Annonce
Horsens

Private skal overtage indkøb for ældre, så hjemmehjælpere ikke længere skal handle ind

Borgere, som i dag er visiteret til, at hjemmehjælpere klarer indkøbene af dagligvarer, vil i løbet af året opleve, at det bliver leverandøren af dagligvarerne, der kommer med varerne. Arkivfoto: Mette Mørk
De 579 borgere, der i dag er visiteret til, at hjemmehjælpere står for indkøb af dagligvarer, får i løbet af året en ny ordning, hvor det er leverandører af dagligvarer, der kommer med varerne.
Annonce

Horsens: I dag køber hjemmehjælpere ind for 579 borgere, som ikke selv magter opgaven med at købe dagligvarer længere. Og det har vel at mærke ikke noget med corona at gøre, men om den generelle hjælp, som borgere er visiteret til fra Horsens Kommune.

Men den opgave forsvinder snart fra hjemmehjælperens liste, i stedet skal private leverandører klare opgaven.

Det har politikerne i udvalget for velfærd og sundhed i Horsens Kommune besluttet.

- Baggrunden er, at vi får flere ældre, samtidig med at der er færre medarbejder på markedet. Det giver rekrutteringsproblemer. Derfor skal vi hele tiden tænke på, hvordan vi bruger social- og sundhedsmedarbejderne bedst muligt og dermed også kigge på, om der er andre, der kan løse nogle af de opgaver, de løser i dag, forklarer Ellen T. Schmidt (S), der er formand for det politiske udvalg.

Annonce

Gør indkøbslisten klar

Politikerne har valgt en løsning, hvor det stadig er hjemmehjælperen, der laver indkøbslisten sammen med borgeren og bestiller varerne hos den valgte udbyder.

- Vi har valgt, at der ikke kun skal være én udbyder. Det er en opgave, mange dagligvarehandlende kan byde ind på, siger Ellen T. Schmidt.

Herefter skal der laves konkrete aftaler i forhold til betaling, og hvornår og hvordan varerne leveres. Der kan for eksempel blive tale om, at hjemmehjælperen stadig skal komme og sætte varerne på plads, hvis borgeren ikke selv kan gøre det.

- Det vil spare tid for hjemmehjælperen, som i dag bestiller varerne, handler ind og stiller varerne på plads, siger Ellen T. Schmidt.

Hvor meget tid det drejer sig om, har forvaltningen ikke kunnet give et bud på, da der ikke er noget at sammenligne med. Sidste år løb udgiften til at købe ind for borgere, der var visiteret til den ydelse, op i 4,595 millioner kroner.

- Der vil blive sparet noget tid, og vi vil blive orienteret om besparelsen, siger Ellen T. Schmidt.

Annonce

Udrulles i år

Hvis det ender med aftaler, hvor leverandørerne skal have penge for at levere varerne, vil det blive en kommunal udgift, da den ikke må pålægges borgere, der er visiteret til hjælpen.

I dag er der også mulighed for at bestille varer på nettet, men er man i stand til det, kan man ikke blive visiteret til at få den opgave løst på med hjælp fra kommunal eller privat hjemmehjælp.

Forventningen er, at der kan laves aftaler med private leverandører senest i august, så den nye ordning kan gælde alle indkøb inden udgangen af 2020.

Leverandørerne skal godkendes af kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce