Annonce
Brande

Rare kroner landede midt i skolegården

De seje mooncars er ekstremt populære og kan lokke eleverne udenfor selv på en regnfuld og kold novemberdag. Foto: Lars Juul
Gludsted - Trods den iskolde november-regn var der liv og glade dage i skolegården på Gludsted Frikole i går. Det var nemlig tid for en lille ceremoni, der havde noget at gøre med skolens nye trafik-skolegård.

Et beløb på nøjagtigt 46.776 kroner landede på skolens konto. Det er penge, der betaler for de 12 nye trehjulede choppercykler og mooncars, som Gludsted-børnene er helt vilde med.

To repræsentanter fra Aros Forsikring og Classic Race Aarhus Donation, salgschef Christian Sauer Mortensen og assurandør Jesper Brinkmann, havde pengene med til skolens bestyrelse og ledelse. Beløbet blev så at sige "givet på bagskud", da de populære køretøjer allerede er indkøbt.

Men det er også sådan, fonden arbejder, forklarede Christian Sauer Mortensen.

- Vi giver pengene, når projektet er gennemført. Det er lidt atypisk, sagde han.

Classic Race Aarhus og fondens hovedsponsor Aros Forsikring donerer penge til aktiviteter og projekter, der øger trafiksikkerheden for børn og unge. Det er netop et af formålene med trafikskolegården på Gludsted Friskole, og derfor havde skolen søgt om fondspenge.
Skolegården i Gludsted har sit eget trafiklys. Her er det viceskoleleder Lone Nørgaard og assurandør Jesper Brinkmann fra Aros Forsikring, der trykker på næven under besøget i går. Foto: Lars Juul
Hele skolegården er forvandlet til små veje, fodgængerovergange og rundkørsler, og der er endda et rigtigt trafiklys - det eneste af slagsen i Gludsted. Det betyder, at når skole-elever i Gludsted leger i skolegården - og de gør de meget ofte - så får de samtidig leget færdselsregler ind i hovederne.

Gæsterne fra Aarhus var behørigt imponerede over skolegården, der stod færdig i juni. Et projekt, som frivillige fra friskolen selv har været med til at bygge.

Lidt anderledes

Med det hele har trafikskolegården kostet 720.000 kroner. Det omfatter også en række forskellige legeredskaber.

Gludsted Friskoles bestyrelsesformand, Uffe Henneberg, kan ikke skjule sin stolthed over det vellykkede projekt. Men han gør det stilfærdigt:

- Vi er jo lidt anderledes end så mange andre steder, siger han beskedent.

Skolegården fungerer efter hensigten, selv om Uffe Henneberg understreger, at der skal holdes en vis disciplin, og at man skal holde øje med, at de store elever ikke kører for vildt!

Da de trehjulede børne-køretøjer er betalt af en fond med tilknytning til Classic Race, hvor veteranbiler dyster, kunne friskolens pedel Bernt Pedersen ikke dy sig for at ytre et fromt ønske - nemlig at man på et tidspunkt får en mooncar formet som veteranbil.-

- Jeg har set, at man kan få sådan nogle. De er meget buttede, lød det muntert fra pedellen, der netop selv er veteranbil-fan og samler på gamle Triumph'er.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce