Annonce
Indland

Regioner testede massevaccination: 37.000 fik et stik

Regionerne testede fredag vaccinationskapaciteten forud for, at der snart ventes at komme væsentligt flere vaccinedoser til Danmark. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fredag holdt regionerne generalprøve på massevaccination. 37.554 blev coronavaccineret, oplyser minister.

37.554 borgere fik fredag et stik med en vaccine mod coronavirus, da regionerne afholdt generalprøve på massevaccination.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

36.564 personer fik det første vaccinestik, mens 990 fik det andet og afsluttende stik.

Ifølge Magnus Heunicke har 412.358 personer efterhånden påbegyndt vaccination mod coronavirus. Det svarer til 7,1 procent af den danske befolkning.

S-regeringen har et mål om, at der kan vaccineres 100.000 danskere om dagen, når der er vacciner nok til det.

Det skal gerne ske, når der den kommende tid ventes at komme større mængder vaccinedoser til Danmark.

Det var den opgave, regionerne fredag forberedte sig på. Her gjaldt det om at finde ud af, om Danmark er klar til at skrue op for vaccinationerne.

Af samme grund blev der holdt lidt igen med at bruge vaccinerne, som alligevel kom op over 37.000 vaccinationer.

Både Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Nordjylland kunne fredag aften meddele, at generalprøven var gået godt og efter planen.

Af de over 400.000 personer, der har påbegyndt vaccination, er 182.074 personer færdigvaccineret.

Det svarer til, at i alt 3,1 procent af befolkningen har fået i alt to stik med en coronavaccine, siden Danmark begyndte at vaccinere 27. december 2020.

Indtil videre har der været et godt stykke vej op til regeringens målsætning om at vaccinere 100.000 borgere om dagen.

Der er dog løbende blevet taget flere forskellige vacciner i brug, og flere ventes at blive godkendt til brug i den kommende tid.

I marts ventes der at komme omkring en million vaccinedoser til Danmark. Det dobbelte ventes i april.

I februar kom der cirka 382.000 doser.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Schæferhunden Buller advarede om nattebrand: Få minutter senere stod Christina på gaden med tre-årige Felix i favnen

Annonce