Annonce
Odder

Politikere: iPads er ikke nødvendigvis det eneste rigtige

Lone Jakobi (S) og resten af byrådsmedlemmerne bruger selv iPads til byrådsarbejdet, og der er ingen tvivl om, at de fortsat ønsker digitale redskaber i de kommunale skoler. Det er dog ikke sikkert, at det skal være iPads for alle. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Der er ingen tvivl om, at der fortsat skal arbejdes digitalt i Odder Kommunes skoler, men måske er iPads alene ikke vejen frem. Derfor har politikerne bedt om alternative forslag.

Odder: Der er ingen vaklen om, hvorvidt vi skal arbejde digitalt i vores skoler.

Sådan siger Lone Jakobi (S) efter mandagens møde i børn-, uddannelses- og kulturudvalget.

Her skulle udvalget bevilge penge til indkøb af nye iPads til kommunens skoler. 10 millioner kroner over de næste fire år inklusive en halv million til efteruddannelse af lærere.

Men før udvalgsmedlemmerne træffer den beslutning, vil de vide mere.

Sidste år bestilte udvalget nemlig en evaluering af det digitale læringsmiljø på kommunens skoler. Evalueringen pegede på nogle problemstillinger, som også flere forældre har forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på: iPad er ikke nødvendigvis det bedste redskab i udskolingen, det er ikke sikkert, det er nødvendigt for de yngste elever at have iPads med hjem, og så er der tilsyneladende stor forskel på, hvor meget iPad'en bliver brugt i undervisningen.

- Det er klart, at selvom det egentlig ikke var en del af beslutningsdagsordenen, så diskuterede vi selvfølgelig evalueringen, siger udvalgsformanden, der især drog en tydelig konklusion fra mødet.

- Der er i den grad behov for, at vi husker, hvad det var, vi ville med digitale platforme i skolen. Der er ingen tvivl om, at der er brug for en revitalisering, og det kræver kompetenceudvikling, siger Lone Jakobi.

Derfor er der afsat 500.000 kroner til efteruddannelse af lærerne.

Annonce

De tre modeller

Model 1

0. – 3. klasse – klassesæt iPads

4. – 6. klasse – Personlig iPad

7. – 10. klasse – Personlig PC

Model 2

0.– 3. klasse – Ingen device

4. – 6. klasse – Personlig iPad

7. – 10. klasse – PC

Model 3

0.- 6. klasse – iPad

7. 10. klasse - PC

Evalueringen af de digitale læringsmiljøer kan læses på kommunens hjemmeside under børn-, uddannelses- og kulturudvalgets dagsorden.

Alle skal være lige

I forvaltningens oplæg til politikerne var der næsten udelukkende fokus på, at der fortsat skal være iPads til alle på alle klassetrin, men sådan bliver det ikke nødvendigvis.

Udvalget bad nemlig forvaltningen regne på tre andre modeller, og ønsker også skolebestyrelsernes input, inden den endelige beslutning træffes forud for budgetforhandlingerne.

- Det står eksempelvis ikke soleklart for mig, hvorfor de ældste ikke bare skal have en bærbar pc, siger Lone Jakobi til forvaltningens forslag om, at der som supplement til iPad indkøbes bærbare pc'er i klassesæt til udskolingen.

Som da beslutningen om digitale læringsmiljøer i skolerne blev besluttet i 2012, så er der stadig flertal for, at det er skolerne og dermed kommunens opgave at sikre, at alle elever har lige adgang til digitale redskaber.

Det kommer dermed ikke på tale, at bede de ældste elever om selv at medbringe eksempelvis en pc.

Udvalget mødes næste gang 16. september.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Annonce