Annonce
Danmark

Ramt af ekstremt sjælden flåt-sygdom: Frygtet virus satte Pernille ud af spillet i et halvt år

Et år har det taget for Pernille Pedersen at komme sig helt over infektionen med TBE-virus. Og hun slipper sandsynligvis for varige mén. Foto: Bent Warncke
En hyggelig tur i Pipstornskoven ved Faaborg fik i efteråret 2018 alvorlige følger for 40-årige Pernille Pedersen fra Faaborg. En flåt smittede hende med den frygtede men sjældne TBE-virus, og hun fik hjernehindebetændelse.

Faaborg: Det startede bare som en influenza i en uges tid i oktober 2018. 40-årige Pernille Pedersen blev ramt, som så mange andre danskere bliver det hvert eneste år, og i første omgang tænkte hun ikke videre over det.

- Det kom lidt bag på mig, for jeg har ikke været syg siden 9. klasse, så det var meget nyt for mig at være syg på den måde, fortæller Pernille Pedersen til Fyens Stiftstidende.

Men den statistik blev der så lavet godt og grundigt om på i den følgende tid.

Efter hun havde følt sig nogenlunde rask i et par uger efter influenzaen, begyndte nemlig et sygdomsforløb, hun nok aldrig kommer til at glemme.

- Det startede med, at jeg fik en knaldende hovedpine, som jeg aldrig har prøvet det før. Og så var jeg bare pludselig så træt så træt, fortæller hun.

Pernille Pedersen blev indlagt et par gange, og relativt hurtigt fik lægerne pejlet sig ind på, hvad hun fejlede. Hun havde fået en hjernehindebetændelse - også kaldet meningitis - som lægerne behandlingsmæssigt ikke kan gøre ret meget ved.

- Det gav sådan nogle jag i hovedet, hvor jeg nærmest lå og skreg på at få noget, der kunne lindre, så jeg kunne falde i søvn igen, fortæller hun.

Men der var intet, der kunne lindre - kun tålmodig venten på at det gik over igen.

Annonce

Første TBE-tilfælde på Fyn

Pernille Pedersen fik den tvivlsomme ære at blive det første registrerede tilfælde af flåtoverført TBE-virus på Fyn.

Der bliver årligt registreret 2-4 tilfælde af TBE på Bornholm. I blodprøver fra bornholmske skovarbejdere har man påvist antistoffer mod TBE-virus hos 20 procent. Disse skovarbejdere er altså på et tidspunkt blevet smittet, men mange af dem har ingen erindring om at have været syge.

TBE er også påvist i flåter i Nordsjælland, i skoven Tokkekøb Hegn, i 2009 og 2011. Samme sted blev der konstateret to tilfælde af TBE i hhv. 2009 og 2008, og i 2019 var der et tilfælde nær Vinderød skov i Halsnæs.

Cirka hver fjerde af TBE-smittede får klinisk sygdom ("sommerinfluenza"), og cirka hver fjerde af dem udvikler sig til hjernebetændelse.

Omkring 30 procent af indlagte TBE-patienter kan få årelange følgevirkninger såsom lammelser af arm, neuropsykiatriske forandringer eller indlæringsvanskeligheder.

I seng med hønsene

Med stor hjælp fra sin mor, klarede Pernille Pedersen sig igennem de følgende måneder, hvor hun tilbragte en stor del af tiden på langs i sengen. Frem til nytår for et år siden var hun arbejdsmæssigt stort set sat ud af spillet. Pernille Pedersen arbejder som freelancejournalist og med nød og næppe klarede hun at levere de aftalte artikler til Det Rigtige Faaborgs månedsmagasin.

Hen over årsskiftet 2018/19 fik hun det gradvist bedre - smerterne aftog, men den ellers så aktive Pernille var stadigvæk helt urimeligt træt.

- Som regel gik jeg i seng, lige efter at børnene (der var 3 og 10 år, red.) var puttede. Nogle dage måtte jeg supplere med en middagslur for at klare mig igennem dagen, fortæller hun.

Først i marts 2019 fik hun endelig svaret på, hvad det var, hun var blevet ramt af. Hendes blodprøve havde været omkring et laboratorium i Wien, og meldingen herfra var, at det var den frygtede TBE-virus, der havde inficeret hendes blod. TBE-virus overføres typisk af flåter og kan i sjældne tilfælde også optræde i forbindelse med indtag af mælkeprodukter, der ikke er pasteuriserede.

- Og jeg havde jo været i Pipstornskoven i efteråret 2018 - men jeg havde ingen flåter med hjem, så vidt jeg ved. Faktisk har jeg aldrig set en flåt, fortæller hun.

Men der var altså en flåt, der havde set hende, og den var bærer af den frygtede TBE-virus, som kan give hjernehindebetændelse med store komplikationer.

Var det ikke skræmmende at gå et halvt år uden at vide, hvad du fejlede?

- Altså jeg vidste jo, at det var hjernehindebetændelse, men da jeg lå der og havde ondt, havde jeg slet ikke tid til at bekymre mig om, hvad det kunne være. Der var ikke kapacitet til at tænke nogle katastrofetanker, fortæller hun.

Lægerne har styr på det

Alt i alt har det taget næsten et år at komme helt ovenpå igen. Det er faktisk først i de seneste par måneder, at hun har følt sig fuldstændig rask igen, og hun er tilsyneladende sluppet uden varige mén.

Der findes en vaccine imod TBE-virus, og i vores nabolande Sverige og Tyskland, hvor TBE-bærende flåter er langt mere udbredte, bliver mange vaccineret.

Men vi kommer ikke til at se Pernille Pedersen på barrikaderne for at få TBE-vaccinen med i børnevaccinationsprogrammet herhjemme.

- Nej, jeg er ikke sådan en, der ser katastrofer alle vegne. Risikoen for at få den i Danmark er stadig så forsvindende lille. Men hvis myndighederne på et tidspunkt kommer med nogle anbefalinger, følger jeg helt sikkert dem, siger hun.

Får oplevelsen dig til at overveje, hvordan dine børn skal klædes på, når I skal i skoven?

- Nej, og vi har også været i Pipstornskoven og gå tur, efter det her skete - faktisk vil jeg gerne mane til lidt besindighed. Måske er det min sundhedsfaglige baggrund (fysioterapeut, red.), der gør, at jeg nok er temmelig rationel omkring det her. For mig personligt og til dels også for mine børn har det været voldsomt, men det sker jo så sjældent, siger hun.

Tilbage står, at det har været en betryggende oplevelse at møde det danske sundhedssystem, fortæller hun.

- Jeg har mødt et behandlersystem, der virkelig har styr på det, og som gør deres yderste for at kortlægge det her, fastslår Pernille Pedersen.

Blå bog

Pernille Pedersen (40) er udannet fysioterapeut og journalist.

Hun arbejder som lægesekretær 6-8 timer om ugen hos lægerne i Holkegade.

10 timer om ugen er hun projektmedarbejder i Huset på Færgevej.

Derudover er hun freelancejournalist hos Det Rigtige Faaborg.

Hun har børnene Sabine på næsten 12 år og August på 4 år og er kæreste med Augusts far Lars.

I sig selv er den lille blodsuger ikke farlig, men skovflåten kan overføre Borrelia-bakterien eller hjernebetændelsen TBE til mennesker.
Pernille tager ingen særlige forholdsregler overfor flåter, hvis hun skal på skovtur i dag. Risikoen for en infektion er stadig så lille i Danmark, siger hun.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce