Annonce
Brædstrup

Regnvejr kunne ikke ødelægge festen: God stemning til Musik i Gaden

Folk måtte fra tid til anden søge tilflugt fra regnen under de opstillede telte. Regnvejret kunne dog ikke stoppe gadefesten, som i år kunne fejre sin fest nr. 10. Foto: Henrik Sandvad
Regnen satte sit præg på den 10. udgave af Musik i Gaden i Brædstrup. Alligevel mødte mange op til musik og samvær, da gadefesten kom i gang lørdag med lidt forsinkelse.

Brædstrup: Regnen spillede på mange måder et puds, da den 10. udgave af Musik i Gaden lørdag løb af stablen på Niels Wonges Vej i Brædstrup. Alligevel var der mødt mange mennesker op til musik og samvær, selvom det fremmødte publikum fra tid til anden måtte søge ly i de opstillede telte, hvis regnen blev for massiv.

Regnen betød også, at gadefesten kom en halv time senere i gang, men det kunne alligevel ikke tage humøret fra tovholderen for arrangementet fra Brædstrup IF.

- Jeg må erkende, at det vejr, jeg havde bestilt, ikke er kommet frem, sagde Frede Benfeldt med et grin i en kort pause fra sine mange gøremål. Han var dog alligevel tilfreds med deltagertallet.

- Selvom det regner, er der mødt rigtig mange mennesker op, så jeg er godt tilfreds. Det ser også ud til, at folk forstår at hygge sig trods vejret. Vi har fået meget ros for årets musikprogram, så jeg tror, det er derfor, folk kommer - også selvom det er lidt vådt, sagde Frede Benfeldt.

Selvom det regner, er der mødt rigtig mange mennesker op, så jeg er godt tilfreds. Det ser også ud til, at folk forstår at hygge sig trods vejret. Vi har fået meget ros for årets musikprogram, så jeg tror, det er derfor, folk kommer - også selvom det er lidt vådt.

Frede Benfeldt, tovholder på Musik i Gaden

Spejdere støttede op

Jubilæumsprogrammet stod på Bamse-kopibandet, Bomles Venner, som åbnede festen, Rock'n Roll Rockets, JC Hawkins & his Model a Playboys, det lokale band B-Tab og hovednavnet Tørfisk, som også spillede, da Musik i Gaden holdt gadefest første gang for 10 år siden.

Traditionen tro brugte mange af byens foreninger lejligheden til at vise sig frem. Det gjaldt blandt andet De Grønne Spejdere, som havde forskellige legeaktiviter for børn.

- Vi synes, Musik i Gaden er en god mulighed for at vise, at vi er her, og hvad vi kan tilbyde. Vi har 85 medlemmer, og det er i og for sig fint, men vi vil gerne have flere, så derfor er det vigtigt hele tiden at gøre opmærksom på sig selv. Samtidig vil vi også gerne støtte op om byens aktiviteter, sagde Hanne Hansen fra De Grønne Spejdere.

Gang i motionscyklerne

Et af de store aktiviteter bag på pladsen var Lions Club-teltet, hvor lokale kendisser og politikere trampede i motionscykler i en god sags tjeneste. I år handlede det om at få samlet penge til en hjertestarter, og det fik blandt andet lokale politikere som Martin Ravn, Jacob Bille og Bo Skov Johansen til at stille op sammen med lokale kendisser som Rema-købmand Henrik Roed og superligadommer Mads-Kristoffer Kristoffersen. I alt var der 31 på cyklerne.

Der var også repræsentation på motionscyklerne fra det næsthøjeste embede i Danmark, kun overgået af dronningen, idet den nyvalgte formand for Folketinget, Henrik Dam Kristensen, sprang på cyklen.

- Jeg er kommet her i flere år efterhånden, og jeg synes altid, at det er en hyggelig begivenhed, og så går det til et godt formål. Jeg har faktisk cyklet meget i denne sommer, men for to uger siden fik jeg en fibersprængning i baglåret, så i dag ruller jeg bare lidt med. Der bliver i hvert fald ikke slået nogen rekorder, sagde Henrik Dam Kristensen, inden han cyklede derudad.

Sidste år tjente Lions Club 58.000 kroner på sit sponsor-motionscykelløb, og i foreningen håber man på et lige så godt resultat i år.

- Nu fik vi rekord sidste år, og vi vil jo gerne nå det samme i år - eller muligvis endnu mere. Noget tyder på, at vi nok skal nå deropad igen i år, sagde Ole Schultz fra Lions Club.

Tovholder Frede Benfeldt forventer, at Musik i Gaden igen i år kommer til at give overskud. Sidste år gav byfesten 30.000 kroner i overskud, som gik til Brædstrup IF og de lokale spejdere. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce