Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Brexit er som røvsparkning for etbenede

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark


Det har været en travl uge for englænderne. Om mindre end 14 dage - 31. oktober - vil den engelske regering være ude af samarbejdet med EU. Det sagde dronning Elizabeth allerede i mandags i sin åbningstale i det britiske parlament.

Talen var selvfølgelig udleveret af Boris Johnson og hans konservative regering og blev bare læst op af den 93-årige majestæt. Men det understreger alligevel, at nu er det alvor. Englænderne vil ikke være med mere.

Det er formentlig de færreste, der kan gennemskue, hvad det i virkeligheden betyder. Men her i redaktørens stol kommer jeg alligevel til at tænke på min afdøde fars ord. Når nogen for alvor overvurderede deres egne evner, sagde han: ”Det er jo ligesom, når et etbenet mand melder sig til en røvsparknings-konkurrence”.

Selv mener Boris Johnson, at det lykkedes at lande en "glimrende aftale" med EU, som han skrev på Twitter i torsdags, selv om det stadig er uklart for de fleste, hvad den går ud på i detaljer. Til gengæld har den seneste uges journalistik her i avisen Danmark vist, at Danmark er klar til brexit. Faktisk er brexit her allerede.

På havnen i Esbjerg har man forberedt sig på lange køer af trailere, der skal fortoldes, når der opstår kø ved den engelske kanal. På toldkontoret er de rykket i større lokaler, og Toldstyrelsen har har ansat 42 ekstra medarbejdere, der skal håndtere konsekvenserne af brexit. Og hos speditionsfirmaet Blue Water Shipping har man etableret et veterinær-kontrolcenter, der skal kontrollere blandt andet fødevarer, der kommer fra England og skal leve op til EU-standarder.

Hos landbruget er man også parat. Her var man ellers bekymret for, hvad man skulle stille op med al den bacon, som vi plejer at sende over til de engelske morgenborde. Men svinepest har åbnet nye markeder i for eksempel Kina, og det betyder, at der er masser af andre steder at komme af med svinekødet. Fiskerne er til gengæld lidt mere nervøse for, hvad der sker med de 40 procent af deres fangst, som de henter i den del af Nordsøen som hører til England.

Om Boris Johnson har mere end ét ben at stå på, når han skal i gang med at sparke liv i væksten i England uden for EU, må tiden vise. Til gengæld kan du, kære læser, få et overblik over, hvad brexit betyder for dig, hvis du lytter til Podcasten Danmark, som ligger på din lokale avis' hjemmeside eller på appen Nyhedskiosken som du har gratis adgang til, når du holder avis. Du kan også høre den lige her:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce