Annonce
Østjylland

Prisvindende tøjbutik på Trøjborg er gået konkurs: Alt skal væk i weekenden

Oliver Harald Nielsen har siden 2011 drevet forretning i Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Men nu er det slut. I weekenden er det sidste chance for at købe varer i butikken. Foto: Michael Svenningsen
Butik Harald og Frøken Harald på Trøjborg har drejet nøglen om. I weekenden skal alt væk fra butikkerne på Tordenskjoldsgade.

AARHUS: I 2011 rykkede en kun 21-årig Oliver Harald Nielsen til Tordenskjoldsgade, hvor han stod klar til åbningen af tøjbutikken Harald.

Butikken blev hurtigt et kæmpe hit på Trøjborg, og det gav vækstambitioner for den unge århusianer, der i 2015 overtog lokaler længere oppe på gaden, så han både flyttede Butik Harald i større lokaler og indrettede de gamle lokaler til en Frøken Harald.

Han åbnede også en butik i København i 2015.

I 2017 kulminerede hans succes med en pris som Byens Bedste Herretøjsbutik til Århus Stiftstidendes prisuddeling.

Men nu er det slut. Butikkerne lukker, og sidste chance for at købe tøj, sko og ure fra butikken bliver i weekenden, fortæller kurator på boet.

"Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Butik Harald og Frk. Harald er blevet erklæret konkurs. Det er et hårdt slag for alle i og omkring virksomheden," skriver Oliver Harald Nielsen selv på Facebook, inden han slutter af med:

"En stor tak for mange gode år på Trøjborg."

Annonce
Begge butikker på Trøjborg, både Butik Harald og Frøken Harald er gået konkurs og er lukket. Foto: Flemming Krogh

Stort ophørsudsalg

Det er banken og Oliver Harald Nielsen selv, der har indgivet konkursbegæringen i sidste uge. I hele denne uge har butikken været lukket, mens butikken i København lukkede tidligere.

Derfor har kurator sat et stort ophørsudsalg op, som finder sted lørdag og søndag fra 10-18 i begge butikker på Tordenskjoldsgade. Der vil være 60 procent rabat på alt i butikkerne, og håbet er, at man kan komme af med det hele, fortæller Julie Skov fra Bech Bruun.

Er der mere tilbage efter det, er det ikke udelukket, at man laver endnu et ophørsudsalg weekenden efter.

Oliver Harald Nielsen har ikke yderligere kommentarer til konkursen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Annonce