Annonce
Østjylland

Politikere om tv-optagelser af ældrepleje: Langt værre end vi troede

Ekstra Bladet har valgt at trodse fogedforbuddet og bringer klip fra de skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården. Flere politikere i udvalget for sundhed og omsorg har set klippene, som de kommenterer her. Foto: Fra eb.dk
Politikere i byrådets udvalg for sundhed og omsorg har set de skjulte optagelser fra Kongsgården, som Ekstra Bladet har valgt at offentliggøre trods fogedforbud. Og det sete gør indtryk.
Annonce

AARHUS: - Det er rystende og langt værre, end jeg havde troet. Det er ikke menneskeværdigt men helt forfærdeligt.

Sådan siger siger flere politikere i udvalget for sundhed og omsorg i Aarhus Byråd, efter at de på Ekstra Bladets hjemmeside eb.dk har set lækkede klip fra TV2s skjulte tv-optagelser af plejen af en 90-årig kvinde på plejehjemmet Kongsgården.

Det er de optagelser, først Byretten og siden Landsretten nedlagde fogedforbud mod, at TV2 må vise i en dokumentar om ældrepleje.

Ekstra Bladet bryder bevidst forbuddet og oplyser, at de fået samtykke til det fra den filmede kvinde Elses syv børn og hendes værge, barnebarnet Charlotte Ahm.

Tre klip med skjulte optagelser

  • Klip fra TV's optagelser med skjult kamera på plejehjemmet Kongsgården i Viby er blevet lækket til Ekstra Bladet, der viser dem på eb.dk.
  • I det første klip "Nu må I stoppe det gør ondt", ser man Else hænge i en loftslift over sin seng i syv minutter, fordi personalet vil have hende til at lave afføring. Else klager sig, siger flere gange, at det gør ondt at hænge, og beder om at komme ned. Men personalet ignorerer hende og taler hen over hovedet på hende.
  • I det andet klip "Til Halloweenfest i lorte-ble" bliver to hjælpere enige om at lade en brugt ble med tis og afføring blive siddende på Else, som de i stedet pakker ind i tæpper for at køre hende til "Halloween-fest". Else har diarré, men de mener ikke, det kan svare sig at skifte bleen, og maden vil nok overdøve lugten af afføring, siger de.
  • I det tredje klip "Skøre i bolden" er to plejere ved at lægge Else i seng, mens de hen over hovedet på hende omtaler hendes familie som "skøre i bolden" og "sindssyge".

- Det er første gang, jeg ser optagelserne. Og selv om jeg havde fået dem beskrevet, er det langt værre, end jeg havde troet. Jeg blev simpelthen så ked af det, siger Lone Hindø (S), der er formand for udvalget for sundhed og omsorg.

Annonce

"Svært at forstå det, man ser"

I forvejen har kun ældrerådmand Jette Skive (DF) og en række chefer og medarbejdere set optagelserne tilbage i slutningen af februar, da TV2 viste dem. Det var den fremvisning, der fik rådmandens  afdeling til at kræve et fogedforbud mod offentliggørelse, som nu er stadfæstet i Landsretten.

- Det er svært at forstå, hvad øjnene ser, og øret hører og at forstå det menneskesyn, der ligger bag, tilføjer Lone Hindø.


Jeg er så ked af det og er virkelig rystet. Det er helt forfærdeligt, og jeg er meget berørt.

Lone Norlander (EL), byrådsmedlem


Udvalgsmedlem Lone Norlander (EL) taler med Århus Stiftstidende kort efter hun har set optagelserne. Hun har næsten gråd i stemmen.

- Jeg er så ked af det og er virkelig rystet. Det er helt forfærdeligt, og jeg er meget berørt, siger Lone Norlander.

Annonce

"Nedværdigende behandling"

- Det er så forfærdeligt, den måde de er på. Især er det helt sindssygt, at de kalder Else 'lille skat' og 'lille blomst' samtidig med at giver hende en så nedværdigende behandling.  Det virker meget ydmygende og kynisk.

Samtidig er Lone Norlander rystet over, at Else køres afsted til Halloween-fest på plejehjemmet med fyldt ble og blærebetændelse.

Et af videoklippene handler om, at den 90-årige kvinde bevidst køres til halloweenfest med en fyldt ble og dårlig mave. Foto: eb.dk

- Når man er syg, skal man jo ikke til noget halloween, mener Lone Norlander, der er glad for at Ekstra Bladet viser de lækkede optagelser, som hun mener burde vises i sin helhed som dokumentar på TV2.

- Jeg er så ked af det og er virkelig rystet. Det er helt forfærdeligt, og jeg er meget berørt, siger Lone Norlander efter at have set de lækkede optagelser fra TV2. Foto: Axel Schütt

- Nu er proppen af flasken, og ånden ude, så den udsendelse bør vises. Ikke fordi vi skal udstille nogen, men fordi vi skal se virkeligheden i øjnene, før vi kan handle. Vi får som politikere rigtigt mange henvendelser om ældreplejen fra pårørende på andre plejehjem. Dette er ikke en enlig svale, men dybt bekymrende. Og meget tyder på, at kommunen ikke har fået fat om nældens rod. Og det er ikke i orden, så nu skal der handles, kræver Lone Norlander.

Annonce

"Forkvaklet menneskesyn"

Udvalgsmedlem Hans Skou (V) betegner optagelserne som tegn på et alvorligt omsorgssvigt, der ikke er menneskeværdigt.

- Det vi ser handler ikke om manglende ressourcer, men om et forkvaklet menneskesyn. Det er uværdigt, at personalet ikke hører, at en borger har ondt og at de latterliggør hende og hendes familie hen over hovedet på hende. En borger skal heller ikke køres til fest med en fyldt ble og dårlig mave, og det er en helt uacceptabel måde at behandle en ældre kvinde på. Man skal heller ikke være fagperson for at vide, at det giver bærebetændelse ikke at få skiftet bleen, siger han.

Hans Skou tilføjer, at man nok har fået de værste klip at se, og han er overbevist om, at der er rigtigt mange dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere i ældreplejen.

- Men  jeg har en helt klar forventning om, at rådmanden og forvaltningen gør hvad de kan, for at rydde op på Kongsgården.

Annonce

"Uacceptabel råhed"

Udvalgsmedlem Jan Ravn Christensen (SF) fik ligeledes et stort gib i maven, da han så klippene.

- Det værste er for mig at se, at de ignorerer Elses og lukker ørerne for at hun er i smerte og ubehag og vil ned. Uanset at hun er dement, er det en kraftig umyndiggørelse. Den råhed, vi ser, er fuldstændig uacceptabel, mener SF'eren.

Han er bange for, at man kommer til at generalisere ældreplejen ud fra klippene, men bakker samtidig op om der skal ses nærmere på klagesystemet.

- Det kan godt være, man lytter til de pårørende, men spørgsmålet er, om de tages alvorligt nok, når så mange mener, der ikke sker forbedringer, siger Jan Ravn Christensen.

Annonce

"De skal bare ud"

Hos de konservative er Peter Sporleder (K) vred over, at Ekstra Bladet bryder lovgivningen og bringer klippene, men han har set dem og mener, der er tale om omsorgssvigt og umenneskelighed.

Peter Sporleder (K) er vred over, at Ekstra Bladet ikke overholder fogedforbuddet, men har selv set klippene og fik ondt i maven over dem. Pressefoto

- Jeg fik ondt i maven af at se det, og forstår ikke, hvordan personale kan stå ved siden af et ældre menneske, der klager sig - og at de så ikke lytter. Hvis ikke man reagerer på det, er der noget galt med ens etik, moral og indre kompas. Sådanne mennesker skal ikke arbejde i ældreplejen, men skal ud, mener Peter Sporleder, der tidligt i forløbet krævede, at der ruller hoveder på grund af sagen.

Flere politikere afventer, om  sagen skal have flere konsekvenser rent personalemæssigt. Det vil formentlig også afhænge af den undersøgelse, der er sat i gang og som er færdig til september.

Annonce

Rådmand afviser politianmeldelse

- Optagelserne viser, hvor vigtigt det er, at udvalget har bedt om en stor undersøgelse af Kongsgården. En undersøgelse, der går hele vejen op til det øverste administrative og politiske system, siger udvalgsformand Lone Hindø (S).

Og fra ældrerådmand Jette Skive (DF) lyder det, at hun ikke agter at anmelde Ekstra Bladet til politiet for at have lækket klippene.

- Jeg er ikke jurist, men jeg gør ikke noget og mig bekendt gør min forvaltning heller ikke noget ved det, siger rådmanden.

Hun har det politiske ansvar ansvar for Sundhed og Omsorg, der i februar rejste en fogedsag mod TV2 for at få standset optagelserne, men har siden erklæret, at udsendelsen bør vises. Det kan den blot ikke på grund af forbuddet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce