Annonce
Horsens

Producent vil sælge tv-serie fra Horsens til udlandet

Instruktør Morten Urup har tidligere arbejdet sammen med flere af skuespillerne på holdet i Horsens. Nogle af dem var også med, da han instruerede serien "Hedensted High" i 2015. Foto: Søren E. Alwan
Jesper Jørgensen fra Wasabi Film ser store muligheder i det komiske Counter-Strike-eventyr "GG Horsens". - Vi har vundet rumkapløbet om at lave en e-sport-serie, mener filmmanden.

Horsens: Kamera klar..., stille på set...

Replikken har lydt igen og igen de seneste dage på Fængslet i Horsens.

Det aarhusianske produktionsselskab Wasabi Film er rykket ind i fængslets gamle snedkeri for at klare optagelserne af nogle af de vigtigste scener i den kommende tv-serie "GG Horsens". Et komisk gamer-eventyr med en stribe kendte skuespillere, som skal vises på regionale tv-kanaler senere i år.

Omdrejningspunktet er computerspillet Counter-Strike og byen Horsens, hvor e-sport-holdet GG Horsens hører hjemme. Geografien er på plads, men serien kan også blive begyndelsen på et internationalt eventyr for det lille aarhusianske produktionsselskab.

Det håber og vurderer producent Jesper Jørgensen, som har et skuespillercast, der blandt andre tæller navne som Julie Zangenberg, Sofie Stougaard, Carsten Bang, Jonas Schmidt og Lars Bom. Kendte youtubere som Morten Münster, Albert Dyrlund og Casper Harding er også ombord. Og så har Wasabi Film ikke mindst fået tommel op fra Counter-Strikes amerikanske udviklere Valve Corporation til at lade spillet spille med i handlingen.

- Når vi er færdige her i Horsens, skal jeg have serien med over til nogle producerkontakter i Los Angeles. Vi vil prøve at se, om vi kan sælge formatet derovre, siger Jesper Jørgensen i en pause fra dagens optagelser.

Han har fået replikken "interessant" tilbage på de første følere i USA, siger han.

Annonce

Når vi er færdige her i Horsens, skal jeg have serien med over til nogle producerkontakter i Los Angeles. Vi vil prøve at se, om vi kan sælge formatet derovre.

Jesper Jørgensen, producent Wasabi Film

Øjne vendt mod Tyskland

Forretnings-konceptet omkring "GG Horsens" er at binde serien op på et bestemt område, Horsens, og aktivt bruge SoMe-kanaler som Youtube til PR-værktøj.

I Horsens er Wasabi Film ifølge Jesper Jørgensen blevet modtaget med åbne arme. Kommunen, ejendomsmæglere, husejere, statister... alle har hjulpet det, han kalder en jysk rock'n'roll-produktion, på vej med locations og andre nødvendigheder for et stort filmhold. Måske kan konceptet også bredes ud andre steder, vurderer den aarhusianske producent.

Han vil gerne lave en "GG Horsens 2", men ikke nødvendigvis kun med danske kroner i ryggen. Denne gang har bl.a. Horsens Kommune spyttet i kassen med et tilskud på 800.000 PR-kroner, men skal serien løftes videre, er der brug for større kapital, vurderer Jesper Jørgensen. Han ser mod det tyske filmmarked, hvor der er flere penge i produktionerne.

- Det gode ved Counter-Strike er jo, at det er internationalt og stort i alle lande, så for os vil Nordtyskland f.eks. være et godt sted at kigge efter finansiering - der kunne måske være en e-sport-turnering syd for grænsen, som "GG Horsens" kunne deltage i, siger han med et grin.

- Vi regner med at lave en sæson 2, og det er også det, jeg lægger an til ved at undersøge international finansiering, f.eks. gennem tyske kontakter. Vi har også fundet en stor filmproducent, som skal hjælpe os med at komme til udlandet - gerne med danske skuespillere, men med udenlandsk finansiering, forklarer han.

I baggrunden har Julie Zangenberg, Julie Stougaard, Anders Brink Madsen, Jonas Schmidt, Carsten Bang og Lars Bom netop rundet en af seriens bærende scener af.

- Ooooog tak, lyder det på filmsettet på Fængslet. Endnu en optagelse er i kassen.

Et rumkapløb

For Wasabi Film er "GG Horsens" selskabets hidtil største produktion, og også en sejr, fordi serien skriver e-sport ind i dansk tv-historie. Alene det, at amerikanske Valve Corporation lader filmfolkene bruge Counter-Strike-in game-optagelser som en del af handlingen, er stort, mener Jesper Jørgensen.

- Det er der ikke andre, der har gjort før. Der har været sådan et "rumkapløb" i gang om at lave en velfungerede fiktionsserie om e-sport herhjemme. Counter-Strike er det største spil i verden, og der er ingen andre, der har lavet noget med i den her skala, så vi har vundet det rumkapløb. Og ikke bare i Danmark, for der er heller ikke rigtig streaming-tjenester, der er gået ind i det før, siger han om den vægt, han håber "GG Horsens" vil få.

Optagelserne i Horsens fortsætter maj ud. Derefter skal serien klippes, inden første afsnit til september sendes på TV Syd og TV2 Østjylland. Sideløbende lægges afsnittene på Youtube.

Julie Zangenberg har hovedrollen i "GG Horsens" som den jurastuderende, 22-årige Sandra, der imidlertid er mere vild med gaming end grundlovsforhør. I denne uge har skuespillerens arbejdssted været Fængslet, hvor nogle af nøglescenerne i serien er blevet optaget. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

Hedensted vil drille topholdene

Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce