Annonce
Ikast-Brande

Røde Kors hjælper i julen

Inge Kristensen fra Røde Kors’ lokalafdeling i Brande ses her sammen med varehuschef Anders Kristensen foran Kvicklys bagerafdeling. Foto: Mikael Lund
Røde Kors i Brande gør klar til at yde julehjælp til lokale familier.

Brande: Julen er for langt de fleste en dejlig tid, men også en dyr tid – ikke mindst i de familier, som af forskellige årsager har det svært økonomisk. Et af de steder, der er hjælp at hente, er hos den lokale afdeling af Røde Kors i Brande. Inge Kristensen, som tidligere på året gav stafetten som lokalafdelingsformand videre til Rie Mortensen, koordinerer fortsat julehjælpen, som sidste år gjorde glæde hos knap 50 lokale familier.

Uden en lang række gode samarbejdspartnere var det imidlertid slet ikke muligt at give så mange en tiltrængt håndsrækning, forklarer Inge Kristensen. På landsplan forventer Røde Kors i år at hjælpe cirka 12.000 trængte familier, og Inge Kristensen har lagt billet ind på 55 af dem. Konkret består julehjælpen af et gavekort på 800 kroner til en af Coops butikker, dog ikke Fakta og Irma. Det er tredje år i træk, Coop og Røde Kors samarbejder om julehjælpen.

Lokalt betyder det, at godt et halvt hundrede familier kan gå på juleindkøb i Kvickly med et gavekort, som de kan købe hvad de vil for, selvom det primært er beregnet til madvarer. Tidligere fik de udleveret en færdigpakket kurv, men gavekortløsningen giver modtagerne større værdighed, oplever Inge Kristensen.

Modtagerne bliver udvalgt i samarbejde med ASF Dansk Folkehjælp og Ikast-Brande Kommunes familieafdeling, og gavekortene bliver uddelt ved en lille sammenkomst i Røde Kors’ lokaler på Revlingevej i Brande 18. december. Her sørger Kvickly også for, at der er æbleskiver og en kop kaffe plus en mandelgave til at tage med hjem i form af en æske chokolade. Desuden bliver 20 udvalgte familier tilbudt at afhente forskellige former for ferskvarer ved lukketid 23. december, både frugt og grønt, brød og mejerivarer – på den måde bekæmper man madspild samtidig med, at nogen af dem, der trænger mest, får lidt ekstra til juledagene.

- Vi vil gerne bakke op, hvor det giver mening og være med til at gøre en forskel, forklarer Kvickly Brandes varehuschef, Anders Kristensen, men derudover er det er ham meget magtpåliggende at understrege, at al æren for julehjælpen skal tilskrives Røde Kors.

Annonce

Julegaver til børnene

Udover Kvickly samarbejder Røde Kors i Brande også med blandt andre Lions og Soroptimisterne, som sammen med en større donation fra et dødsbo var med til at sikre, at præcis 100 børn under 18 år i økonomisk trængte familier sidste år fik en flot julegave i form af et gavekort til indkøb i en valgfri butik. Også den uddeling gentages i år, og Inge Kristensen er da heller ikke bleg for at indrømme, at det blandt andet er via julehjælpen, organisationen kommer i kontakt med nye brugere. Det være sig til aktiviteten ”Ta’ et pusterum”, som er opfundet i Brande og siden eksporteret til resten af Danmark, nu med navnet ”Familienetværk”, men Røde Kors sender også børn på sommerlejr, hele familier på ferieophold og giver desuden tilskud til fritidsaktiviteter i form af betaling af foreningskontingent og et kontant tilskud til voksenfest (konfirmation).

Lige nu handler det imidlertid om at få fordelt julehjælpen til dem, der har størst behov, og man kan stadig nå at søge: Fristen løber indtil 8. december. Ansøgningsskemaet kan afhentes i genbrugsbutikken i Kirkegade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce