Annonce
Hedensted

Politikere har ikke ønskelisterne klar: Uklarhed om næste års budget

De overordnede rammer for kommunernes økonomi er fastlagt, men hvad de betyder de 98 forskellige steder, er der endnu ikke komplet overblik over. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Hedensted Kommune får efter alt at dømme flere penge at gøre godt med end frygtet, når budgetforhandlingerne om et par uger påbegyndes. Alligevel er der fortsat så mange ubekendte, at partierne over en bred kam ikke er klar til at pege på konkrete forslag for næste års indtægter og udgifter.

Hedensted: Om et par uger skal gruppeformændene i de politiske partier for første gang sætte sig sammen for at nå til enighed om kommunens budget for det kommende år.

Alligevel viser en rundringning foretaget af Folkebladet, at de normalt velvoksne ønskesedler fortsat er et stykke fra at kunne smides på forhandlingsbordet.

Årsagen er, at de eksakte rammer for økonomien endnu ikke er klarlagt. Den lader vente på sig, indtil de endelige konsekvenser af økonomiaftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening er udpenslet.

- Selvfølgelig har vi gjort os nogle tanker, men det giver jo heller ingen mening, at vi internt prioriterer 20 mio. kr., hvis det viser sig, vi kun har to at rutte med, siger byrådsmedlem Birgit Jakobsen (KD).

Annonce
Selvom det er de små skridts politik, er det overordnet set en fin aftale, hvor bundlinjen er bedre set end længe. Men vi kan bestemt heller ikke sige, at nu kan vi bare fyre den af med guld og grønne skove.

Kasper Glyngø (S), borgmester

Bedre end frygtet

Den største ubekendte i ligningen er øjensynligt videreførelsen af det ekstraordinære finansieringstilskud. Det giver i 2020 kommunerne 3,5 mia. kr. ekstra i kasserne, men præcis hvad der drypper af til Hedensted Kommune, er uvist.

Uagtet vil det dog være penge, der falder på et tørt sted. Forventningen var nemlig, at tilskuddet - som sidste år sendte 40 mio. kr. i den lokale kommunekasse - helt blev sløjfet.

Af samme grund beredte Hedensted Kommune sig på at skulle finde besparelser på 30 mio. kr. Et beløb, der nu under alle omstændigheder ser ud til at skrumpe.

- Men lige nu er økonomiaftalen kun præsenteret på de helt overordnede linjer, så vi er nødt til at afvente kommunefordelingen, inden vi kan sætte nogen tal på. Der er ingen garantier for, at sidste års regnemodel fortsætter, siger økonomichef Søren Dreiø Carlsen.

Han bliver præsenteret for den tilbundsgående fordeling på et møde i Herning i morgen, torsdag, som han ugen efter overleverer til byrådet.

Urimelig situation

Blandt de andre punkter i den indgåede økonomiaftale er blandt andet også et farvel til det såkaldte omprioriteringsbidrag, mens servicerammen bliver løftet med 2,2 mia. kr., svarende til lidt under en pct.

Heller ikke her er det dog muligt at pege på, hvad det får af betydning.

- Inden økonomiaftalen havde vi lagt op til en strategi om at finde besparelser for 60 mio. kr. over de næste tre år, og det billede har ændret sig. Men vi må også være ærlige at sige, at det jo er at betragte som engangspenge. Vi er forsat pålagt den urimelige situation, at vi kun kan planlægge for et enkelt år af gangen, så vi har egentlig bare fået et år mere til at skubbe spareplanerne foran os, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Partierne fortæller over en bred kam, at de allerede nu ved, hvilke områder de vil prioritere, men at udmøntningen af det afhænger af det samlede økonomiske billede.

Budgettet skal være vedtaget senest 5. november.

Økonomiaftalen

Sidste uge blev Regeringen og Kommunernes Landsforening enige om en ny økonomiaftale, der kort fortalt ridser de overordnede rammer for kommunernes økonomi op.

Aftalen indebærer, at kommunerne samlet set får 1,7 mia. kr. mere til at drive daginstitutioner, skoler, ældrepleje og lignende for i 2020.

Med aftalen fjernes desuden den sidste rest af omprioriteringsbidraget, så kommunerne ikke hvert år starter forhandlingerne med et negativt udgangspunkt på 500 mio kr.

Samtidig fastholdes det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 mia. kr.

Pengene er endnu ikke fordelt ud på de enkelte kommuner.

Kilde: Finansministeriet

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce