Annonce
Sport

Priske før afgørende CL-duel: Hele perspektivet ændres

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fra at have været bedst i to knald eller fald-kampe skal FCM nu præstere over to kampe mod Slavia Prag.
Annonce

På grund af coronapandemien og den komprimerede fodboldsæson spilles kvalifikationerne til de europæiske klubturneringer i forkortede versioner.

Det har FC Midtjylland udnyttet ved at spille sig videre til den afgørende runde i Champions League-kvalifikationen med to gode præstationer.

Først vandt de danske mestre over bulgarske Ludogorets på udebane, før det onsdag aften blev til en hjemmesejr på 3-0 over Young Boys fra Schweiz.

Men når midtjyderne i Champions Leagues playoffrunde står over for Slavia Prag, skal der både en ude- og en hjemmekamp til at afgøre, hvem der løber med en plads i Champions Leagues gruppespil.

- Jeg tror, at hele perspektivet ændres af, at det pludselig er over to kampe. Det skal vi forholde os til som hold og enkelte spillere. Det er pludselig et andet aspekt, som bliver bragt ind i kampene, siger FC Midtjylland-træner Brian Priske.

- De to oplevelser, vi har haft, har handlet om at levere på dagen og være klar til at præstere i 90 minutter. Nu skal du gøre det to aftener - både ude og hjemme.

- Jeg ved, at vi har kvaliteterne til at gå til Prag allerede i næste uge og levere det, der skal til. Men det handler om at levere toppræstationer over to aftener. Det bliver samme type modstander, som vi har set i aften (onsdag, red.), siger han.

Selve tilgangen til kampene bliver ikke anderledes end den, FC Midtjylland har haft på udebane i Bulgarien og hjemme i Herning.

- Jeg tror på tydelighed og tryghed i den her trup. Alle mand ved, hvad der skal gøres og leveres, og jeg skal ikke til at ændre noget som helst, når vi tager afsted til Prag.

- Det bliver små nuancer, men udtrykket skal stort set være det samme, siger han.

Slavia Prag var i sidste sæson en del af gruppespillet i Champions League og spillede uafgjort mod både FC Barcelona og Inter på udebane.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Livsstil

Piloten landede som præst

Annonce