Horsens: Reitan Distribution, der med base i Horsens leverer dagligvarer til blandt andet alle landets Rema 1000-butikker, får varer som normalt, og der leveres løbende forsyninger ud til alle landets butikker.
Det fastslår Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000 Danmark A/S.
- Det eneste, der er svært at få hjem lige nu, er håndsprit, siger han.
- Vi står i en sundhedskrise, men vi har ikke fødevarekrise. Vi får varer fra både Danmark og udlandet som normalt. Alle butikker er fyldt op her til morgen og bliver det løbende, siger han.
Handl som normalt
Efter statsministeren onsdag aften på et pressemøde i bedste sendetid præsenterede myndighedernes seneste tiltag i kampen mod virus-spredning, fik det adskillige danskere til at valfarte til dagligvarebutikker med længe åbent.
Det mærkede man også i Rema 1000-butikkerne, bekræfter Jonas Schrøder.
- Butikkerne mere end 20-doblede salget i forhold til en normal aften, siger han.
Alle friske varer er leveret ud, så hylderne er fyldt igen, inden butikkerne åbner, og andre varer leveres løbende, ligesom nye forsyninger løbende kommer til. Kommunikationschefen har derfor en klar opfordring:
- Gå ikke i panik. Handl som normalt. Vis samfundssind og tænk på de svageste.
Skulle man i butikkerne opleve tomme hylder, er det et spørgsmål om timer, før de er fyldt op igen, understreger han.
Om det på sigt bliver sværere at få varer hjem fra udlandet, tør kommunikationschefen ikke sige.
- Men vi er et landbrugsland, så det skal nok gå. Vi kan klare os meget langt med danske varer, siger han.