Annonce
Hall of Fame

Portrætserie: De største danske sportsnavne - fra Ragnhild Hveger til Michael Laudrup

Collage af billeder fra Ritzau Scanpix.
Annonce

Hall of Fame. At blive tildelt en plads her, er en af de største ærer man som dansk sportsudøver kan opnå. Siden 1992 har i alt 35 danskere
fået en plads. Jysk Fynske Mediers sportsjournalister har fattet pennen og tegnet 19 portrætter af nogen af de allerstørste.

Her kan du få overblikket og klikke dig videre ind på de enkelte portrætter. God læselyst.

MICHAEL LAUDRUP (fodbold)

Michael Laudrup. Arkivfoto: Foto: Claus Fisker/Scanpix

- Det er… genialt det der!

Svend Gehrs’ ord i forbindelse med Michael Laudrups scoring mod Uruguay ved VM i Mexico i 1986 er legendariske. Det er Michael Laudrup også. Han er måske den bedste danske fodboldspiller nogensinde. Han tryllebandt fodboldfans med sine små, tekniske genialiteter, og især tiden i spanske Barcelona gjorde danskeren til en lige så stor legende i Spanien.

Raul og Romario har kaldt ham den bedste spiller, de nogensinde har spillet med. Pep Guardiola græd, da Laudrup forlod Barcelona for Real Madrid. Legende.

Læs hele portrættet her.

GUNNAR NU HANSEN (sportskommentator)

Gunnar Nu Hansen. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Det er primært som fodboldkommentator, de fleste i dag husker Gunnar Nu Hansen. Men hans stemme passede perfekt til alt: Fodboldkampe, billard, mordsager og dramaer som Kurt Carlsens forlis med skibet ”Flying Enterprise”.

Han var med til alle olympiske lege fra 1936 til og med 1976, hvorefter han – uden nogen form for festivitas – stoppede som kommentator i DR. Det vigtigste for ham selv, var, at han kunne give noget til folket.

- Mit eneste ønske har været, at folk sagde om mig, at jeg havde været en god mand for dansk idræt, sagde han.

Læs hele portrættet her.

ANJA ANDERSEN (håndbold)

Arkvifoto: Claus Fisker/Scanpix

Hun delte vandene både på og uden for banen. Hun kunne være hidsig og skælde ud det ene øjeblik og være genial og den bedste medspiller det næste. Anja Andersen. Navnet er nærmest synonym med 1990’ernes succesfulde landshold, som blæste af sted med Anja i spidsen.

Selv efter hendes karrierestop i 1999, efter hun faldt om på banen med hjerteflimmer, forblev hun i nogle år en central skikkelse i dansk kvindehåndbold som træner for Slagelses Dream Team. Hun har været igennem mange kampe med sig selv, kæmpet for at forstå livet og få et liv efter håndbold. Senest er hun set som smilende og glad kassedame i Bilka.

Læs hele portrættet her.

OLE RITTER (cykling)

Ole Ritter. Arkivfoto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix

Den danske cykel-legende, som var den første til at få en professionel kontrakt i udlandet, voksede op under fattige kår i et hjem med en børneflok på ni, hvor moderen begik selvmord, da ”fede Ole”, som hun kaldte ham, var ni år gammel.

- Mange vil kalde det for en barsk opvækst, og det var det også, hvis man kigger på det udefra og nutidens normer. Men det gjorde mig stærk, for jeg var vant til hårdt arbejde allerede fra seks-års-alderen.

Læs hele portrættet her.

MORTEN FROST (badminton)

Morten Frost. Foto: Axel Schütt

Han er en af de mest vindende badmintonspillere overhovedet, og han har stået øverst på sejrspodiet i All England – den største turnering af dem alle – hele fire gange.

Det er 30 år siden, Morten Frost havde sin storhedstid som aktiv spiller, men spillet har aldrig sluppet ham, som i dag er 62 år. Han rejser nemlig rundt og kommenterer turnering for det internationale badmintonforbund.

- Det er bare en forlængelse af min tid som spiller. Det er de samme turneringer og de samme steder. Tingene har selvfølgelig udviklet sig, men i bund og grund er jeg med i det cirkus, som jeg sagde farvel til for snart 30 år siden.

Læs hele portrættet her.

ALLAN SIMONSEN (fodbold)

Allan Simonsen. Foto: Mette Mørk

Egentlig vil han helst undgå for meget ”ståhej om sin person”, men det er svært, når navnet er Allan Simonsen. Og man i øvrigt bor i Vejle. Men der var rigeligt med ståhej for en af Danmarks største fodboldspillere gennem tiderne, da han igennem mere end et årti hørte til blandt de bedste på kloden til sin sport.

- Jeg misunder bestemt ikke det, spillere som Messi og Ronaldo må igennem. De har aldrig mulighed for at være i fred. Det var slemt, da jeg selv spillede, men det er jo intet at regne i forhold til det, som foregår i dag.

Alligevel har han været med i Vild med Dans. Fordi de blev ved med at ringe. Og han hilser også gerne på, hvis han bliver stoppet på gaden.

Læs hele portrættet her.

ERIK HANSEN (rosport)

Erik Hansen. Arkivfoto: Erik Gleie/POLFOTO/Ritzau Scanpix

Fire år gik der, fra en elektriker fra Holstebro kastede sin kærlighed på kajaksporten, til han stod med en olympisk guldmedalje om halsen i Rom.

I de næste 15 år blev Erik Hansen en dominerende skikkelse i både dansk og international kajaksport, og selvom han trænede hårdt hver dag og rejse verden rundt til mesterskaber, tjente han aldrig en øre på sin sport. En dag stoppede han op på Vandkraftsøen i Holstebro og besluttede sig for at stoppe. Og det gjorde han så.

Læs hele portrættet her.

CAMILLA ANDERSEN (håndbold)

Camilla Andersen. Arkivfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Hun har vundet alt, der er værd at vinde i håndbold. Og selvom forældrene selv var store håndboldstjerner i 1960’erne, så var det først og fremmest fordi, det var sjovt at lege med håndbolden, at Camilla Andersen også selv blev en stor håndboldstjerne – og en teknisk dygtig en af slagsen.

- Mest af alt har det været legen hjemme i haven, som har været med til at forme min teknik. Ret tidligt begyndte jeg også at interessere mig for, hvordan jeg kunne løse de forskellige angrebssituationer. Det er vist ingen hemmelighed, at angrebsspillet altid har interesseret mig mest.

Læs portrættet her.

PETER SCHMEICHEL (fodbold)

Peter Schmeichel. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

I 2008 blev den store danske målmand Peter Schmeichel optaget i Hall of Fame. Men allerede i midten af 1990’erne blev han den helt store helt for en purk fra Nim, som var decideret misundelig på Kasper Schmeichel – for tænk at have en far som Peter. Ren lykke i purkens barnehoved.

I dag er purken blevet sportsredaktør på JydskeVestkysten. Peter Schmeichel er stadig en helt – om end han ikke længere er usårlig. Men alligevel var det oplagt for sportsredaktøren at skrive portrættet af netop Schmeichel i denne serie.

Læs portrættet her.

NIELS FREDBORG (cykling)

Niels Fredborg. Arkivfoto: Kim Haugaard

Tempomonsteret fra Odder opnåede både at blive dansk mester, verdensmester samt olympisk mester i 1000 meter på tid, som var favoritdisciplinen. Måske var det derfor, den Aarhus-baserede cykelrytter efter et alvorligt styrt som 34-årig valgte at sætte cyklen på hylden, droppe sine cykelforretninger og aldrig kigge sig tilbage.

Cyklingen gav godsejer-knægten fra Østjylland masser af oplevelser rundt omkring i verden – også i den mørkere afdeling. Han var efter en OL-sølvmedalje ved at drukne i det olympiske bassin og boede lige ved siden af israelerne i München i 1972, hvor palæstinensiske terrorister dræbte ni af israelerne.

Læs hele portrættet her.

TOM KRISTENSEN (motorsport)

Tom Kristensen. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han er Mr. Le Mans. Ni sejre i det legendariske 24-timers-løb taler sit tydelige sprog. Og er rekord. Seks af sejrene er i træk. Også rekord.

Tom Kristensens plads i Hall of Fame giver næsten sig selv – men den er ikke bare kommet af sig selv. Tom Kristensen var i sin tilgang til sporten ekstremt perfektionistisk – og måske derfor passede han perfekt sammen med det tyske team hos Audi, hvor en del af sejrene blev vundet.

- Når man kigger med de bredeste briller på, er det nok det allervigtigste nu, at man har været med til at manifestere motorsporten i Danmark og give sporten den respekt, som den absolut fortjener, siger han selv.

Læs hele portrættet her.

LARS CHRISTIANSEN (håndbold)

Lars Christiansen. Arkivfoto: Kim Haugaard

1503 mål gør flinke Lars Christiansen til den ondeste målscorer i dansk herrehåndbolds historie.

- Det er ikke tit, at fløjspillere vurderes lige så højt som bagspillere og målmænd. Men hans lange årække på det danske landshold siger noget om, hvor markant en figur han er, siger håndboldekspert Kim Mikkelsen.

Ikke kun på landsholdet har Lars Christiansen slået sit navn fast. Syd for grænsen har han fået en plads opkaldt efter sig.

Læs hele portrættet her.

OLE OLSEN (speedway)

Ole Olsen. Arkivfoto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

I dag er speedway kendt af de fleste danskere. Sådan var det absolut ikke i 1971, da Ole Olsen vandt sit første individuelle verdensmesterskab i sportsgrenen. Der var ingen danske journalister til stede. Det kom der i de efterfølgende år, hvor Ole Olsen endte med at blive en legende i sporten.

Den ligefremme sønderjyde vandt danskernes hjerter med sin entusiasme, ligefremme og jordnære stil. I 1975 byggede han sin egen speedway-bane, og i dag er der kørt masser af store løb på Vojens Speedway Center.

Speedway-sporten har fulgt den i dag 73-årige Ole Olsen hele livet – og han bygger stadig speedwaybaner rundt omkring i verden.

Læs hele portrættet her.

WILSON KIPKETER (atletik)

Wilson Kipketer. Arkivfoto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Navnet antyder ikke umiddelbart danskhed. Men Wilson Kipketer, som kom fra Kenya til Danmark for at løbe et år, gjorde det så godt i den rød-hvide trøje og med det store smil, at det ikke varede længe, inden danskerne tog ham til sig som sin egen.

Han havde været en sikker OL-medalje i 1996, hvis han blot havde nået at få sit danske pas inden. Det fik han dog først året efter – så det endte med, at han slet ikke var med. Og så fik han malaria, hvilket påvirkede resten af karrieren. Alligevel er han en af Danmarks største atleter.

Læs hele portrættet her.

MORTEN OLSEN (fodbold)

Morten Olsen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Resultater på udspekulerede måder var ikke Morten Olsens kop te. Han var – og er – fodboldromantiker, og det princip fraveg han aldrig i sin trænergerning, som bragte ham både til Brøndby, Köln og Amsterdam. Det er dog som dansk landstræner, de fleste husker hans tid uden for banen.

På banen var han også en stor leder. Sådan var det ikke altid. Nærmest fra den ene dag til den anden, forandrede han sig. Da han i juni 1978 mistede sin 25-årige kæreste, som forsvandt på en færgetur.

- På tidspunktet for den hændelse, hvor jeg mistede, var jeg nok lidt usikker som menneske og som spiller, og der sker så noget, der gør, at jeg forandrer indstillingen til livet, til arbejdet og til min sportsgren.

Læs hele portrættet her.

KNUD LUNDBERG (fodbold, håndbold og basketball)

Knud Lundberg. Arkivfoto: Jette Reinholdt/Ritzau Scanpix

Han var den måske mest alsidige danske topidrætsmand nogensinde. Knud Lundberg nåede at være anfører på landsholdet for både fodbold, håndbold og basketball. Men faktisk var det en helt fjerde sport, han havde størst talent for.

- Faktisk var cricket den sportsgren, jeg havde allermest talent for, sagde han selv.

Han nåede da også at blive dansk cricketmester med AB.

Samtidig med det alsidige talent blev Knud Lundberg også kendt som en rebel i dansk idræt. Han sagde sine meninger uden at tænke på, om det kunne give ham problemer.

Læs hele portrættet her.

HANS NIELSEN (speedway)

Hans Nielsen. Arkivfoto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

22 verdensmesterskaber i alt. Fire af dem individuelle. ”Professoren” Hans Nielsen er blandt de mest succesrige speedwaykørere overhovedet i historien. Selvom titlerne naturligvis er højdepunkter i karrieren, så er det mere oplevelsen af at have udlevet en drøm, som står stærkest for den tidligere danske speedwaykører.

-Hele livsstilen og tilfredsstillelsen ved at kunne leve af sin sport har været altafgørende. Selv om jeg ikke var blevet verdensmester, så havde det stadig været et fantastisk liv med 22 år som professionel, siger Hans Nielsen.

I 1980’erne var alt dog ikke fryd og gammen. Hans Nielsen følte sig som outsideren i forhold til Ole Olsen og Erik Gundersen – og skænderierne føg gennem luften. Faktisk var stemningen så dårlig, at Hans Nielsen på et tidspunkt meldte fra til landsholdet. Alligevel var det Ole Olsen og Erik Gundersen, som tog imod Hans Nielsen på scenen, da han 8. januar 2011 blev optaget i Hall of Fame.

Læs hele portrættet her.

BRIAN LAUDRUP (fodbold)

Brian Laudrup. Arkivfoto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Han var et kæmpetalent, som efter succes i sine første par år i udlandet gik igennem nogle år med store nedture. Indtil valget faldt på Skotland og Glasgow Rangers. I dag er Brian Laudrup en legende i den fodboldglade skotske by. I hvert fald hos halvdelen af befolkningen.

Når han sætter sig i en taxa, ved han, at det er en Celtic-fan, som kører den, hvis chaufføren ikke taler til ham de første 30 sekunder.

Læs hele portrættet her.

RAGNHILD HVEGER (svømning)

Ragnhild Hveger. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Hun holdt 44 officielle verdensrekorder, 52 danske rekorder og 20 danske mesterskaber. Svømmefænomenet Ragnhild Hvegers resultatliste er mere end imponerende – og det danske svømme-es fra Helsingør er næsten selvskrevet i Hall of Fame.

Faktisk ville hun helst have været sygeplejerske, men familien lagde et vist pres på, at datteren skulle få succes som svømmer. Det fik hun i allerhøjeste grad, men der ligger også en skygge over hendes liv og karriere, da hun og familien var erklærede nazister.

Læs hele portrættet her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Er mundbind falsk sikkerhed?

Annonce