Hedensted: Onsdag morgen var der brand i et hus på Rønne Allé i Hedensted.
- Huset er udbrændt. Det sker i forbindelse med noget arbejde på stedet. Man har været i gang med noget isoleringsskum, hvor der så går ild i noget isolering, og det har så brændt huset ned, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Ingen personer var til skade ved branden, som ifølge politiet formentlig er opstået under en renovering af huset.
- Det tyder det i hvert fald på. Det er et firma, der har været derude for at arbejde på huset, og arbejdstilsynet er inde over, siger vagtchefen.
Redningsmandskabet fik anmeldelsen om branden klokken 7:32, og da Folkebladet lagde vejen forbi stedet halvanden time senere, var det tydeligt, at ilden havde haft godt fat i huset.