Annonce
Danmark

Rasende S-borgmester siger stop over for regeringen: - Jeg gider sgu ikke længere

Den socialdemokratiske Hjørring-borgmester, Arne Boelt, er så træt af regeringens udspil til udligning, at han vil stoppe som borgmester, siger han til avisen Danmark. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) er så skuffet over sit eget partis udspil til en udligningsreform, at han vil trække stikket som borgmester. Nu skal de nok få fred for mig, lyder det fra S-borgmesteren, der ellers ser ud til at vinde 15,6 millioner kroner på udspillet.

Udligning: Socialdemokratiet mister en af sine egne borgmestre, hvis det får held til at få gennemført sit udspil til en udligningsreform. Udspillet er nemlig så stor en skuffelse for Hjørring-borgmester Arne Boelt (S), at han har tænkt sig at stoppe som borgmester. Det fortæller han til avisen Danmark. Han er en af 17 borgmestre, der i en rundspørge fortæller, at hans motivation for at skabe en positiv forandring i sin kommune er faldet på grund af udspillet.

- Det kommer til at betyde, at der kommer til at skulle vælges nogle andre, for det nytter jo ikke noget at have sådan nogle siddende, der er motivationsløse, siger borgmesteren, der mildest talt er utilfreds med, at hans kommune "kun" ser ud til at vinde 15.6 millioner kroner på udspillet.

- Det her med velfærd først, det er italesat på en måde, at nu skal nærheden tilbage i velfærden, og når jeg nu kommer til at stå i den situation, at jeg skal ud igen og spare rigtig mange penge, så kan jeg simpelthen ikke finde motivation for at forklare, hvorfor jeg gør det, siger han til Avisen Danmark.

- Hvad skal jeg sige? Hvad satan skal jeg sige? Jeg kan jo godt sige, at det er fordi, jeg ikke har pengene til det, men så vil folk sige: Du kan da høre dine politikere på borgen, de siger noget andet, så du kan da bare lade være. Folk vil ikke acceptere, når jeg siger, at jeg ikke har pengene til det, siger den nordjyske borgmester.

Annonce

Modløs

Han er især utilfreds med, at regeringen ifølge ham har opbygget forventninger, som borgmestrene ikke kan indfri i kommunerne.

- Jeg begynder jo at være ramt af modløshed, fordi der bliver talt nogle forventninger op på Christiansborg, der gør, at mine borgere ikke vil høre på mine argumenter.

Men er I om ikke andet motiveret for selv nu at gøre noget? Selv at arbejde jer ud af problemerne?

- Vi har investeret rigtig mange penge i at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde, så vi har sådan set gjort alt det, man skulle, men alligevel bliver vi snydt bagefter. Hvis vi nu havde ladet stå til, så kunne det jo være, at vi havde fået flere penge, siger Arne Boelt.

Gider ikke mere

Arne Boelt har været en af de mest markante kritikere af udligningssystemet. Det er blandt andet ham, der har samlet i alt 19 borgmestre, som ville sagsøge staten for fejl i udligningssystemet. Han tror ikke, at han kan forklare borgerne, at kommunen modtager mindre fra reformen, end han forventede, og at der ifølge ham nu er nødt til at blive skåret på velfærden i kommunen.

Så du er bange for at miste din post?

- Nej, for jeg stopper, så det er jeg jo ikke.

- Du stopper?

- Ja, det gør jeg da, jeg gider sgu da ikke det her længere. Så de skal nok få fred for mig, men at man kan stå på mål for sådan noget her, det fatter jeg simpelthen ikke. Når jeg står ude i forsamlingshuset, hvad tror du så, borgerne siger til mig? De siger, vi gider fandeme ikke høre på dine tal og din økonomi, det gør de ikke. De gider ikke høre på det.

- Jeg kan jo godt prøve at sige til borgerne, at vi bygger et helt nyt plejecenter, og der kommer flere sygeplejersker, og vi tror på, at vi hæve kvaliteten, men det er ikke det, det handler om i Tornby, det handler om, at de mister deres lokale plejecenter, og Astrid Krag har lovet dem, at de kan beholde det.

- Du vil have flere penge, men hvad med de borgmestre, der skal aflevere? Kan du forstå, at de mister motivation, hvis du skal have deres penge?

- Når man skal aflevere så mange penge og Fanden og hans pumpestok, kan jeg da sagtens se, at man i sin lille bitte andedam tænker: "Prøv og tænk, hvad jeg kunne få bygget op, jeg kunne jo bygge paladser, jeg kunne bygge en mur ligesom Trump rundt om min kommune". Men det er bare ikke den samfundsmodel, jeg tror på.

Overraskende

Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets finansordfører, afviser, at regeringen har lovet mere, end den har leveret på udligningsområdet. Derudover tvivler han på, at Arne Boelt gør alvor af sin melding om, at udligningsudspillet kan få borgmesteren til at stoppe i politik.

- Nu er Arne Boelt kendt for måske engang imellem at sige tingene lidt bombastisk. Om han gør sig tanker om sin politiske fremtid, det er en lokal afgørelse. Han modtager 15,6 millioner kroner, han får som direkte konsekvens af vores udspil, så derfor synes jeg måske også, at det er overraskende, at han ligefrem vil stoppe i politik på grund af den her reform, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce