Annonce
Horsens

Politikere står fast: Sådan rammer spareplan på 21 millioner de syge og ledige i Horsens

Lisbeth Torfing (EL), formand for beskæftigelsesudvalget, mener, at resultatet af spareplanen er landet forholdsvis fornuftigt. Arkivfoto

En spareplan, der skærer millioner af indsatsen for ledige og sygemeldte i Horsens Kommune, er nu vedtaget. Venstre forsøgte i 11. time at ændre planen, men flertallet stod fast på den oprindelige plan med en enkelt tilretning.

Horsens: Beskæftigelsesudvalget i Horsens Kommune har nu lagt sig fast på den plan, der næste år skal sikre besparelser på aktiverings-indsatsen for 16,5 mio. kr.

En spareplan, som direktionen i forvaltningen har udarbejdet, var onsdag på bordet i udvalget for tredje gang, og det førte til, at et flertal vedtog den - med en enkelt tilføjelse.

Venstre havde ellers fremlagt et radikalt ændringsforslag, der bl.a. lagde op til, at der frem for besparelser på indsatsen i højere grad skulle spares på husleje og antallet af medarbejdere i jobcentret. Venstre ønskede også at gøre alle initiativer mere virksomhedsrettede og at følge mere i sporene på de jobcentre, der i særlig grad har succes, bl.a. Hedensted.

Flertallet bestående af Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stemte imod Venstres ændringsforslag, mens de konservative undlod at stemme.

Alle, på nær Venstre, godkendte forvaltningens forslag - med en enkelt tilretning.

Det er ærgerligt, vi skal spare, men det er nu engang den ramme, der er. Og med det som udgangspunkt synes jeg, vi er kommet fornuftigt igennem.

Lisbeth Torfing (EL), udvalgsformand

Glad for at undgå fyringer

Ingen af de udvalgs-politikere, avisen har talt med, er glade for at svinge sparekniven, men der var ingen vej udenom, for kommunerne mister fra næste år en stor portion refusionspenge fra staten.

I 2019 drejer det sig i Horsens Kommune om en manko på 16,5 mio. kr. - og året efter hele 21 mio. kr.

- Det er ærgerligt, vi skal spare, men det er nu engang den ramme, der er. Og med det som udgangspunkt synes jeg, vi er kommet fornuftigt igennem, siger udvalgets formand, Lisbeth Torfing (EL).

Spareplanen, som nu er vedtaget, skærer bl.a. i udgifterne til mentorer og til vejledning og opkvalificering. Samtidig skal køb af uddannelse målrettes og tilpasses til færre borgere, og endelig skal der overføres nogle ubrugte midler fra i år for at få enderne til at nå sammen i 2019-budgettet.

Politikerne beholder 3,65 mio. kr.

Flertallet vedtog altså forvaltningens spareplan. Dog med den tilføjelse, at en pulje penge, som forvaltningen ellers ville skære, nu forbliver til disposition i udvalget.

Det drejer sig om en pulje på i alt 6,5 mio. kr., som er den del af det samlede budget på området, udvalget råder over til de indsatser, politikerne bliver enige om at sætte i værk.

Politikerne har allerede disponeret over 2,85 mio. kr., og forvaltningen havde så lagt hånden på de resterende 3,65 mio. kr. Udvalget var dog enigt om at sende forvaltningen tilbage for at finde andre besparelser, der gør, at at udvalget fortsat kan råde over de sidste penge i puljen.

Det var Socialdemokratiet, der på onsdagens møde stillede som ændringsforslag, at der ikke røres ved de 3,65 mio. kr. - og det var også en del af Venstres mere omfattende ændringsforslag.

- Det er den pulje penge, der sikrer, at vi kan beslutte at sætte noget i gang. Uden den kunne vi lige så godt lade være med at holde møder, for så er der ikke noget at holde møde om, sagde Henning Jensen (V) forud for onsdagens møde.

- Så lidt indflydelse har vi da haft, konstaterer han nu.

- At vi ikke fik hele vores ændringsforslag igennem, må vi jo acceptere, men jeg fornemmer, at der trods alt er flere positive tilkendegivelser omkring det, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce