Annonce
Brædstrup

Regnen drillede weekendens kræmmermarked

I formiddagstimerne lørdag, da solen viste sig, var der pænt med folk på Bredgade, der var omdannet til kræmmermarked. Foto: Peter Hald
Lørdagens kræmmermarked i Brædstrup blev ikke en mylder-oplevelse. Men formiddagen gik godt.

Brædstrup: Det noget ustadige septembervejr og konkurrence fra andre store kræmmermarkeder i for eksempel Horsens var nok en del af forklaringen på, at lørdagens markedsdag på Bredgade i Brædstrup ikke blev helt så myldrende en oplevelse som det tilsvarende marked i maj.

Der var dog godt med folk og livlig handel på gaden om formiddagen, hvor solen var så venlig at vise sig. Lige over middag kom regnen og jog mange af kunderne væk for en stund. Senere tittede solen lunefuldt frem igen og fik lidt flere på gaden.

- Der blev afsat 30 stadepladser, og det var jo ikke så mange. Markedet i maj var meget bedre, så derfor overvejer vi at ændre konceptet for kræmmermarkedet i september. Der skal ske noget andet. Hvad det ender med, ved vi ikke endnu. Måske slår vi det sammen med Musik i Gaden, lød det fra Karina Mikkelsen fra Brædstrup Handel & Erhverv, der havde arrangeret markedet.

Karina Mikkelsen mente, at konkurrence fra andre store kræmmermarkeder i blandt andet Horsens også havde en andel i, at tilstrømningen af kunder ikke var optimal.

I formiddagstimerne havde Karina Mikkelsen dog selv god handel i sin butik Karisma Sko, og det samme var tilfældet i flere andre butikker. Ikke mindst hos Din Tøjmand, hvor folk stimlede sammen om en bod, hvor der var tre par jeans for 100 kroner. Bukserne blev revet væk på kort tid.

Der skal ske noget andet. Hvad det ender med, ved vi ikke endnu. Måske slår vi det sammen med Musik i Gaden.

Næste gang er der tag over

Også flere af de private havde et par gode timer om formiddagen. For eksempel pensionisten Knud Hansen, der var rykket udenfor med sine fine model-legetøjsbiler. Flere af dem er samlerobjekter, så interessen var stor.

- Det er jo bare for sjov, men tiden går godt for mig, og jeg får snakket med utrolig mange mennesker, fortalte 83-årige Knud Hansen, der i flere år har solgt modelbiler fra et lille kælderlokale på Bredgade.

Flere af de kendte foreninger, blandt andet Lions Club og Brædstrup IF, havde benyttet anledningen til at vise flaget. Hos Lions kunne man købe vafler af Søren Munk, og hos BIF havde Frede Benfeldt og hans kolleger travlt med at lange grillpølser over disken.

Flere af de lokale butikker er med i det næste store Brædstrup-arrangement - Ældre Sagens modeshow på Hotel Pejsegården 26. september, hvor der forventes god deltagelse. Og det foregår indendøre!

Tilbud på jeans fik folk til at stimle sammen hos Din Tøjmand. Foto: Peter Hald
Knud Hansen var rykket udenfor med sine modelbiler. Den 83-årige samler fik mange henvendelser. Foto: Peter Hald
Frede Benfeldt i en velkendt rolle: Som pølsemand i BIF-teltet. Foto: Peter Hald
Karina Mikkelsen fra Brædstrup Handel & Erhverv var inde på, at konceptet for efterårets kræmmermarked skal ændres. Foto: Peter Hald
Søren Munk fra Lions Club - og i øvrigt lokalrådsformand - havde opgaven som vaffelsælger for Lions. Foto: Peter Hald
Annonce
Forsiden netop nu
112

Gps afslørede 24-årig løbehjulstyv

Annonce