Annonce
Udland

Røde Kors-læge efter ebola-spredning: Myndigheder mangler viden

Stringer/Reuters
Lokale sundhedsklinikker har brug for viden om håndtering af ebolaudbrud, fortæller dansk læge.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, har ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) nu spredt sig over landegrænsen til Uganda.

WHO bekræftede således onsdag, efter at en femårig dreng døde af virusset, og at to andre personer er konstateret ramt af den farlige sygdom.

De to personer, der er ramt af virusset, er i familie med den døde dreng.

Røde Kors beskriver hjælpen i forbindelse med ebolaudbruddet som massivt underfinansieret, hvor simple materialer som kitler og handsker kan være et problem at skaffe penge til.

Thomas Ingemann, der er en dansk læge i Røde Kors, befinder sig i den østlige del af DRCongo, som er et udsat område for spredning af sygdommen.

Han har været i byen Goma i seks uger, hvor han hjælper med at træne sundhedspersonale i at tage sig af borgere med symptomer på ebola.

På nuværende tidspunkt er der ikke tilfælde af ebolaudbrud i Goma. Thomas Ingemann beretter dog, at sundhedspersonalet i området mangler viden og træning til håndtering af sygdommen.

- Man har tydeligt kunne mærke, at økonomien har manglet. Det har gjort, at man ikke har kunne udføre nogle ting, som egentlig var tiltænkt ude i de byer, hvor der er ebolaudbrud, siger han.

- Man har ikke kunne uddanne sundhedspersonalet til at forberede sig på ebolaudbrud og til at håndtere det, hvis der skulle komme ebolapatienter. Det er noget af det mest væsentlige, siger han.

Indtil videre er over 60 millioner mennesker blevet screenet for virusset.

Selv om katastrofearbejdet er dårligt finansieret, har myndighederne ifølge Thomas Ingemann været forberedt på risikoen for spredningen af ebolaudbruddet.

- Ved grænseovergangene omkring Goma - i Rwanda, Burundi og Uganda er der opsat kontrolposter, hvor befolkningen bliver screenet.

- Beredskabet har virket, og samarbejdet mellem Uganda og DRCongo har været rigtigt godt, siger Thomas Ingemann.

Ifølge myndighederne i Uganda havde en kvinde fra DRCongo, men som er gift med en ugander, besøgt DRCongo med sin søn og fire andre familiemedlemmer.

Hun rejste til hjemlandet for tage sig af sin far, som senere døde af ebola.

Familien er nu i isolation. Derudover er otte personer, som har været i kontakt med familien, blevet sporet og vil blive isoleret.

I DRCongo er der på nuværende tidspunkt registreret over 2000 tilfælde af den ekstremt farlige og ekstremt smitsomme sygdom. Over 1300 er døde af sygdommen i landet.

I starten af maj oplyste DRCongos sundhedsministerium, at antallet af døde på grund af ebola var på 1008.

Ebolaudbruddet tog fart i august sidste år.

Ifølge sundhed.dk bliver man smittet med Ebola-virussen ved tæt kontakt med syge menneskers kropsvæsker og sekreter som blod, sved, opkast eller sæd.

Mennesker er ikke naturlige bærere af ebola. Sygdommen kommer som regel i epidemier og har en høj dødelighed på op til 90 procent.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce