Annonce
Danmark

Rasmus Paludan brokkede sig over 'muslimsk udseende' vagt i retssal: Vagten blev sendt ud

Rasmus Paludan - mødte tirsdag som advokat i en straffesag i Sønderborg. Han følte sig chikaneret af retten. Foto: Claus Thorsted
Leder af det islam-fjendske parti, Stram Kurs, Rasmus Paludan, vil klage til byretspræsidenten ved Retten i Sønderborg, fordi der var sat en "muslimsk udseende" vagt ind i retslokalet før en sag om racisme. Dommer bad dog vagten om at gå ud.

Sønderborg: Den kontroversielle og islam-fjendske partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, kom til Retten i Sønderborg tirsdag eftermiddag, hvor han som forsvarsadvokat skulle repræsentere en sønderjysk mand i en sag om racistiske ytringer på Facebook og i avisers debattråde. Han blev fulgt af flere betjente fra Politiets Efterretnings Tjeneste - PET - som han altid bliver rundt i landet, fordi der er en sikkerhedsrisiko overalt, hvor han turnerer med sin meget kritiske retorik overfor især muslimer. Sådan var det ifølge JydskeVestkysten også denne tirsdag ved Domhuset i Sønderborg.

Han krævede at få lov til at tale med administrationschef Henning Nørager Larsen fra Retten i Sønderborg, fordi en sorthåret vagt med sort fuldskæg var sat ind i retslokalet.

- Det er en chikanøs behandling af min klient og mig, at man sætter en muslimsk udseende vagt ind til denne sag, siger Rasmus Paludan uden for Retten i Sønderborg.

- Du kan vel ikke vide, om han er muslim - der findes for eksempel også arabiske kristne - og vagten er ikke en del af sagens parter eller domsmandsretten?

- Nej, men det sender et signal til domsmændene om, at min klient eller jeg skulle være særligt farlige, når man sætter en vagt med sort hår og et stort sort fuldskæg ind i retslokalet. Hør her, alle, der har fulgt bare en lille smule med, ved, at hvor jeg end er, så er der flere bevæbnede betjente, hvorfor skal der så sidde en muslimsk udseende vagt der. Mon ikke betjentene kan klare det? Siger Rasmus Paludan.

Annonce

Det er en chikanøs behandling af min klient og mig, at man sætter en muslimsk udseende vagt ind til denne sag.

Rasmus Paludan, forsvarsadvokat og partileder i Stram Kurs

Vagten sendt ud

Administrationschef Henning Nørager Larsen mødte op uden for Domhuset og forklarede Rasmus Paludan, at vagten var sat derind af sikkerhedsmæssige årsager.

- Det er for at beskytte vores personale, siger han.

- Men er der her tale om en højrisiko retssag?

- Det vil jeg ikke sige, men hellere safe than sorry, siger Henning Nørager Larsen. Han fortalte Rasmus Paludan, at vagten var dansk statsborger.

- Vi skelner heller ikke i forhold til, hvilken baggrund vores vagter har, siger administrationschefen.

- Jeg vil gerne klage over det her. Hvor klager jeg? Siger Rasmus Paludan.

- Du skal klage til byretspræsidenten (Karen Thegen, red.), men hun er her ikke i dag, siger Henning Nørager Larsen.

Få minutter senere - og cirka fem minutter før retsmødet gik i gang, kom dommer og retsformand Susanne Beier Lorenzen ind i retslokalet og sendte vagten ud. Hun mente ikke, der var behov for en vagt i selve retslokalet. Ude på gangen var der nu tre vagter i Domstolsstyrelsens sorte skjorter, hvor der stort set aldrig er mere end en vagt i strafferetten - selv ved større retssager, der vurderes som højrisiko.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce