Annonce
Horsens

Rema-direktør får Inspirationsprisen: - Jeg kan ikke forandre nogen, men jeg kan inspirere andre til at ændre på sig selv

EY Entrepreneur Of The Year Inspirationsprisen i Region Midtjylland uddelt af Erhverv+ går til Rema-direktør Henrik Burkal. Foto: Morten Pape
Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000 Danmark gennem 15 år vinder Inspirationsprisen i Region Midtjylland for sin decentrale ledelsesstil i en virksomhed med mere end 350 selvstændige købmand og 14.000 kolleger. Samtidig går Rema-direktøren forrest både i kampen om madspild og for at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i job.
Annonce

HORSENS: Et par år inde i sin egen Rema-karriere blev den danske direktør Henrik Burkal spurgt af et medlem af den norske ejerfamilie Reitan om, hvordan han havde det.

Svaret kom prompte.

- Jeg har det fantastisk. Det er fedt at være sted, hvor jeg føler en så stor grad af frihed, sagde Henrik Burkal, som lige så straks fik et nyt spørgsmål.

- Tror du også, at andre har det på samme måde?

Pointen var klar.

- Jeg kan godt lide selv at have fat i kontrol-håndtagene, men jeg har lært at give slip. Det handler om at have modet til at vise tillid, og vi mennesker vil gerne vokse ud over os selv, hvis vi får mulighed for det, forklarer Henrik Burkal om en del af det værdisæt, der er fundamentet i Rema 1000 med godt 14.000 kolleger, som direktøren insisterer på at kalde medarbejderne, og flere end 350 selvstændige købmænd i Danmark.

Den decentrale ledelsesstil er hovedårsagen til, at Henrik Burkal modtager Inspirationsprisen 2020 i Region Midtjylland delt ud af Erhverv+ i samarbejde med EY Entrepreneur Of The Year. En ledelsesstil, som vi vender tilbage til.

Annonce

Frontløber på madspild

Rema 1000 er gået forrest på flere fronter i de 15 år, hvor Henrik Burkal har været med til at udvikle discount-kæden fra 123 butikkerne til 343 ved udgangen af 2019, og flere er kommet til siden.

Et eksempel er kampen mod madspild, som Rema 1000 har været involveret i længe før, verdensmålene blev moderne. Det begyndte i 2008 i en anden krises tid med et farvel til mængderabatter i samspil med organisationen Stop Spild af Mad.

EY Entrepreneur Of The Year Inspirationsprisen uddelt af Erhverv+ går i Region Midtjylland til Rema-direktør Henrik Burkal. Her får han diplom, trofæ og begrundelsen for valget af Peter Faurschou (t.h.), regionansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year og partner i EY, samt Henrik Skov Anhøj, redaktør på Erhverv+. Foto: Morten Pape

Siden kom frugt og grønt i løsvægt samt kød og brød i mindre portioner, og de grimme grøntsager har i dag fast plads på butikshylden. Senest er Rema 1000 i et samarbejde med Schulstad begyndt at give kunderne inspiration til at bruge brødrester på nye måder.

Rema 1000 har på den måde været med til at sætte agendaen i dansk detailhandel på bæredygtighed. Det er discount med holdning, som de selv siger.

Annonce

Tilbage til samfundet

Et andet eksempel er KlapJob-projektet, hvor Rema 1000 har hjulpet flere end 500 mennesker med kognitive handicap og typisk tilkendt førtidspension til nyt indhold i tilværelsen og tilbage på arbejdsmarkedet.

- 100.000-vis af danskere i den arbejdsdygtige alder står i dag af forskellige årsager uden for arbejdsmarkedet. Sådan var det ikke tidligere, for hvis Ejnar kun kunne fejre, jamen så fejede han og var på den måde en del af samfundet, siger Henrik Burkal.


Det er vigtigt at tale i et sprog, som får folk til at føle sig store og ikke det modsatte. Derfor skal vi ikke gå rundt og tale ledelses-swahili.

Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000 Danmark og vinder af Inspirationsprisen i Midtjylland


Ansvarligheden og menneskesynet skinner også igennem, når han er rundt for at besøge købmændene, medarbejderne og butikkerne.

- Det er ikke, hvor mange bananer de har solgt den seneste uge, som de gerne viser frem. Det er i stedet Yrsa, som har været ramt af både stress og depression, men som nu passer pålægget i butikken, de er stolte af, fortæller Henrik Burkal og tilføjer:

- Jeg elsker at vokse selv og at se andre gøre det, og jeg elsker at skabe noget sammen med andre.

Annonce

Management by Jazz

Det store ledelsesmæssige spørgsmål er så, hvordan Henrik Burkal får flere end 350 'vilde laks', som han selv har kaldt kædens selvstændige købmand og tusindvis af kolleger til at svømme i flok og stadig føle sig frie.

- Jeg kan ikke forandre nogen, men jeg kan inspirere andre til at ændre på sig selv. Ledelse er at smide sten i vandet, som skaber ringe, der inspirer, og selv om købmændene er selvstændige, så er de ikke selvstændige for sig selv. Der er et koncept, som de hver især har købt ind på, og der skal selvfølgelig være samklang med værdierne, men vi er ikke ens og skal heller ikke være det, for det er vores forskellige kanter, der gør, at vi flytter os fremad, siger Henrik Burkal.

Rema-direktør Henrik Burkal henter selv inspiration ved at læse og de steder, der udfordrer hans egen tænkning. - Vi ender jo alle ubevidst i vennebobler med personer, der ligner os selv, siger han. Foto: Morten Pape

Han sammenligner ledelsesformen med en håndholdt dogmefilm og bruger gerne metaforen 'Management by Jazz'.

- Vi er enige om, at vi spiller jazz, og at jeg er bandlederen. Det er rammen, men vi har ikke regler, og er vi på vej til at indføre en regel, så tænker vi først, hvordan kan vi undgå reglen. Derfor kan købmanden sagtens bevæge sig ud af sin egen tangent, så længe vi allesammen spiller jazz, for det er den måde, vi allesammen bliver bedre på, forklarer Henrik Burkal og fortsætter:

- Virksomheden er summen af alle handlinger, som hvert enkelt individ gør, og vi skaber og flytter virksomheden sammen. Vi siger, at det er nikkedukkerne, der ødelægger virksomheder. Dem, der bare siger ja for at spille med.

Annonce

Værdier skal leves

På væggen på kontoret hænger en plakat med Rema 1000's otte grundlæggende værdier. En af dem er, at kunden er den øverste chef, hvis nogle i organisationen skulle få for høje tanker om sig selv.

De otte bud er også mejslet ind i den værdisten, som Henrik Burkal har fået en lokal stenhugger til at udføre. Det lykkedes i tredje forsøg.

Stenen tager imod ved indgangen til administrationen på Marsallé, hvor det, der efterhånden er en hel Rema-by, er ved at skyde op med byggeriet af de 18.000 kvadratmeter returlager og 30.000 kvadratmeter højlager, som er på vej. Direktøren har også en kopi af stenen på sit skrivebord.

Remas otte værdier

  • Vi rendyrker bedriftens forretningsidé
  • Vi holder en høj forretningsmoral
  • Vi skal være gældfri
  • Vi skal motivere til vinderkultur
  • Vi tænker positivt og offensivt
  • Vi snakker med hinanden ‑ ikke om hinanden
  • Kunden er vores øverste chef
  • Vi vil have det morsomt og lønsomt

I bunden står værdierne. Det er fundamentet. I toppen er en obelisk. Symbol på en evig stræben efter det optimale. Og indimellem er den rå sten med huggemærker, der symboliserer, at virksomheden slet ikke er lavet færdig endnu, og at alle i Rema er med til at skabe fremtidens virksomhed.

- Værdierne skal leve i virksomheden, og det er afgørende, at vi lever i tråd med dem. Et af de største komplimenter, som jeg har fået, var da en købmand sagde til mig, at det her er det første sted, hvor han har følt, at han bare kunne være sig selv, og at det var godt nok, siger Henrik Burkal.

Annonce

Ingen ledelses-swahili

Et andet kompliment, som han er glad for, var fra købmanden, der mødte ham med sætningen:

- Man kan slet ikke høre på dig, at du har to lange uddannelser bag dig.

Henrik Burkal har både en kandidat i international marketing fra SDU og en MBA i forandringsledelse fra Aarhus Universitet i sin bagage:

- Det er vigtigt at tale i et sprog, som får folk til at føle sig store og ikke det modsatte. Derfor skal vi ikke gå rundt og tale ledelses-swahili. Som leder skal jeg skabe et sprog, der betyder, at vi kan flytte os hurtigt, for alle virksomheder er videnvirksomheder. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt vi kan flytte den viden, vi har derhen, hvor den skal bruges til handling.

Rema 1000

  • Stiftet af Odd Reitan i 1979, men den norske købmandsfamilies historie går tilbage til Trondheim, hvor forældrene Margit og Ole Reitan etablerede den første butik i 1948.
  • Rema er en sammentrækning af ordene 'Reitan' og 'Mat' (mad). Tallet 1000 kom til i 1980, da antallet af varenumre blev fire-cifret.
  • Rema 1000 åbnede de første to butikker i Danmark i april 1994. I dag er der flere end 350 af slagsen - alle butikker er drevet efter en franchisemodel med selvstændige, lokale købmænd i spidsen for den enkelte butik.
  • Det danske hovedsæde ligger på Marsallé i Horsens. Her beskæftiger virksomheden i dag flere end 1000 medarbejdere. I alt er der godt 14.000 kolleger i den landsdækkende discountkæde.
  • I 2019 blev 15,5 procent af danskernes dagligvarer købt i Rema 1000. Omsætningen var på 16,8 mia. kroner  mod 15,4 mia. kroner året før. Samlet set var der 151 mio. kundetransaktioner i 2019 mod 136,9 mio. i 2018.
  • Henrik Burkal har været administrerende direktør siden 2005. Han kom fra job i it-koncernen Stibo DX/CCI Europe gennem 10 år, og var før det igen ansat i Netto under Salling Group.

I forbindelse med forårets nedlukning af Danmark tog Henrik Burkal en beslutning, der også kendetegner Rema 1000. Direktøren tog sig selv af al intern kommunikation, mens kommunikationschefen blev sendt i byen for at klare den eksterne del.

- Det handlede om omsorg for vores mange kolleger og vise, at jeg er sammen med dem, for vi er først og fremmest en menneskeorganisation. Vi har faktisk slet ikke et organisationsdiagram og går heller ikke op i stillingsbetegnelser. Det er med til, at alle får skuldrene ned, påpeger Henrik Burkal.

Der er heller ingen dagsorden eller fine powerpoint-præsentationer med, når Henrik Burkal besøger købmændene rundt i landet.

- I stedet bruger vi tiden på at tale om det, der fylder noget hos dem.

Annonce

Skaber store mennesker

Selv om Henrik Burkal har en fortid i it-branchen, er han ikke til Big Data. Han vil med egne ord hellere bygge Big People (store mennesker) ved at lægge beslutningskompetencen derud, hvor beslutningen skal virke og fungere i en hverdag fuld af dagligvarer.

Nøgleordene er relationer og tillid.

- Langt de fleste viser sig værdige til den tillid, de får. 999 ud af 1000 gange går det godt, og den ene gang det ikke gør, må du jo bare prøve igen. Du bestemmer selv, om du baserer dit menneskesyn på den ene, der skuffer dig, eller de 999 andre, der glæder dig positivt. Det handler om at snitte opgaverne, så du giver ansvaret og mestringsfølelsen videre, siger Henrik Burkal.

Direktøren henter et frisk eksempel fra butikken i Tønder, som netop er kåret som årets Rema 1000 i Danmark. Her så en 16-årig medarbejder sig parat til at tage ansvaret for bestilling af mælk, spurgte om lov og fik succes med det.

Annonce

Vil være mest værdidrevet

Henrik Burkal har overskredet tiden til det bestyrelsesmøde, som han er brudt ud af for at modtage årets inspirationspris i Midtjylland af Erhverv+ og EY Entrepreneur of The Year. Men han har for længst talt sig varm. Det handler om hjerteblod. Relationen til kollegerne.

Da Rema 1000 sidste år fejrede sine første 25 år i Danmark med en stor fest i Herning for alle ansatte, lavede Henrik Burkal et stunt fra scenen, som han gerne fortæller om:

- Vi havde en udfordring med at få det rette lys ud på medarbejderne, så jeg bad dem i stedet tage mobiltelefonen frem og lyse som til en koncert - og så vende telefonen og lyse sig selv i ansigtet, for det er dem, der er stjernerne. Det var utroligt stærkt, og jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det. Vi har så mange dygtige og dejlige kolleger i Rema 1000.

Med nu over 350 butikker i Danmark og nye på vej hvert år, så er Henrik Burkal heller ikke færdig med Rema 1000. Tværtimod. Årsagen er ønskedrømmen i den norske Reitan-familie:

- Målet er at skabe den mest værdidrevne virksomhed i verden. Det vil jeg gerne være med til.

Inspirationsprisen

  • EY Entrepreneur Of The Year kårer hvert år regionale vindere på tværs af brancher og virksomhedstyper ved seks regionskåringer. Ved landskåringen kåres landsvinderen - årets EY Entrepreneur Of The Year - samt vinderne af syv andre kategorier.
  • EY Entrepreneur Of The Year - Inspirationsprisen er en nystiftet pris i 2020, som for første gang bliver delt ud i regionerne Syd- og Sønderjylland, Midtjylland og Fyn. Det er Erhverv+, der står for uddelingen i samarbejde med EY Entrepreneur Of The Year, efter indstillinger fra læsere og samarbejdspartnere.
  • Prisen går til en erhvervsleder i hver region for et væsentligt engagement og en særlig betydning for erhvervslivet lokalt/regionalt. Det kan være en af konkurrencens deltagere, men kan også være andre erhvervsledere, der i kraft af initiativer og aktiviteter og en vedholdende indsats gør en forskel for andre i området.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year - Inspirationsprisen i Syd- og Sønderjylland:

Peter Skou, formand for Business Vejle og initiativtager til taskforcen Forza Vejle, som skal hjælpe byens erhvervs-, handels- og kulturliv godt igennem og ud på den anden side af coronakrisen. 

  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year - Inspirationsprisen i Midtjylland:

Henrik Burkal, administrerende direktør i Rema 1000 Danmark gennem 15 år, for en decentral og stærkt værdidrevet ledelsesstil samt som frontløber i kampen mod madspild i dansk dagligvarehandel.

  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year - Inspirationsprisen på Fyn: Afsløres i en kommende Erhverv+ udgave
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Horsens

Forældre opfordres til at holde små børn hjemme: Otte ud af 10 børn møder op i vuggestuer og børnehaver i Horsens Kommune

Horsens

SF'er til minister: Hvordan vil du sikre, at loven står over økonomiske hensyn i børnesager?

Annonce