Annonce
Østjylland

Nye ambulancer får base i Aarhus, Randers, Horsens og Ringkøbing: Skal give mere erfaring

Sådan ser den ud, den nyindkøbte ambulance, som Region Midtjylland selv skal drive. Foto: Region Midtjylland
Fra 1. september sætter Region Midtjylland tre nye ambulancer og en akutlægebil i drift med base i henholdsvis Aarhus, Randers, Horsens og Ringkøbing. Hermed driver regionen tre ambulancer og fem akutlægebiler.

Viborg: Region Midtjylland udvider nu sin såkaldte præhospitale flåde. 1. september sættes således tre nye ambulancer samt en akutlægebil i drift, og den regions-ejede flåde tæller herefter tre ambulancer og fem akutlægebiler. De tre nye ambulancer får base i henholdsvis Aarhus, Randers og Horsens, mens den nye akutlægebil placeres i Ringkøbing.

Købet af ambulancerne og akutlægebilen skal give regionen mere erfaring i ambulancedrift, så man står bedre rustet til - som det er planen - at "hjemtage væsentlige dele af ambulancedriften i forbindelse med et udbud i 2020", som det hedder i en pressemeddelelse fra regionen. Der er i alt 66 ambulancer i drift i Region Midtjylland, og hovedparten af dem drives af private firmaer. Der er ingen planer om at øge antallet af ambulancer.

- Vi er kommet godt fra start med de østjyske akutlægebiler, som har kørt siden slutningen af 2018. Nu bliver det spændende at komme helt tæt på ambulancedriften, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Regionsrådsformanden understreger, at patienterne ikke kommer til at mærke, hvilken ambulanceleverandør de bliver transporteret af. - Vi er tilfredse med de nuværende leverandører, men ønsker at fremme konkurrence på området og sikre borgerne mest mulig sundhed for pengene, siger han.

Regions-ambulancer

Præhospitalet har siden december 2018 drevet fire akutlægebiler i Horsens, Aarhus, Randers og Grenaa og driver dermed i alt fem regionale akutlægebiler.

Region Midtjylland har i dag 66 ambulancer, og der er ikke planer om at ændre dette antal.

Med den nye akutlægebil går Region Midtjylland fra ni til ti akutlægebiler, hvoraf regionen selv driver halvdelen.

Drift samt køb af køretøjer finansieres inden for det eksisterende budget til ambulancedrift.

Den samlede ambulancedrift koster cirka 500 mio. kr. om året.

Næste ambulanceudbud finder sted i 2020.

Hvor mange skal hjemtages?

Formanden for hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb Hansen (S), siger, at man ikke har sat et konkret mål for, hvor stor en del af ambulancekørslen, der på længere sigt skal ligge i regi af regionen selv. På spørgsmålet om, hvor mange ambulancer der menes, når man i pressemeddelelsen skriver "væsentlige dele af ambulancedriften" svarer han:

- Det kunne godt være op mod halvdelen. Men det er ikke noget, vi har lagt os fast på. Nu indsætter vi foreløbig de tre ambulancer, og hvad der videre sker, vil i høj grad afhænge af, hvilke erfaringer vi høster af disse.

Henrik Gottlieb Hansen forventer blandt andet, at en del af gevinsten ved selv at stå for ambulancekørslen vil være større fleksibilitet i udnyttelsen af mandskabets kompetencer.

- Når ambulancefolkene er ansatte i regionen, vil der naturligt være bedre udnyttelse og deling af den viden og de erfaringer, man får de forskellige steder i akutberedskabet, ligesom redderne og behandlerne efter behov vil kunne indgå forskellige steder i systemet.

Bilen omhyggeligt udvalgt

Også lederen af de regionale akutlægebiler og ambulancer, overlæge Bo Nees Iversen, ser frem til, at de nye ambulancer kommer i drift og peger på lidt de samme fordele. - Jeg glæder mig til, at vi skal drive både akutlægebiler og ambulancer. Det betyder, at vi nu kan imødekomme de ambulancebehandlere, der ønsker at bruge deres forskellige kompetencer til at køre vagter i såvel akutlægebil som ambulance. En større organisation vil også sikre en mere bæredygtig daglig drift, siger Bo Nees Iversen.

Den nye ambulance er en Volkswagen Crafter, som er valgt med fokus på sikkerhed og godt arbejdsmiljø. Der er blandt andet elektriske bårelejer, som er bedre og mere sikre for patienterne og for ambulancepersonalet, der fremover ikke skal hæve og sænke båren manuelt.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Gps afslørede 24-årig løbehjulstyv

Annonce