Annonce
Navne

Professor fra Odder er kommet med i Det Etiske Råd

Berit Andersen tiltrådte 1. januar som medlem af Det Etiske Råd. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Odder: Professor og ledende overlæge ved Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers Berit Andersen, Odder, er beskikket af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke som et af de ni nye medlemmer af Det Etiske Råd.

- Jeg er utrolig glad for opgaven og glæder mig meget til at stille mig til rådighed og bidrage med min viden og erfaring. Det er en vigtig mission at kunne klæde politikere på med indsigt og viden, så de kan træffe beslutninger på bedst muligt grundlag, og samtidig at kunne brede de etiske debatter ud i offentligheden, siger Berit Andersen i en pressemeddelelse.

Hun blev uddannet speciallæge i samfundsmedicin i 2008, og hun har arbejdet med kræftscreening, screening generelt og infektionsepidemiologi siden 2002, da hun færdiggjorde sin ph.d. om screening for klamydia.

Hendes forskningskarriere tæller en lang række videnskabelige publikationer, internationale videnskabelige foredrag, ph.d.-vejledning og undervisning i kræftscreening for medicinstuderende ved Aarhus Universitet.

Berit Andersen står i spidsen for Afdeling for Folkeundersøgelser, Regionshospitalet Randers, og er desuden professor i screeningsadfærd og organisering af screeningsprogrammer ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, som beskikkes af Sundheds- og Ældreministeren for en tre-årig periode. Formand for Det Etiske Råd er fortsat Anne-Marie Axø Gerdes, som er klinikchef på Rigshospitalets Klinisk Genetiske Klinik og professor i arvelige kræftsygdomme ved Københavns Universitet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce