Annonce
Østjylland

Radikal kandidat havde droppet politik - nu sender Østergaards krænkelsessager ham i Folketinget

Henrik Vinther Olesen havde ellers afskrevet sine politiske ambitioner, efter at han ved folketingsvalget i 2019 ikke fik stemmer nok til at blive valgt for Radikale Venstre i Østjyllands Storkreds. Nu havner han alligevel - som 2. suppleant - i Folketinget efter Morten Østergaards sygemelding. Foto: Kim Haugaard
Radikal Aarhus-formand vil ikke tage stilling til Morten Østergaards politiske fremtid endnu. Imens må partiet kalde 2. suppleanten ind som erstatning for den sygemeldte ex-formand i Folketinget.

AARHUS: Med Morten Østergaards sygemelding i kølvandet på de krænkelses-sager, der for tiden martrer Radikale Venstre, skal ex-partiformandens 1. suppleant ind og vikariere for ham i Folketinget.

Morten Østergaard er valgt i Østjyllands Storkreds. 1. suppleanten her er Susan Kronborg, 52-årig jurist i Skattestyrelsen og bosiddende i Skanderborg.

Hun har længe vidst, at der ventede hende en vikar-tjans i Folketinget. Et andet af partiets østjyske folketingsmedlemmer, Anne Sophie Callesen, skal nemlig på barselsorlov fra midten af november og frem til 5. juni næste år.

Annonce

Barsels- eller syge-vikar

Med Morten Østergaards sygemelding er der akut brug for at indkalde en suppleant, så nu ved Susan Kronborg ikke, om hun skal debutere på Christiansborg allerede på mandag og overlade barselsvikariatet til 2. suppleanten.

Susal Kronborg er Radikale Venstres 1. suppleant til Folketinget i Østjylland. Hun skulle efter planen være barselsvikar i Folketinget for Anne Sophie Callesen fra 15. november. Nu ved hun ikke, om hun i stedet skal starte på Christiansborg på mandag - som suppleant for ex-partiformand Morten Østergaard. Foto: Søren E. Alwan

- Jeg har ikke fået noget at vide om det endnu, så jeg aner ingenting. Det er en lidt svær situation at planlægge efter, men heldigvis har jeg en meget forstående arbejdsgiver, siger Susan Kronborg.

Situationen bliver ikke nemmere af, at mens barselsvikariatet et tidsbestemt, så er Morten Østergaards sygemelding det ikke – og vikariatet kan ende med at blive for resten af valgperioden, hvis Morten Østergaard som konsekvens af krænkelses-sagerne vælger helt at trække sig fra Folketinget.

Radikale stemmer

Her er de fem radikale kandidater, der fik flest personlige stemmer i Østjyllands Storkreds ved folketingsvalget 5. juni 2019. Med 9,9 procent af stemmerne i storkredsen udløste det tre mandater. I de fire Aarhus-kredse klarede partiet sig ekstra godt og høstede mellem 12,3 og 15,5 procent af stemmerne.

Morten Østergaard 17.781 stemmer og valgt.

Katrine Robsøe 3.430 stemmer og valgt.

Anne Sophie Callesen 1.926 stemmer og valgt.

Susan Kronborg 1.522 stemmer og 1. suppleant.

Henrik Vinther Olesen 1.414 stemmer og 2. suppleant.

Østergaards fremtid i Radikale Venstre er fortsat uafklaret.

- Morten Østergaards fremtid forholder vi os til sammen med Morten, når han er tilbage fra sin sygemelding, skriver partiets formand i Aarhus, Klaus Bach Trads, i en sms til avisen.

Annonce

Ude af politik - inde i Folketinget

Under alle omstændigheder er også 2. suppleanten, Henrik Vinther Olesen, nu begyndt at forberede sig på, at arbejdspladsen i en kortere eller længere periode bliver Folketinget.

- Jeg holder mig klar og afventer at få nærmere besked, lyder det fra 2.- suppleanten, der til daglig er kommunikationschef i Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Og han fortsætter:

- Der er en masse formalia, der skal på plads, og i sidste ende skal Folketinget stemme om, hvorvidt der skal indkaldes en suppleant.

Henrik Vinther Olesen var for første gang Folketingskandidat for Radikale Venstre ved valget i 2019. Og det blev også sidste gang. Stemmeoptællingen viste, at hans 1.414 personlige stemmer ikke rakte til et af de tre mandater, partiet sikrede sig i Østjyllands Storkreds, og Henrik Vinther Olesen bekendtgjorde derefter, at han tonede sine politiske ambitioner ned og ikke ville genopstille som Folketingskandidat.

Nu ender han så alligevel i Folketinget.

Annonce

Opbakning til krænket politiker

Partiets tredje østjyske folketingsmedlem er i øvrigt Katrine Robsøe, der mandag, efter at et medie var kommet på sporet af det, stod frem som en af de kvinder, der har følt sig seksuelt krænket af ex-partiformanden i forbindelse med en fest.

Katrine Robsøe omgivet af venner fra Radikal Ungdom i Aarhus, da det stod klart, at hun ved valget i juni 2019 havde sikret sig det ene af Radikale Venstres tre mandater i Østjylland. Mandag stod Katrine Robsøe frem og fortalte, at hun er en af de kvinder, der har følt sig sexuelt krænket af den nu tidligere partiformand, Morten Østergaard. Foto: Axel Schütt

- Vi er kede af, at Katrine Robsøe på grund af pressens opmærksomhed har følt sig tvunget til at dele noget, hun ikke har lyst til at dele. En vigtig del af, at vi alle kan håndtere sexisme er, at der er tillid til, at det håndteres i den lukkede kreds, man selv synes. Alle bør have ret til selv at bestemme, om ens historie er offentlig, siger Klaus Bach Trads og fortsætter:

Morten Østergaard trak sig som politisk leder for De Radikale 7. oktober og er siden sygemeldt fra Folketinget i kølvandet på sagerne om sexkrænkelser. Endnu er det ikke klart, hvem der skal ind i Folketinget som suppleant for Østergaard, der er valgt i Østjylland. Foto: Ritzau Scanpix

- Jeg bakker fuldt op om Katrine Robsøe, som er et dygtigt og vellidt folketingsmedlem fra Aarhus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Annonce