Annonce
Østjylland

Vaccinebooking er brudt sammen: - Der er i øjeblikket mange henvendelser, ring venligst senere

Region Midtjyllands telefonnummer, hvor der kan bestilles en covid-19 vaccine, er brudt sammen. Arkivfoto: Mette Mørk
Det er ikke velvilje til at blive vaccineret, der mangler blandt borgerne på 85 år og opefter. Region Midtjylland modtager så mange opkald, at telefonnummeret, hvorfra der kan bookes tid til at blive vaccineret, er umuligt at komme igennem på. Koncerndirektør i Region Midtjylland forventer, at der kommer til at gå nogle dage, før regionen kan tilbyde tålelige ventetider på dens hotline.
Annonce

MIDTJYLLAND: Borgere over 85 år er de næste i rækken af personer, der kan blive vaccineret mod Covid-19. Derfor har netop den gruppe af borgere modtaget et brev fra Region Midtjylland med oplysninger om vaccinationen og et telefonnummer hvor der kan bestilles tid til at få det første lille prik.

At dømme ud fra antallet af telefonopkald fra borgere over 85 år, er der rift om at bestille tid. Faktisk så meget, at bookingen af vaccinetid via telefonnummeret nærmest er brudt sammen.

Århus Stiftstidende har været i kontakt med borgere, der igen og igen forgæves har ringet til booking-telefonen, der er beregnet for inviterede personer uden nemID. Hver gang lyder beskeden: - Der er i øjeblikket mange henvendelser, ring venligst senere.

Den besked hørte 89-årige Birgit Wendelbo nærmest til bevidstløshed onsdag. Hun fortæller til Århus Stiftstidende, at hun allerede begyndte at ringe på telefonnummeret klokken 8 om morgenen.

- Jeg synes, det er for dårligt, at det allerede er umuligt at komme igennem klokken 8 om morgenen. Der plejer man jo ellers at kunne komme igennem til telefonnumre, hvor det ellers er svært, fortæller Birgit Wendelbo.

Annonce

40.000 opkald

Selvom hun gentog opkaldene med cirka 10 minutters mellemrum frem til klokken 16 var beskeden den samme: - Der er i øjeblikket mange henvendelser, ring venligst senere.

- Torsdag begyndte jeg at ringe på nummeret fra klokken 9, men beskeden var den samme, siger Birgit Wendelbo, der gerne vil vaccineres i håbet om, at vi snart kan vende tilbage til en mere normal dagligdag uden alle restriktionerne.

- Der er jo ikke så mange ved dørene, som der plejer at være, så jeg vil da glæde mig til, at der igen kommer et mere almindeligt liv.

I Region Midtjylland erkender man, at telefonsystemet mere eller mindre er brudt sammen. Onsdag mellem klokken 8 og 16 blev der foretaget omkring 40.000 opkald til nummeret og i løbet af torsdagens første tre timer med åben telefonlinje, blev der ringet til nummeret 20.000 opkald. Så mange opkald var systemet ikke gearet til.

Torsdag formiddag blev det i første omgang besluttet at udvide åbningstiden på linjen, så der kan ringes frem til klokken 17.45.

- Samtidig forsøger vi at få flere medarbejdere til at sidde ved telefonerne, så vi kan åbne flere linjer. Men så mange opkald er enormt svært for os at håndtere, forklarer koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

Annonce

Telefonkøens størrelse overraskede

Det store pres på at booke en covid-19 vaccination er kommet bag på regionen, fortæller koncerndirektøren.

- Vi har et tæt samarbejde med kommunerne om at hjælpe og orientere borgerne, og vi har en hjemmeside, hvor man kan gå ind og få noget hjælp. Men hvad vi dernæst skal gøre, har vi endnu ikke fået talt om endnu, fordi det kom bag på os, hvor stor køen var. Vi skal have et møde med hospitalerne, og så må vi prøve at finde ud af, hvad vi skal gøre ved det, siger han.


Der har været en kolossal opmærksomhed i befolkningen om, 'hvornår er det lige min - eller min ældre medborgers tur', og vi har oplevet mange henvendelser via breve og opkald.

Ole Thomsen, koncerndirektør, Region Midtjylland


Han er bange for, at en del af problemerne er opstået, fordi andre end personerne over 85 år benytter telefonlinjen.

- Der har været en kolossal opmærksomhed i befolkningen om, 'hvornår er det lige min - eller min ældre medborgers tur', og vi har oplevet mange henvendelser via breve og opkald - også på tidspunkter, hvor vi ikke har haft offentliggjort telefonnumre, som borgene kunne ringe til, siger Ole Thomsen, der ikke vil udelukke, at regionen helt generelt skal oplyse mere og bedre om vaccinationsplanerne.

Han peger på en formentlig væsentlig årsag til de overbelastede telefonlinjer:

- Nummeret, som de ældre borgere henvises til, når de modtager invitationen, er det samme som det generelle corona-booking-hjælpenummer, som vi hele tiden har brugt. Det kan vi godt se ikke er hensigtsmæssigt, hvorfor vi nu er i gang med at oprette et ekstra nummer, som kun gives til de inviterede. Men det tager formentlig nogle dage, før det er aktivt.


Annonce

Manglende kommunikation

Henover weekenden opstod der problemer med bookingen af tider. Problemet opstod, fordi kommunerne havde sendt lister til Statens Serum Institut, så instituttet kunne sende invitationer til borgerne, men regionen havde ikke fået lavet bookingtider.

- Vi havde ikke haft medarbejdere til at sidde lørdag og søndag og lægge tider ud. Det fik vi først gjort mandag. Vi havde ikke fået afstemt med kommunerne, hvad vi gjorde i forhold til hvad de gjorde, siger Ole Thomsen.

Han opfordrer pårørende, der kan hjælpe de ældre med at booke en tid til at træde til med lidt hjælp.

- Søg hjælp hos pårørende hvis det er muligt. Det kan desværre godt vare nogle dage, før vi får tålelige ventetider på vores hotline. Men vi gør alt, hvad vi kan, for vi ved godt, at det er vigtigt, siger koncerndirektøren.

Region Midtjylland opfordrer desuden i et opslag på Facebook til, at booking-telefonen kun benyttes af de personer, der ikke har nemID. Personalet på linjerne har ikke adgang til andre tider, end dem man selv kan booke via www.vacciner.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce