Annonce
Rejser

Rejsebog: I sporene på Frans af Assisi

I San Damiano talte Jesus fra sit kors til Frans af Assisi. Klostret ligger et par kilometer fra den umbriske by blandt olivenlunde med de krogede stammer. Foto: Jørgen Johansen og Anette Bruun Johansen

Rejsen gøres i både hoved og fødder. Det er præmissen for rejsebogen "På Frans af Assisis veje. En italienske rejse", der for nylig er udkommet. Her følger forfatter og journalist Jørgen Johansen i hælene på tiggermunken Frans af Assisi, som stiftede Franciskanerordenen og blev lyn-helgenkåret i 1228 kun et par år efter sin død. Frans af Assisi blev også kaldt Il Poverello, der betyder den fattige spurv på italiensk. Hans følgere fralagde sig alt jordisk gods og iklædte sig grå klædedragt med en snor med tre knuder, der symboliserede lydighed, fattigdom og kyskhed.

Jørgen Johansen besidder en stor kulturhistorisk viden, som formidles sammen med nutidige rejseindtryk, når han for eksempel står i San Francesco-basilikaen i Assisi og fortolker Giotto di Bontones fresker. Ifølge forfatteren er billederne som tusindvis af penselstrøg af kærtegn. Han lægger også vejen forbi klostret San Giacomo, som han benævner et åndeligt klenodie. Det var her i byen Poggio Bustone på en klippetop i Appeninerne på vej mod Rom, at Frans af Assisi levede sit eneboerliv i grotten eller rettere spalten ind i klippevæggen. Her fandt han roen og dermed energien til at fortsætte sin missionsvirksomhed med forkyndelsen af fattigdom, fred og bod blandt den italienske bondebefolkning.

Annonce
Udsigten til Spoleto-dalen med en af Assisis mange kirker. Foto: Jørgen Johansen og Anette Bruun Johansen

Sanserne åbnes

Rejsen begynder i Assisi - den italienske by, hvor Frans blev født som søn i en velhavende købmandsfamilie cirka 1181. Vandringen ad smalle grusstier gennem Umbriens landskab med bølgende kornmarker, knastørre olivenlunde, ranke cypresser og vildtvoksende krydderurter og blomster fører Frans og dermed også forfatteren helt til Rom - pavens by - efter adskillige stop ved de franciskanske hellige steder. For forfatteren er det tydeligt, at fraværet af benzin- og dieselos og decideret trafiklarm åbner sanserne op for dufte, fuglesang og en rislende kilde, så man kan fornemme, hvordan Il Poverello færdedes.

Nu er det så med mad og vin i maven og udsigten til en god seng, at rejsen foretages i nutidens Italien. Der er meget inspiration at hente, men også relativ tung viden, der opleves som let i Jørgen Johansens selskab. Forfatteren giver undervejs gode tip til, hvordan man planlægger sådan en tur: At følge en helgens spor. Det er ikke noget, som han gør et stort nummer ud af, og der minder han om Frans af Assisis ydmyghed. Om det også lykkedes forfatteren at tale med fugle lige som den hellige Frans, melder historien dog intet om.

Kvindelig ledsager

Undervejs krydser flere danskere helgenens spor, blandt andet den danske billedkunstner Jais Nielsen, der i 1920 sammen med sin malerven Olaf Rude drager til Assisi. Her bliver han meget inspireret af Giottos fresker, hvis motiver han kopierer i en række oliemalerier, da han vender hjem til Danmark igen. Kulminationen bliver landets næststørste freskodekoration i Sankt Elisabeth-søstrenes hospital, som trækker en linje fra Assisi til Sundby.

Jørgen Johansen er en god iagttager, og det giver en lyst til selv at foretage rejsen og bemærke den blomsterbuket, der er placeret ved Claras plads i refektoriet, hvor hun i mere end 40 år sad og indtog spartanske måltider sammen med kvinder, der havde aflagt fattigdomsløftet. I 1212 gik Clara ledsaget af Frans af Assisi og flere af hans følgere ind gennem porten til det nedlagte kloster San Damiano. Her grundlagde hun sin orden, clarisserne eller de små fattige fruer, der udgjorde den kvindelige gren af Franciskanerordenen. Clara tilhørte en af de mest privilegerede adelsfamilier og voksede op i et palads på Piazza San Rufino i Assisi. Som 16-årig hørte hun Frans af Assisi og fandt meningen med sit liv.

Ligesom Frans af Assisi har Jørgen Johansen også en kvindelig ledsager, nemlig sin hustru. Om man ønsker at gøre rejsen alene eller med en ledsager er underordnet. Under alle omstændigheder giver bogen lyst til at foretage rejsen i den hellige Frans' spor. Om den så ender med at være derhjemme med bogen som ledsager, er også anbefalelsesværdigt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HIC

Horsens IC triumferede i dramatisk topopgør

112 For abonnenter

Politiet måtte sende ekstra mandskab til Endelave for at tackle demensramt

Erhverv For abonnenter

17-årige Lasse måtte køres til salgsmøder af sin mor: Nu sælger han 225.000 lammeskind om året

Annonce