Annonce
Hedensted

Politisk opbakning til svømmehalsrenovering - dog ikke den dyre løsning

Svømmehallen i Hedensted Centret trænger til at blive renoveret og energioptimeret. Der er da også politisk vilje i Udvalget for Fritid & Fællesskab til at bakke op om et sådant projekt via tilsagn om lånegaranti - dog ikke til "luksus-modellen". Arkivfoto: Morten Pape
Hedensted Centerets svømmehal har efterhånden 30 år på bagen, og der hersker bred enighed om, at den trænger gevaldigt til at blive renoveret. Tre modeller er i spil, og Udvalget for Fritid & Fællesskab har valgt at pege på model to, der vil koste 13,2 millioner kroner at gennemføre.

Hedensted: Det bliver sandsynligvis hverken luksusudgaven eller den skrabede model, når svømmehallen i Hedensted skal i gang med en større renovering.

Udvalget for fritid og fællesskab i Hedensted Kommune anbefaler byrådet at sætte penge af i det kommende budget til den mellemste af tre modeller for renoveringen af den nedslidte svømmehal.

Det vil være ensbetydende med en kommunal lånegaranti på 6,8 millioner kroner, som vil gøre Hedensted Centret i stand til at optage et lån på 13,2 millioner kroner, hvorefter man i sommeren 2021 vil kunne iværksætte en renovering af svømmehallen, der omfatter både nødvendige og fornuftige forbedringer.

Annonce

Den fornuftige model

Det "fornuftige" handler om investering i energibesparende foranstaltninger såsom udskiftning af lyskilder med videre. Ved "luksus-udgaven" skulle kommunen have deponeret et beløb på 10,2 millioner kroner i stedet. Så langt vil man dog ikke strække sig i udvalget.


Vi er jo alle i byrådet enige om, at vi ikke må komme i den situation, at vi ikke har nogen svømmehal i Hedensted om et par år, så derfor tør jeg næsten godt love, at der vil være politisk opbakning til projektet i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

Liselotte Hillestrøm (S), formand for Udvalget for Fritid & Fællesskab


- Vi er jo alle i byrådet enige om, at vi ikke må komme i den situation, at vi ikke har nogen svømmehal i Hedensted om et par år, så derfor tør jeg næsten godt love, at der vil være politisk opbakning til projektet i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger, siger formanden for udvalget Liselotte Hillestrøm (S).

- Når vi ikke peger på den dyreste model, så handler det jo rigtig meget om, at vi befinder os i en meget svær budgetsituation på grund af både den nye udligningsreform og de negative økonomiske følger af coronavirus. Men det kan jo sagtens være, at et samlet byråd ser anderledes på det spørgsmål og dermed vælger at peger på en anden model, siger hun.

Annonce

Formand havde håbet på mere

Bestyrelsesformanden i Hedensted Centret, Michael V. Kristensen, havde gerne set en anden anbefaling, end den udvalget nåede frem til.

- Ja, vi havde da gerne set, at man havde valgt at støtte op om den model, hvor vi kan gå ud og låne 20,4 millioner kroner til ikke kun en meget nødvendig og presserende renovering og energioptimering af svømmehallen, men også udvikling af nye tilbud for at fremtidssikre den. Vi er jo en erhvervsdrivende fond, hvor kommunen er kunde hos os i forhold til at kunne tilbyde skole- og foreningssvømning, og vi beder jo egentlig bare om en lånegaranti og en rimelig driftsaftale. De penge, som kommunen skal deponere, får de jo tilbage igen, idet lånet er betalt, så det er jo en stor misforståelse, hvis der er nogen, der går rundt og tror, at kommunen skal skyde penge i det her, for det skal de ikke, siger Michael V. Kristensen.

Renoveringen af svømmehallen i Hedensted

Hedensted Centrets svømmehal er slidt og har brug for en million-renovering. En Rambøll-rapport peger på de områder, som der bør gøres noget ved for at sikre svømmehallens eksistens.

Der er fremlagt tre budget-modeller, hvor der er cirka 10 millioner kroner i forskel fra luksusudgaven - hvor der blandt andet opereres med etablering af et helt nyt wellness-område - til de "skal"-opgaver, der er tvingende nødvendige at få udbedret, hvis svømmehallen fremover skal være i stand til at holde åbent.

Det skal ifølge rapporten og kommunens egen afdeling, Team Ejendomme, ske indenfor en periode på fire år.

Finansieringen tænkes klaret via kommunalt garanterede lån, som optages af Hedensted Centret, og hvor kommunens andel i projektet udelukkende handler om at være kautionist via deponering af et millionbeløb alt afhængig af, hvor stort et millionbeløb man som kommune vil garantere for. Penge, som dog ryger tilbage i kommunekassen, når lånet er betalt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Odder For abonnenter

Forældre har fået nok: Vores børn er blevet ødelagt, fordi de ikke har fået den rette hjælp

Sport

Hedensted-spillere ramt af corona

Annonce