Annonce
Horsens

Rådhus-bagvej har været en dyr affære for Ribersgade-butikker

Den nye gade, der blev anlagt sidste år, er opkaldt efter Hans Olufsen Riber, der var borgmester i Horsens fra 1586 til 1611. Arkivfoto
Byggeriet af den nye vej, Ribersgade, bag Rådhuset, har haft hårde konsekvenser for flere forretninger på Ove Jensens Allé. Manglende trafik og et vejnavn, der ikke fandtes digitalt, har betydet svigtende kundetilstrømning.

Horsens: 2018 stod på ualmindelig meget spektakel for de forretningsdrivende i området bag Horsens Rådhus, hvor den nye Ribersgade er blevet anlagt. Den forbinder nu det, der før var den nordlige del af Ove Jensens Allé, og Niels Gyldings Gade.

Omlægningen, der på sigt gerne skal resultere i mere liv i området bag rådhuset, har foreløbig haft en høj pris for gadens butiksindehavere. Vejarbejdet satte nemlig en prop i trafikken - og dermed i tilstrømningen af de kørende kunder.

Noget, som har trukket dybe spor på bundlinjen.

- Sidste års regnskab lå vel 50 procent under det forventede, for kunderne kunne simpelthen ikke komme ind. Da jeg rykkede ind i foråret, havde mægleren fortalt mig, at arbejdet kun ville stå på i 10 dage. Det blev fire måneder i stedet, fortæller Pia Fischer, indehaver af Rotpunkt, der rykkede ind på hjørnet af Ove Jensens Allé og Løvenørnsgade få uger, inden vejarbejdet startede.

Ribersgade blev åbnet for trafik 30. september 2018, efter trafikken havde ligget stille i tre måneder længere, end Horsens Kommune på forhånd havde meldt ud. Fra flere butiksindehavere lyder kritikken, at kommunikationen har været mangelfuld.

- Jeg synes næsten, vi har gjort ekstra meget ud af kommunikationen på Ribersgade-projektet sammenlignet med, hvad vi plejer på anlægsprojekter. Informationerne har i hvert fald været på vores egne kanaler, siger Allan Lyng Hansen, der er afdelingsleder hos affald og trafik i Horsens Kommune.

Vejomlægningen har ført til, at de fem-seks gratis parkeringspladser langs Ove Jensens Allé er blevet inddraget til cykelsti.

- Eftervirkningerne mærker jeg stadig, og kundetilstrømningen skal da udbygges, for at det bliver en rentabel forretning. Men vi er stadig en ny butik, og folk skal nok lige vænne sig til at kunne køre ad Ribersgade, siger Pia Fischer og fortæller, at det foreløbig ser bedre ud for butikkens 2019-regnskab.

Annonce
Der kom jo ikke et øje, mens det stod på. Jeg var heldig, hvis jeg havde én kunde om dagen - og så har man ikke råd til at betale sådan en husleje.

Susanne Nielsen, Chika Beauty

Fandtes ikke på GPS

Flere forretninger kan berette, at kundetilstrømningen først akkurat er ved at vende igen, og flere Ribersgade-kunder har ifølge butiksindehaverne noteret sig, at den nye gade længe ikke kunne findes i gps-systemer.

- I lang tid kunne man slet ikke slå Ribersgade op. Jeg ved ikke, om navnet ikke er blevet indberettet i tide, men på en gade, hvor de forretningsdrivende ernærer sig af kunder i bil, synes jeg, det er ret ringe, siger Susanne Nielsen, indehaver af Chika Beauty.

Et ansvar, der ligger et helt andet sted end hos Horsens Kommune, fortæller Allan Lyng Hansen.

- Så snart byrådet træffer beslutningen om at ændre gadenavnet, bliver det meldt ind til de centrale registre. Derfra er det kortudbyderen - gps-systemerne - der skal ajourføre og opdatere systemerne, siger han.

Chika Beauty var formentlig dén butik, der blev hårdest ramt af vejarbejdet. Efter mindre end et år på adressen måtte Susanne Nielsen opsige lejemålet og flytte sin kosmetolog-klinik til Allégade. Kunderne forduftede, mens gaden midlertidigt havde status som "spøgelsesvej", og Susanne Nielsen anslår, at hendes forretning sidste år lå 15-20.000 kroner under det budgetterede om måneden.

- Der kom jo ikke et øje, mens det stod på. Jeg var heldig, hvis jeg havde én kunde om dagen - og så har man ikke råd til at betale sådan en husleje, siger hun.

Betina Karlsen, der er forretningsbestyrer hos Nordsjö Idé og Design, minder om, at vejomlægningen kan vise sig som en fordel på den lange bane.

- Situationen har været lidt dobbelt, for i sidste ende kan det vise sig som en bonus for os, når de sidste lejemål bliver afsat, og der bliver mere gående trafik i retning af Søndergade. Vi kommer til at ligge lige i smørhullet, når det hele står færdigt, så vi må prøve at holde skindet på næsen indtil da, siger hun.

Rundt om Ribersgade

Ribersgade strækker sig fra Løvenørnsgade, bag om rådhuset og hæfter på Jens Chr. Juliussens Vej, hvor der er oprettet en lysregulering.

Rundkørslen, der tidligere forbandt Ove Jensens Allé, Niels Gyldings Gade og Holmboes Allé, er blevet fjernet og erstattet af en lysregulering.

Ribersagde skulle efter den oprindelige tidsplan være åbnet i slutningen af juli 2018, men blev forsinket i tre måneder - blandt andet på grund af omlægninger af højspændingsledninger og lyslederkabler, der tog længere tid end forventet.

Ribersgade strækker sig fra den nordlige ende af Ove Jensens Allé og Jens Chr. Juliussens Vej. I forbindelse med anlæggelsen var trafikken i flere måneder lukket i begge ender. Kort: Horsens Kommune
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce