Annonce
Horsens

Politikerne vil spørge borgerne: Hvad er godt i Horsens?

Hvad gør det rart at bo i Horsens? Det spørgsmål skal horsensianerne stilles, hvis det står til politikerne i plan- og miljøudvalget. Resultaterne skal bruges i planlægningsarbejdet i udvalget. Arkivfoto: Morten Pape

Politikerne i plan- og miljøudvalget vil gøre det lettere for sig selv at planlægge ved at spørge borgerne til råds.

Horsens: Hvad kan vi gøre, for at det bliver bedre at bo i Horsens?

Det spørgsmål vil politikerne i plan- og miljøudvalget gerne stille borgerne i Horsens Kommune.

Og svarene skal bruges konstruktivt, understreger udvalgsformand Martin Ravn (V).

- Vi vil gerne have en bedre føling med, hvad borgerne går og tænker, og hvad de vægter. I dag hører vi primært fra borgerne, når de er virkelig utilfredse med noget, vi har besluttet eller er tæt på at beslutte. Og det er ikke altid repræsentativt. Det kunne være rart at høre mere på forhånd, så vi kan bruge det, når vi prioriterer, hvad vi skal bruge tid og penge på, siger Martin Ravn.

Planen er, at der hvert andet eller tredje år skal gennemføres en spørgeskemaundersøgelse, hvor alle kommunens borgere får mulighed for at byde ind med de ting, der betyder noget for dem.

- Vi vil gerne have input fra så mange borgere som muligt, når vi tager beslutninger, der har betydning for deres hverdag. Jeg tror, det vil være sundt for os at få en bedre fornemmelse af, hvad der for alvor betyder noget: Er det veje, cykelstier eller måske noget helt tredje, siger Martin Ravn.

Inspiration fra Glasgow

Inspirationen til måden at inddrage borgerne i udvalgets arbejde kommer fra Glasgow, fortæller teknisk direktør i Horsens Kommune, Jens Heslop.

- Derovre har de gjort det igennem et stykke tid, og det er noget, de bruger rigtig meget i det planlægningsarbejde, der foregår i byen, fortæller han.

Både han og Martin Ravn har store forventninger til, hvad Horsens Kommune kan få ud af at spørge borgerne til råds.

- Vi regner med, at data fra undersøgelsen vil kunne bruges i mange sammenhænge. Hvis det lykkes - og det håber vi - så bliver det et rigtig, rigtig godt værktøj, siger Martin Ravn.

Det er nu op til forvaltningen at få udarbejdet en plan for, hvordan spørgeskemaundersøgelsen skal udarbejdes, og så skal politikerne tage endelig stilling til sagen i det nye år.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce