Annonce
Erhverv

Regeringen er i tæt dialog med Sverige om presset SAS

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
SAS taber milliarder, og regeringen indikerer, at en redningsplan vil koste andre aktionærer dyrt.
Annonce

Den danske stat er i dialog med den svenske stat om at sikre en løsning for det pressede luftfartsselskab SAS, der for en stor dels vedkommende er ejet af Danmark og Sverige.

Det skriver finansminister Nicolai Wammen (S) i en kort kommentar.

Det gør han på dagen, hvor SAS har aflagt regnskab for sit andet kvartal - de tre måneder, der sluttede med april. Selskabet havde et underskud på 2,5 milliarder danske kroner i perioden.

- SAS er central for Danmarks tilgængelighed og danske arbejdspladser, virksomheder og økonomien generelt.

- Den danske stat er i tæt dialog med blandt andet den svenske stat samt SAS' ledelse om at finde en langsigtet løsning for selskabet, som blandt andet vil kræve ansvarsdeling med andre investorer i SAS, skriver Nicolai Wammen (S).

Den sidste sætning får luftfartsanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen til at løfte øjenbrynene. Han ser en indikation på, at Danmark ikke vil stå alene, når det kommer til at holde SAS flyvende også efter krisen.

- Jeg læser det klart som, at den danske stat ikke vil være den eneste, der redder SAS. Der er rigtig mange aktionærer i SAS i dag, og deres værdier er forsvundet.

- Det må være dem, der i første omgang må betale. Så er der mulighed for, at leasingselskaber og obligationsejere, der også har tilgodehavender, må tage tab, inden Danmark går med ind i en redning, siger han.

Hidtil har Danmark og Sverige, der ejer henholdsvis 15 og 14 procent af SAS, holdt for, når det kom til redningspakker til SAS.

Og Jacob Pedersen mener da heller ikke, at SAS får lov til at gå konkurs.

- Du ville høre braget af, at jeg faldt ned fra stolen, i hele Danmark, hvis SAS forsvinder.

- Men pengekassen er tom, og der skal milliarder i kassen, hvis de skal overleve. Og dem vil Danmark formentlig ikke komme med alle sammen, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Se billederne: Nu skal Horsens Fjords havmiljø forbedres - frivillige sætter titusindvis af ålegræsplanter i fjordbunden

Horsens

Tyve stjal pengeskab fra skole

Hedensted

Gennemrodede hus under indbrud

Annonce