Hedensted: Hedensted Kommunes prisfest for det frivillige foreningsliv "Award 2021" trækker i nye klæder, når det løber af stablen til marts.
- Nye priser ser dagens lys, netværk og inspiration opprioriteres, og så får kulturen en større rolle, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
De hidtidige otte priser reduceres i år til i alt fem priser, så der bliver mere tid til netværk og inspiration i løbet af aftenen. Tilbage af de "gamle" priser er kun Nybolig-prisen, der gives til en person, der med sit frivillige arbejde virkelig gør en forskel, samt Årets Initiativ, hvor vinderen traditionen tro findes via en afstemning blandt læserne af Hedensted Avis og Tørring Folkeblad.
Tre nye priser kommer til; Årets Forbillede, Årets Præstation og Årets Kulturpris. Sidstnævnte gives til en kulturforening, en kulturpersonlighed eller en kulturindsats, som har været med til at synliggøre kulturen i Hedensted Kommune på en positiv måde.
Kultur opprioriteres
Det er første gang, sådan en pris skal uddeles i Hedensted Kommune:
- I de sidste år er kulturen blevet en større del af den politiske dagsorden i vores kommune. Der er afsat ekstra ressourcer til at styrke kulturindsatser og støtte op om de mange kulturelle ildsjæle, som vi har rundt om i lokalsamfundene. Derfor synes vi det giver god mening, at vi med den nye kulturpris sætter endnu mere fokus på kultur og hylder nytænkning, initiativ og evnen til at formidle og samle folk om kulturen, siger Teresa Egballe, leder af Kultur & Fritid.
De fem priser
Der kan indstilles kandidater i følgende kategorier:
Årets Forbillede: Kan gå til en træner, en leder eller et team i alle aldre. Man skal være en dynamisk og engageret person i foreningen, som går forrest og viser vejen for andre med en motiverende og empatisk tilgang. Man er parat til at tage det sure med det søde og har øje for udvikling af både det enkelte menneske og foreningen som helhed. Her er sociale kompetencer, udviklingsparathed og drive vigtige elementer i udøvelsen af det frivillige foreningsarbejde.
Årets Præstation: Kan være udført af en udøver, en forening eller et hold. Man skal have opnået noget ekstraordinært f.eks. i form af et vundet mesterskab, erhvervet en særlig kompetence eller gennemført et forløb, hvor resultaterne kommer mange til gode. Præstationen skal være grundlagt af dedikation, hårdt arbejde, ambitioner og det at turde tænke stort og ud af boksen.
Årets Initiativ: Går til den forening/de personer som har skabt en positiv udvikling indenfor en folkeoplysende aktivitet. Det kan være ved at integrere nye grupper i deres aktiviteter. Grupper, som hidtil har haft svært ved at finde ind i aktiviteten. Det kan være ved at give nyt liv til aktiviteter med faldende tilslutning f.eks. ved at lave nye partnerskaber, nytænke aktiviteter eller ændre organiseringsformen. Det kan også være foreninger/personer, der har ydet en stor indsats med at skabe nye typer af faciliteter og aktiviteter, der får flere til at være aktive i Hedensted Kommune.
Nybolig-prisen: Kan tildeles en person, der med sit frivillige arbejde virkelig gør en forskel. Både aktive udøvere, trænere og ledere kan komme i betragtning. Denne pris kan også tildeles en person, der periodisk har løftet foreningsarbejdet, og derfor nødvendigvis ikke kontinuerligt er del af organisationen. Kultur- & Fritidsafdelingen og politiske udvalg kan på lige fod med foreninger indstille til denne pris.
Årets Kulturpris: går til en kulturforening, en kulturpersonlighed eller en kulturindsats, som har været med til at synliggøre kulturen i Hedensted Kommune på en positiv måde. Årets Kulturpris hylder nytænkning, initiativ og evnen til at formidle og samle folk om kulturen.
Der er åben for indsendelse af indstillinger til de fem priser fra nu til og med den 6. februar 2022 via formularen på www.hedensted.dk/award.
Award 2021 vil foregå i Hornsyld Idrætscenter torsdag den 17. marts 2022. Invitationer vil blive udsendt til foreningsformændene i slutningen af januar.
Award-showet bliver i øvrigt også den første anledning til at præsentere det nye fritidsudvalg, som vælges i januar 2022 og skal sidde frem til 2025.