den knude.
Genbrugspladsen ligger også ret dårligt set fra et trafikalt synspunkt. Der er konstant dårlig trafikafvikling omkring krydset Endelavevej og Høegh Guldbergs Gade.
Høegh Guldbergs Gade og Bjerrevej sander også konstant til. Det giver selvfølgelig nogle trafikale udfordringer, at fjorden løber helt ind til byens hjerte.
Med nye store boligkvarterer både nord og syd for byen kan man forvente, at endnu flere borgere vil besøge butikkerne, der er koncentreret omkring åen samt i midtbyen.
Der vil følgelig være endnu flere, der får behov for at benytte korridoren, som er hovedtrafikåre mellem Juelsmindehalvøen og strækningen frem til Oddervejen.
Denne udfordring kan ikke klares med omfartsveje alene, da det er menneskets natur at tage den korteste vej mellem A og B.
Der bliver nok at tage fat på for det nye byråd efter valget, alene på det trafikpolitiske område. Udviklingen er for længst løbet fra den nuværende plan.