Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Spark til folk, der ligger ned - hvis de ligger i vejen

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark.

Det er åbenbart lige meget, hvad Kristian Jensen siger, så er det forkert.

Først gik han i Berlingske med synspunktet om, at han ikke ville samarbejde med rød blok - og blev sparket ud som Venstres næstformand. Sidste weekend gik han så i Jyllands-Posten med det modsatte synspunkt om, at nu vil han gerne samarbejde med rød blok alligevel - og blev sparket helt ud af samtlige udvalg og ordførerposter.

Men ligesom Kristen Jensens manglende politiske boldøje i første omgang rev Lars Løkke med i faldet, så betød Jensens fejlvurdering af sin egen rolle i denne uge, at pressens kikkertsigte blev indstillet på Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Her i avisen kaldte vores politiske redaktør, Thomas Funding, for eksempel Ellemanns straf over Jensen for ”en stærk reaktion fra en svag leder” og argumenterede med, at hvis Ellemann havde haft styr på sine tropper og sin partilinje, havde han slet ikke haft brug for at hævde sin autoritet.

Nogenlunde samme resultat nåede Jyllands-Posten frem til i sin leder ”Vild, værre, Venstre - formand savnes”, hvor avisens leder når frem til: ”Forløbet om Kristian Jensens seneste exit viser, at Venstre var og er i dyb krise, og at der skal mere end en snuptags-løsning med at gøre Jakob Ellemann-Jensen til partiformand til at overvinde den”.

Mere forsigtig var Berlingskes hof- og politikredaktør, Thomas Larsen, som et langt stykke ad vejen bakker op om Jakob Ellemanns afstraffelse af den tidligere næstformand i partiet. Men mod slutningen af sin analyse konkluderer Thomas Larsen alligevel: "Aktionen viser også, at Jakob Ellemann-Jensen er presset, og at han selv er klar over, at han må træde i karakter for at genvinde kontrollen over sit parti for at modvirke indtrykket af, at Venstre groft sagt er en rodebutik".

I Politiken går politisk kommentator Kristian Madsen mere friskt til den og konkluderer:"Ellemann skyder sig selv i foden ved at rive hovedet af Kristian Jensen. Det understreger, at han står svagt som leder, at han er nødt til at henrette en af forgængerne i partiet frem for at vise sig som en inspirerende leder, som alle følger. Det kan man ikke gøre mange gange som partiformand".

Der er med andre ord ikke mange af dem, der følger dansk politik, som er imponerede over Jakob Ellemanns beslutning om, at det er i orden at sparke til en mand, der ligger ned - hvis han ligger i vejen. Til gengæld kan man være imponeret over Kristian Jensens evne til at begå den samme fejl flere gange i træk - og hver gang blive overrasket over udfaldet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
HH Elite

HH fik igen succes med syv mod seks

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce