Annonce
Horsens

Regn ingen hindring: Havefest gentages næste år

Ole Christensen, der her ses midt i festen sidste år, var tilfreds med årets havefest, selv om truende regn halverede besøgstallet. Arkivfoto: Mette Mørk
Vejrudsigten halverede besøgstallet. Alligevel sikrer ølsalget, at Vestbirk Havefest løber rundt.

Vestbirk: Vejrudsigten lovede regulært møgvejr lørdagen igennem.

Alligevel blev det en forrygende havefest ved Vestbirk Vandkraftværk, hvor bl.a. Thomas Buttenschøn optrådte.

Det fortæller tovholder for Vestbirk Havefest, Ole Christensen.

- Vi fik jo noget vand i starten af lørdagen. Det har nok halveret antallet af besøgende i forhold til, hvad der var sidste år. Men der var godt humør. Det tør siges, fortæller Ole Christensen, der vurderer, at en noget broget vejrudsigt formentlig har skræmt en del væk.

- Der har nok været et sted mellem 1200 og 1500 i år. Sidste år var der mellem 2500 og 3000. I år havde vi samlet de to scener det samme sted. Det viste sig at være en god idé, for så havde vi havde bedre samling på folk. Hvis vi nu havde haft dem adskilt, havde det nok set ud som om, at der ikke var ret meget publikum, siger Ole Christensen.

Regnvejret har ikke afskrækket Ole Christensen og tovholdergruppen fra at arrangere havefest igen.

- Der bliver havefest igen til næste år. Nu arrangerer vi jo også aktivitetsdag ved Vestbirksøerne i august, hvor vi også flere gange er løbet ind i regnvejr, men folk kommer jo alligevel. Vi kan se, at det kan lade sig gøre, selv om det regner, siger Ole Christensen.

Annonce
Sidste år solgte vi 71 fustager øl. I år har vi solgt 60 trods en halvering af deltagerantallet. Det er helt kolossalt.

Ole Christensen, tovholder

Masser af øl

Ole Christensen vurderer, at økonomien løber rundt trods færre publikummer.

- Sidste år solgte vi 71 fustager øl. I år har vi solgt 60 trods en halvering af deltagerantallet. Det er helt kolossalt. Det er på ølsalget, vi tjener vores penge. Vandsalget har til gengæld været meget dårligt, men det tjener vi alligevel ikke ret meget på, fortæller Ole Christensen.

Vestbirk Havefest bliver også støttet økonomisk af Horsens Kommune, ligesom en række sponsorer spytter penge i kassen.

Arrangørerne havde forberedt sig på vejret i forvejen.

- Vi havde købt 10 kubikmeter flis, og vi havde lejet store plader i stor stil, som man kunne gå på. Men alligevel har vi en græsplæne, der skal reetableres. Den ligner noget af det, man ser, når det er slemt på Roskilde Festivalen, fortæller Ole Christensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce