Annonce
Kultur

Redningskrans til RemisenBrande

RemisenBrandes leder Marianne Jeppesen (t.v.) sammen med kulturhusets nye salgs- og marketingmedarbejder Julie Dam Mikkelsen. Foto: Mikael Lund
Kommunen giver et ekstraordinært tilskud til kulturhuset RemisenBrande på 400.000 kroner.

Brande: På sit møde i sidste uge besluttede Ikast-Brande Kommunes kultur- og fritidsudvalg at bevilge et ekstraordinært driftstilskud på 400.000 kroner til RemisenBrande, der som alle andre kulturhuse har oplevet en total opbremsning i aktiviteterne.

Pengene, som i runde tal svarer til Remisens underskud i 2019, falder på et tørt sted, ikke mindst eftersom Remisen i år budgetterer med et underskud i samme størrelsesorden – vel og mærke før man kunne tage højde for de negative effekter af corona-pandemien.

Dermed står Remisens nye leder, Marianne Jeppesen, der tiltrådte 1. februar, med noget af en udfordring, ikke mindst økonomisk.

- Vi havde en god februar. Det er jeg da taknemmelig for, siger den nyansatte leder. Måneden bød på en bred vifte af arrangementer, så hun fik dannet sig et godt indtryk af, hvad huset kan. Siden starten af marts har der til gengæld været stille i Brandes kulturhus, men Marianne Jeppesen vælger at glæde sig over, at der ikke er ret meget, der er decideret annulleret – det er bare flyttet til et senere tidspunkt. På den måde taber man ikke et helt halvt år på gulvet, påpeger hun, og hun oplever, at efterspørgslen efter eksempelvis private arrangementer stadig er intakt.

- Der sker fortrøstningsfuldt meget, formulerer hun det. Hun forsøger imidlertid ikke at lægge skjul på, at det de mange udsættelser kan mærkes i regnskabet, men forsøger at få noget positivt ud af den ufrivillige pause på arrangementsfronten:

- Vi får tid til at innovere, forny og forandre – vi skal stå snorlige, når Danmark åbner igen, fastslår hun og uddyber:

- Det er da hårdt for Remisen; det er jo så ærgerligt, at det her store hus står tomt, men vi skal jo styrket ud.

Annonce

Betingelser for støtten

Udover de 400.000 kr. til RemisenBrande afsatte Kultur- og fritidsudvalget 200.000 kr. til Bakkehuset, 400.000 kr. til Ikast-Brande Musikskole, 400.000 kr. til Svømmecenter Ikast samt en pulje på 1 mio. kr., som kan søges af haller og øvrige svømmefaciliteter.

Midlerne er bevilget under forudsætning af, at der ikke kan opnås tilstrækkeligt tilskud/støtte fra de statslige hjælpepakker, og at der ikke opnås overskud ved en eventuel støtte.

Midlerne hentes i udisponerede puljer fra tidligere år:

1 mio. kr. overføres fra hal-kontoen, 1 mio. kr. fra uforbrugte midler på fritidsområdet, 250.000 kr. bevilges fra uforbrugte midler fra kulturområdet, og de sidste 150.000 kr. er uforbrugte midler fra Street Art-festivalen, Unge sangere og International Art Workshop i Gludsted, som ikke afvikles i år.

Råd til investeringer

I stedet for at hugge bremserne i, har bestyrelsen da også åbnet mulighed for en opdatering af de tekniske installationer. Det kræver investeringer, men det har den nye leder fået mandat til, forklarer næstformand Peder Holt:

- Vi skal ha’ det sådan, at tingene fungerer. Nu har vi mulighed for at komme op på det niveau, vi skal være på. Han og bestyrelsesformand Holger Skott tror på, at 2021 bliver bedre, og at der igen kan opnås balance i driften i 2022.

- Vi er rimelig fortrøstningsfulde, siger de samstemmende og oplyser, at baggrunden for underskuddet i 2019 og det budgetterede underskud i 2020 primært er et drastisk fald i antallet af virksomhedsarrangementer samt en nedsættelse af det kommunale tilskud. Alligevel valgte man at opretholde et uændret aktivitetsniveau i håb om bedring i 2020. Ikke mindst faldet i virksomhedsarrangementer var årsagen til, at man med ansættelsen af Marianne Jeppesen valgte en helt anden lederprofil end forgængeren i embedet, Pia Stræde Palmelund. Remisens nye leder er mere en sælgertype, og hun lader sig i hvert fald ikke slå ud af den aktuelle modgang.

- Vi får det her op at køre – vi har kæmpe muligheder her. Jo mere jeg er her, jo gladere bliver jeg, siger hun med glød i stemmen.

Hun pointerer samtidig, at den lokale opbakning er af afgørende betydning.

- Remisen er et vigtigt hus for Brande, påpeger hun og opfordrer alle, der har en kærlighed til stedet til at tale rosende om Remisen:

- Vi har brug for et ambassadørkorps – vi klarer det jo ikke uden noget, erkender hun.

En af de ting, hun har sat gang i, er en rebranding af Remisen.

– Vi skal indstille os på en ny virkelighed. Vi skal gøre mere ud af det, vi er gode til og mindre ud af det, vi ikke er så gode til, lyder den simple formel. Remisen vol. II skal snarest muligt præsenteres for kulturhusets støtter i henholdsvis Lokomotivgruppen og erhvervsgruppen ”På skinner”. Begge arrangementer har som alt andet måtte udsættes, men Mariann Jeppesen håber på at kunne gennemføre dem inden sommerferien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce