Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Brexit er som røvsparkning for etbenede

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark


Det har været en travl uge for englænderne. Om mindre end 14 dage - 31. oktober - vil den engelske regering være ude af samarbejdet med EU. Det sagde dronning Elizabeth allerede i mandags i sin åbningstale i det britiske parlament.

Talen var selvfølgelig udleveret af Boris Johnson og hans konservative regering og blev bare læst op af den 93-årige majestæt. Men det understreger alligevel, at nu er det alvor. Englænderne vil ikke være med mere.

Det er formentlig de færreste, der kan gennemskue, hvad det i virkeligheden betyder. Men her i redaktørens stol kommer jeg alligevel til at tænke på min afdøde fars ord. Når nogen for alvor overvurderede deres egne evner, sagde han: ”Det er jo ligesom, når et etbenet mand melder sig til en røvsparknings-konkurrence”.

Selv mener Boris Johnson, at det lykkedes at lande en "glimrende aftale" med EU, som han skrev på Twitter i torsdags, selv om det stadig er uklart for de fleste, hvad den går ud på i detaljer. Til gengæld har den seneste uges journalistik her i avisen Danmark vist, at Danmark er klar til brexit. Faktisk er brexit her allerede.

På havnen i Esbjerg har man forberedt sig på lange køer af trailere, der skal fortoldes, når der opstår kø ved den engelske kanal. På toldkontoret er de rykket i større lokaler, og Toldstyrelsen har har ansat 42 ekstra medarbejdere, der skal håndtere konsekvenserne af brexit. Og hos speditionsfirmaet Blue Water Shipping har man etableret et veterinær-kontrolcenter, der skal kontrollere blandt andet fødevarer, der kommer fra England og skal leve op til EU-standarder.

Hos landbruget er man også parat. Her var man ellers bekymret for, hvad man skulle stille op med al den bacon, som vi plejer at sende over til de engelske morgenborde. Men svinepest har åbnet nye markeder i for eksempel Kina, og det betyder, at der er masser af andre steder at komme af med svinekødet. Fiskerne er til gengæld lidt mere nervøse for, hvad der sker med de 40 procent af deres fangst, som de henter i den del af Nordsøen som hører til England.

Om Boris Johnson har mere end ét ben at stå på, når han skal i gang med at sparke liv i væksten i England uden for EU, må tiden vise. Til gengæld kan du, kære læser, få et overblik over, hvad brexit betyder for dig, hvis du lytter til Podcasten Danmark, som ligger på din lokale avis' hjemmeside eller på appen Nyhedskiosken som du har gratis adgang til, når du holder avis. Du kan også høre den lige her:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce